Formandens mundtlige beretning på generalforsamling 2016

Velkomst og valg af dirigent

 

Velkommen tilbage fra frokost. - Håber I er mætte. Har fået talt med nogle spændende kollegaer, udvekslet gode ideer OG er blevet inspireret i standene.

Jeg håber også, at I fik god energi og nyttig inspiration fra første akt af dagen: formiddagens program med Anna Birte Sparvath

- og så håber jeg, I er klar til anden akt:

 

Scene 0: 2. AKT Generalforsamling

Scenen sættes. Solen skinner, det er efterår og der er noget magisk i luften. Der er nemlig noget magisk over at være sammen med så mange ligesindede – ledende sygeplejersker med fælles drømme og forskellige forventninger.

Ligesindede der står med en mangfoldighed af udfordringer – men som i Lederforeningen og DSR har en fælles platform, hvor flere sammen - kan nå mere!

 

Velkommen til den årlige generalforsamling i Lederforeningen

– i år med rekordhøjt deltagerantal.

Tak for det!

 

En del af jer har formentlig (og forhåbentlig) haft efterårsferie i sidste uge og er kommet tilbage med fornyede kræfter til kæmpe bunker, der har ligget og ventet længselsfuldt på, at I skulle komme tilbage.

 

Det gode ved, at mange holder ferie samtidig, er, at dem, der er tilbage bliver sparret for en del mails – så det føles helt ferieagtigt at være på arbejde.

Jeg har således fået læst J.K Rowlings nyeste Harry Potter bog.

Jeg elsker det univers og drømmer om, at nogle af effekterne herfra kunne transformeres ind i vores verden.

Tænk at have en tidsvender, kunne være to steder på en gang, få støv og kedelige bunker fjernet med et trylleslag.

Jeg skal sparre jer for mere Harry Potter – men den nyeste bog, er skrevet som manuskriptet til en teaterforestilling, hvilket inspirerede mig til den mundtlige beretning og til, hvordan generalforsamlingen kunne blive mere

end bare noget, vi skal gøre hvert år.

 

For hvordan bliver generalforsamling og en mundtlig beretning, som ovenikøbet skal holdes lige efter frokost, egentlig spændende og nærværende?

Især taget i, at en del af indholdet i forvejen er kendt - fordi vi har udgivet en skriftlig beretning - og det ovenikøbet handler om jer selv – den må heller ikke blive for lang - og den skal være så tilpas informativ og grundlagsdannende for en god debat efterfølgende – en debat, der gerne skulle tage afsæt i et oplyst niveau, så der kommer noget fremadrettet og konstruktivt ud af den.

 

Derfor startede jeg med at sige velkommen til anden akt.

Jeg tænkte, at alt dette kunne ske ved at gøre denne Lederdag til en teaterforestilling og ikke bare en dag med to indlæg og en generalforsamling!

 

Jeg tryktestede lige teater-ideen hos en god ven og ledende sygeplejerske, for lige at høre om det var for poppet. Heldigvis er hun altid god for en videnskabelig teori, der kan understøtte selv mine vildeste ideer.

Og tænk jer, der er en canadisk sociolog Erving Goffmann som har udviklet en anerkendt teori om individets dramatisering af sig selv, hvori også begreber som back stage og front stage indgår.

(I kender ham måske alle sammen, og så er det jo endnu bedre, for så giver denne her tilgang rigtig god mening. Hvis I ikke gør, så har I hørt om noget nyt i dag)

 

Det her er ikke teater. Det er en generalforsamling. Men hvis I et kort øjeblik lige tænker over hverdagen, så kører der den ene forestilling efter den anden!

• Nogen forestillinger kører hen over hovedet på jer.
• I nogle forestillinger er I statister.
• I andre har I en lille birolle, men i de fleste forestillinger har I faktisk hovedrollen.
• Og de fleste dage er I både bag scenen og trækker i trådene, sætter forestillingen op, sikrer jer er, at alle er klar til deres roller, og hjælper dem der hænger lidt i replikken; og I er på scenen, for forestillingen kører fra I træder ind af døren til I forlader den igen – og når I kommer hjem går I formentlig rundt og evaluerer forestillingen og redigerer lidt i programmet og gør klar til næste forestilling.
• Der er dage, hvor I sikkert føler jer mest som publikum.
• Og der er dage, hvor forestillingen er så dårlig, at I i det mindste kan glæde jer over, I ikke har betalt for at se den, og hvor I funderer over, om I kan tillade jer at gå i pausen!

