Lederne skal inddrages i at indrette sundhedsvæsenet bedre!

Lederforeningens formand Irene Hesselberg opfordrer nu politikerne til i højere grad at inddrage lederne i at finde frem til en bedre indretning af sundhedsvæsenet.

Oprettet: 23.05.2019

Politikerne skal i højere grad inddrage lederne i at finde frem til en bedre indretning af sundhedsvæsenet! 
Sådan lyder det fra Lederforeningens formand, Irene Hesselberg, på baggrund af et debatindlæg fra en midtjysk lederkollega.

- Det dur ikke at lukke øjnene. Afdelingssygeplejerske Helle Bang Jensby leverer i Jyllands-Posten et vigtigt indblik i hverdagen i det danske sundhedsvæsen anno 2019. Det viser, hvordan et presset system rammer os alle. Jeg er stolt over, at der er så mange, der trofast yder en kæmpe indsats hver eneste dag. Jeg vil samtidig sige til de politikere, der skal sende vores sundhedsvæsen ind i fremtiden: Det er værd at lytte til … og inddrage lederne i, hvordan håbet kommer tilbage..., siger Irene Hesselberg.

Debatindlægget af Helle Bang Jensby er bragt i Jyllands-Posten den 21. maj 2019

Læs hele debatindlægget her:

- - -

Jeg ved som mellemleder ikke, hvordan det skal kunne lade sig gøre

Jeg vil gerne lede med hjertet, men kan lige så godt glemme det.

 Af HELLE BANG JENSBY, afdelingssygeplejerske, Aarhus C.

Mine medarbejdere spørger mig for tredje gang i denne uge, hvordan de både skal give patienterne strålebehandling kl. 19 i morgen aften og samtidig være til stede kl. 7.30 fra morgenen af? 

»Just do it«, bli’r mit tillagte kyniske svar. 

Jeg ved som mellemleder da heller ikke, hvordan det skal kunne lade sig gøre for den enkelte sygeplejerske at blive ved med at holde til det, men patienterne strømmer ind – de fleste af dem kan vi hjælpe. Nogle af dem skulle aldrig være kommet her til lindrende behandling, for de holder ikke til det og dør med bivirkninger og stress pga. transport, lejringer og aftalehelvede, i stedet for at nyde den sidste tid med pårørende omkring sig i eget hjem eller på hospice.

Hvordan er vi kommet hertil, hvor vi skal strække os uendeligt? I vores hospitalsafsnit er der få, men meget konkrete grunde: kompetence- og personaletab til et nyt flagskib (Dansk Center for Partikelterapi), uddannelse af personale til det nye flagskib (som forhindrer os i at uddanne til os selv) og så selvfølgelig uendelige besparelser, der flyder i en lind men stadig strøm.

Det tager et år at blive uddannet strålesygeplejerske, så hvis vi ikke har en bufferkapacitet af personale, er vi meget følsomme – det er der, vi er kommet til nu. For der er ikke råd til at have en bufferkapacitet. Det betyder, vi lever livet organisatorisk farligt.

Medarbejderne kommer igen og brokker sig: 

»Vi kan ikke både give strålebehandlinger på et kvarter og så tage os af de patienter, der ligger i hvilestuen og har brug for hjælp,« sider de.

»Så må I jo ligge stille på apparatet, lade de næste patienter vente – husk I dog både har fri de fleste weekender og får løn for jeres arbejde,« bliver mit næste kyniske svar. 

Jeg forbereder argumentation i en uendelighed og traver op til min afdelingsledelse og gør dem opmærksom på situationen. Deres kyniske svar bli’r ikke uventet:

»Just do it – det må du finde ud af at løse sammen med personalet.« Afdelingsledelsen ved da heller ikke, hvad de skal gøre med mit ”lille” problem. Ledelsen skal gennemføre besparelser for 12 mio. kr. og leder i hver en krog. De har sandsynligvis gjort hospitalsledelsen opmærksom på problemet, og den risiko der løbes, ligesom hospitalsledelsen har været i Region Midtjylland og sagt, at det ser sort ud.

Er det ingens skyld? – Er det bare blevet sådan? Hvor længe skal det vare?

Risikoen hos os nærmest kerneydelsen er magtesløshed, udmatning, mangel på faglig udvikling – kort sagt, at medarbejderne ikke længere synes, det er sjovt at gå på arbejde, at de ikke længere er stolte af det, de yder, og at de helt konkret ikke kan holde til at arbejde som sygeplejersker. Eller at de rejser fra faget eller specialet.

Under kynismen banker mit ledelseshjerte hjemløst. Hvor ville jeg gerne trække tryllestaven frem og sige: 

»Jeg kan godt forstå, det er hårdt, vi må løse det, alt bliver godt, det skal nok gå, om en måned ser det bedre ud.« 

Desværre bliver det ikke lige nu. Mit hjerte må være skjult og samle kræfter til en forhåbentlig bedre fremtid i sundhedsvæsenet, Region Midtjylland, AUH, bygning D, kræftafd., Stråleklinik 1, på Helle Jensbys kontor og ude ved acceleratorerne, hvor det rigtig vigtige sker. For patienternes og personalets skyld.

- - -

Læs også debatindlægget på Jyllands-Postens debatside HER

(foto: genrebillede, Region Midtjylland)