To tusinde ledere får tilbud om at deltage i undersøgelse

Fire succesfulde stafetarrangementer i Lederforeningen i oktober arbejdede med fremtidens sundhedsvæsen. Nu følger vi op ved at sende tilbud til to tusinde ledere i sundhedsvæsenet om at deltage i undersøgelse.

Oprettet: 27.11.2019

Hvordan oplever du sundhedsvæsenet lige nu ...set med udgangspunkt i din rolle som leder? Og hvordan gør vi sundhedsvæsenet endnu bedre?

Den kommende tid bliver spændende for det danske sundhedsvæsen. Der er politisk fokus på at skabe en udvikling der kan sikre et stærkt, nært og sammenhængende sundhedsvæsen, der også har tid og overskud til den enkelte patient og borger.

Lederforeningen blander sig i debatten. Og for at få det bedste udgangspunkt, får to tusinde ledere i sundhedsvæsenet nu personligt tilbud om at deltage i en hurtig spørgeskemaundersøgelse.

- Vi vil gerne inddrage vores medlemmer i debatterne om udviklingen af vores sundhedsvæsen. Det var baggrunden for, at vi i efteråret var rundt i hele landet og snakke med ledere ved fire arrangementer. Og nu følger vi så op med tilbuddet om at deltage i en lidt større undersøgelse, siger Irene Hesselberg, der er formand i Lederforeningen.

Hun mener, at netop de ledende sygeplejersker har et overblik og indblik i hele sundhedsområdet, som kan udnyttes meget bedre, end det har været tilfældet indtil nu.

- Nok har vi en travl hverdag, hvor der er fokus på at løse de daglige udfordringer. Men som ledende sygeplejersker opsamler vi også en række både gode eksempler, der kan være værd at kopiere og vi opfanget også de tendenser, hvor der kan være grund til at hejse et advarselsflag. Dén viden er det vigtigt at bringe i spil. Især lige nu, hvor politikerne på Christiansborg, i regionerne og i kommunerne er på vej ind i de afgørende forhandlinger om en ny sundhedsaftale, der skal bringe det samlede sundhedscvæsen ind i fremtiden, siger Irene Hesselberg.

Undersøgelsen blandt lederne er udarbejdet på en måde, så man efterfølgende kan drage konklusioner, der tegner et billede af hele sundhedsområdet. Det er omkring halvdelen af Lederforeningens medlemmer, der får tilbud om at deltage i undersøgelsen.