I dag er ikke anderledes – men I er ikke bare publikum – I er end del af Lederforeningen, en del af DSR en del af nogens dag. I er en del af et pusterum, I forhåbentlig har mulighed for at være tilstede i. Vi har nemlig brug for jer i dag som mere end statister!

Men inden vi når til mundtlig beretning, debat og indkomne forslag, og hvad der ellers hører med i anden akt af dagens forestilling. Så skal vi vælge en dirigent, så formalia er i orden:

 

Scene 1: Valg af dirigent

 

Bestyrelsen indstiller: Line Posselt, der har mange års erfaring med at holde tungen lige i munden i organisationsverden, forstår hvad vi taler om fra mange års erfaring som leder og som forhandler, og som vi tror på, kan guide os trygt og sikkert igennem dagens program, så vi får stemt på det rigtige på de rigtige tidspunkter og som kan styre debatten, så alle kan blive inddraget i at give deres besyv med til beslutningerne.

 

Scene 2

Formandens mundtlige beretning til Lederforeningens generalforsamling

Så er jeg tilbage i forestillingen!

Og det håber jeg også, at I er. For med den skriftlige beretning og den mundtlige her, der gerne skulle opleves som uddybende og informativ, så har vi alle et fælles fundament for god debat. Særligt til de indkomne forslag og til at komme med ledernes bud på hvad et bæredygtigt DSR skal indeholde…

Og så I ved, hvad der venter jer, kan jeg sige, at de næste scener har omdrejningspunkt om emner, der har fyldt i Lederforeningen og det nære og sammenhængende sundhedsvæsen i årets løb

Hver scene er bygget op over: ”Hvad har vi oplevet?” ”Hvad har vi gjort?” ”Hvad blev resultatet?” og ”Hvad kunne vi tænke os mere af?”

 

Men først skal scenen lige sættes:

Scene 3:

De overordnede pejlemærker – retningen eller målene

Det er som en efterårsstorm – lyset er klart og diset samtidigt, bladene hvirvler i alle retninger, men der er kraft i blæsten. Sådan er det også med vores pejlemærker.  Selvom retningen er sat, er vejen til målet som de hvirvlende blade, lige som vejen er kold, våd og fedtet.

Der er tre pejlemærker der har styret vores tilgang til, alt hvad vi har beskæftiget os med, og hvordan vi skulle arbejde med opgaverne:

Det ene er vores overordnede ambition eller målsætning: At Lederforeningen skal være den mest indflydelsesrige organisation for ledere, som vi besluttede på generalforsamlingen i 2014.

Det har givet god anledning til, at vi i bestyrelsen også har indtænkt en mere strategisk tilgang end blot at knokle derudad.

Det har også, som vi har skrevet i den skriftlige beretning, gjort det synligt,

at vi ligesom nogen af jer måske kan nikke genkendende til, har været nødt til at spørge os selv, hvordan kommer vi ud af hamsterhjulet og bliver mere synlige.

Ikke bare synlige for at være synlige, men for at få den indflydelse og skabe de resultater, der forventes af os, når vi repræsenterer så stor en del af ledelsen af sundhedsvæsenet.

 

Det andet pejlemærke er på det organisatoriske område og mere et internt DSR organisationsanliggende: Nemlig organisationsudviklingsprojektet i Dansk Sygeplejeråd.

For hvordan kan Lederforeningen blive mere synlig i DSR, så ALLE medlemmer af DSR, kan se styrken i, at både ledere og medarbejdere er organiseret i samme organisation.

Og hvordan kan ALLE medlemmerne af DSR, se at det giver mening, at hvis alle skal kunne se sig selv i DSR, skal alle behandles særligt.

Lad det være sagt tydeligt: ”Der er ingen andre, der har det som deres fornemmeste og vigtigste opgave at udvikle sygeplejen og støtte sygeplejerskerne, end sygeplejerskerne selv og dermed DSR. Så det er SÅ VIGTIGT, at dette organisationsudviklingsprojekt ser på helheder, inddragelse og udvikling, og i Lederforeningens optik for alvor får øjnene op for, hvor vigtigt det er at ledende sygeplejersker har lyst til at blive ved med at se sig selv som en del af DSR

– så det er ikke bare for at pleje Lederforeningens interesser, at vi mener at et succesfuldt outcome til kongressen i juni er, at Lederforeningen bliver en ”organisation i organisationen”

 

Det ene af de indkomne forslag, som vi skal behandle senere i dag, viser også at medlemmerne i Lederforeningen, kærer om Ledernes position i det fremtidige DSR.

