Vi må sikre et godt system, som alle kan være stolte af!

Lederforeningens formand, Irene Hesselberg, blander sig i debatten om forholdene på danske plejehjem. Det sker efter, at en plejehjemssag fra Aarhus har vakt stor opmærksomhed. Plejehjemssagen fra Aarhus giver forhåbentlig anledning til selvransagelse blandt politikere, der udstikker rammerne, skriver Irene Hesselberg.

Oprettet: 13.07.2020

( Dette debatindlæg er bragt i Jyllands-Posten 13. juli 2020 - Læs HER! )

Af Irene Hesselberg, formand i Lederforeningen

Den efterhånden meget omtalte plejehjemssag fra Kongsgården i Aarhus giver i disse dage anledning til selvransagelse hos mange. Og forhåbentlig også hos de politikere, der udstikker rammerne for hele denne vigtige del af vores sundhedsområde.

Set med ledelsesbriller og samtidig med også et nært personligt kendskab til dét at sikre god pleje for vores ældste sårbare borgere, har denne sag tre fundamentale problemsider.

For det første er det overordentligt trist og helt uacceptabelt, at der overhovedet findes plejepersonale, der i den grad misbruger deres position til at være nedværdigende og omsorgssvigtende i deres omgang med de mennesker, som de er ansat til at tage sig af.

For det andet er det i mine øjne lige så uacceptabelt at det overhovedet er muligt at arbejde på en måde, som misrøgter en beboer, uden at der er kolleger, der griber ind og underretter lederen. Og at dét at lede et plejehjem, i dag ofte foregår så langt væk fra hverdagen med beboerne og med så lidt dialog med beboernes pårørende, at pårørende i dette konkrete tilfælde kan gå og videooptage og filme i flere uger.

For det tredje er det både trist og ærgerligt, at vi er nået dertil, at nogen overhovedet finder det nødvendigt at anvende skjulte optagelser for at forbedre en situation i vores sundhedssystem og i vores samfund. Sådan bør det naturligvis ikke være. Politikere skal kunne se en alvorlig brist og en forkert politik også uden store medieoverskrifter eller tv-billeder. Hvem siger i øvrigt, at overskrifter og billeder viser den fulde sandhed?

Det er værd at bemærke, at der er handlet fra ledelsens side i den konkrete sag. Der er sket fyringer og ændret i ledelsen. Der holdt møde med de pårørende. Der er taget hånd om situationen. Måske er det også godt at huske, at der heldigvis er mange beboere, der trives rigtig godt endda på plejehjemmet Kongsgården.

Men det er stadigvæk vigtigt at holde fast i de tre overordnede problemer!

Lad os først se nærmere på plejepersonalet. Der vil altid være brodne kar. Det gælder plejepersonale, ledere, advokater, politikere – ja de findes overalt. Men heldigvis er det de få – og der er langt imellem, at de får lov til at ødelægge det for de mange.

Men når det sker, er det rigtigt skidt for dem, det går ud over. I denne situation ramte det Else helt urimeligt og forkert.
Men det er også rigtigt skidt for alle de dygtige og omsorgsfulde medarbejdere og ledere. Og det er rigtigt skidt for de beboere og pårørende, som ellers var tilfredse, men nu skal forsvare, at de er glade for at være på Kongsgården. Det er så ødelæggende, når noget som dette sker. Det er derfor fint, at der tages hånd om det. Og det giver forhåbentligt anledning til at kigge på både ressourcer, kompetencer, kulturen og nye muligheder for ledelse.

Det bringer mig videre til hele rammen for plejen. Naturligvis skal plejehjemsledere kunne stå inde for serviceniveauet, der udøves overfor beboerne. Ethvert plejehjem skal også kunne klare uanmeldte kontrolbesøg og i det hele taget være offentlige omkring niveauet for plejen og den service, som de kommunale politikere vælger at tilbyde deres ældste borgere.
Men måske har vi i vores iver for at skabe et velfungerende sundhedssystem, i stedet skabt en underlig struktur, hvor der bruges flere og flere kræfter på hele systemet og regnearkene – og hvor mange ledere derfor er endt med at være nødt til at prioritere kalkuler, tabeller og rapporter – i stedet for at have tid til at sikre den daglige trivsel … for borgere og for personalet. Det er en trist konstatering, som ingen vel havde ønsker fra starten.

I stedet for at pege fingre og finde syndebukke, bør vi derfor nu få sat et arbejde i gang for at sikre, at der er rum og ressourcer til at skabe et godt system, som vi alle kan være stolte af. Og ja, det ender sikkert også med at koste lidt flere penge. Men vigtigst er det, at vi i fællesskab vælger at ville finde løsningen.

Lad mig i den forbindelse dvæle kort ved hele problematikken om at skulle filme og lave skjulte optagelser for at få opmærksomhed. Sådan skal det naturligvis ikke være i et moderne samfund. Vi er nødt til at prioritere, at vi også skal have tid til at lytte, når nogen føler sig trådt på. Og at vi skal samarbejde om at løse udfordringer.
Vores samfund må ikke udvikle sig til en fejlfinderkultur, der nøjes med at sætte fejlene op i store overskrifter. Vi bør alle være opsat på hele tiden at finde de gode løsninger.

Jeg håber derfor også, at den konkrete tragiske sag ikke ender med, at alle blot taler grimt om alle plejehjem, alt plejepersonale og alle ledere. Men at vi nu i stedet bruger anledningen til at kigge på, hvordan vi får skabt et bedre system, hvor vi kan tilbyde borgerne et værdigt liv i deres sidste hjem. Det skal som de andre hjem i vores liv naturligvis opleves som et hjem, der er både trygt og rart!