Lederforeningen søsætter initiativ med fokus på sexisme

Beretninger om sexisme i sundhedsvæsenet får nu Lederforeningen til at lave nyt initiativ.

Oprettet: 05.10.2020

Stigende debat om sexisme indenfor sundhedsområdet resulterer i et nyt tiltag, der skal hjælpe sygeplejefaglige ledere. Initiativet kommer på baggrund af den vigtige debat, der foregår omkring sexisme, og som nu også er kommet til sundhedsvæsenet.

- Vi har i løbet af de sidste 10 år kun fået meget få henvendelser fra ledere, der er blevet udsat for sexchikane. Men det kan jo skyldes, at der er ledere, der ikke har vidst, at vi har kunnet hjælpe dem siger Lederforeningens formaand, irene Hesselberg, og tilføjer:
- Det er vigtigt, at ingen føler, at de er nødt til at acceptere en forkert kultur - eller måske endda slet ikke turde tale om det. Derfor iværksætter vi nu dette initiativ.

Det nye initiativ sikrer, at du som leder i sundhedsvæsenet og medlem i Lederforeningen trygt kan henvende dig, hvis du oplever sexisme i forbindelse med dit arbejdsliv.

Helt praktisk har Lederforeningen udpeget to nøglepersoner, der kan tage sig af de særlige chikane-sager.

Der er tale om ledelseskonsulenter, der kender til vilkår og kultur indenfor sundhedsområdet, og som vil kunne lytte og guide videre i forhold til konkrete episoder.

De kan hjælpe dig, hvis du er i en vanskelig situation. De kan også bruges til sparring, hvis du for eksempel er i tvivl om, hvordan du håndterer en sag, hvor det er en medarbejder, der kommer til dig med et problem, der drejer sig om sexisme.

- Med de nye nøglepersoner vil vi sende et tydeligt signal om, at man trygt og fortroligt kan henvende sig til Lederforeningen. Samtidig oprettes en særlig mailadresse, hvor lederne kan skrive med spørgsmål, eller hvis man vil fortælle om chikaneoplevelser, siger Jonna Søgaard, der er sekretariatschef.

Begge initiativer har som mål, at ingen – heller ikke ledere - skal føle sig tvunget til at holde sager om sexisme for sig selv.

Praktisk

Henvendelser til Lederforeningen vedrørende chikane – telefon 4695 3913
Mailadresse vedr. chikane-sager (Fungerer fra 8. oktober): chikane-lederrådgivning@dsr.dk

(Foto: colourbox)