Vi kommer tilbage til organisationsudviklingsprojektet senere.

 

Et helt tredje og overordnet pejlemærke (ja jeg fristes til at sige oven over alting) – og i virkeligheden det, det hele handler om og derfor det, der præger arbejdet i Lederforeningen mest er:

Alle medlemmer skal have en god, nærværende og kompetent service

og de skal opleve at samspillet mellem medlemmer, valgte og ansatte i Lederforeningen tilsammen skaber resultater.

En stor del af det, vi laver i hverdagen, er individuel servicering.

Og en stor del af det vi laver i hverdagen, er det enkelte medlem ikke nødvendigvis interesseret i, at vi fortæller om.

Det giver os et synligheds problem – igen hvis synlighed er noget der måles på, hvor mange gange vi er i medierne for eksempel – og ikke på hvilke resultater vi opnår.

 

Men når vi kigger på tallene over hvor mange sager vi har haft, hvor mange telefonsamtaler der er afholdt og hvor mange møder vi har været til af forskellig karakter – f.eks. møder med flere eller ligefrem mange ledere i forbindelse med lønforhandlinger og omorganiseringer, netværk, sygeplejefaglig ledelse, valg af Leder-TR osv.

Så er det vel i virkeligheden flot, at vi har været i forbindelse med 2/3 af samtlige medlemmer af Lederforeningen – jeg tror faktisk ikke der er ret mange organisationer der kan fremvise så stor synlighed i form af tilstedeværelse.

MEN hvis det ikke opleves af medlemmerne som nærværende og Synligt – så skal vi jo finde på noget andet og mere – og det kunne vi jo passende tale om i dag!!!

 

Scene 4:

Det handler om løn og kultur og noget om OK18

Scenen sættes, lyset bliver lidt dunkelt og humøret daler en anelse. Forventninger til store resultater fornemmes og anskues både i forhandlernes øjne og i publikums. Der er en stemning af utålmodighed, håb og revolution!

 

Vi skal være stolte – ledende sygeplejersker er historisk set gået fra at være støttefunktion til lægerne - til at være substansen i ledelse af sundhedsvæsenet. Ledende sygeplejersker er anerkendte og respekterede for deres ledelse, uanset om det er i statsligt, privat, kommunalt eller regionalt regi.

Vi taler af gode grunde om, at det så også ville være:

ikke bare rart – men rimeligt,

at lønnen svarede til den værdi, ledende sygeplejersker bibringer sundhedsvæsenet.

 

Vi forhandler alle vegne, på alle niveauer og på alle tænkelige måder

– og det skal vi blive ved med.

Men når utilfredsheden over resultaterne melder sig

– og rimeligt nok, at vi alle bliver skuffede

- så vil jeg liiige, for at synliggøre i tal, den mission vi er ud på:

Hvis vi skal i nærheden af at opfylde den lige løn for ledelse strategi vi arbejder med, så giver det med et simpelt regnestykke en udgift på 1,1 milliard kr.!

 

I sidder selv med budgetterne rundt omkring – og I er alle blevet pålagt at finde besparelser – så jeg behøver ikke at bruge tid på at fortælle,

at det nok ikke er et mål der indfries inden for de næste par år

– og at OK18 ikke løser alle vores problemer med ligeløn.

 

MEN når det så er sagt – så er det stadig målet

– og jeg tror også på, at vi ved at have et ambitiøst mål når længere

– vi skal også ”bare” finde en anden vej til at nå vores mål,

end at tro at det hele sker:

ved de centrale overenskomstforhandlinger,

når Lederforeningen er til forhandling rundt omkring

eller ved som vi desværre ser gang på gang:

- at I bliver ved med ikke at stille krav til jeres løn i hverdagen

– det er ikke et kvikfiks – det er et samarbejde der skal til.

 

Så ”Hvad har vi oplevet”?

Vi oplever at der et kolossalt fokus på den enkelte leders præstationer.

Vi oplever at vi i næsten alle kommuner og i alle Regioner og stort set på alle hospitaler efterhånden har en god dialog om hvordan ledelse honoreres og hvordan ledelseskompleksitet og jeres sygeplejefaglighed også bør honoreres.

 

Vi oplever at der er enighed om at lederne har ret til og mulighed for at tage en individuel lønforhandling årligt

– men vi oplever store udfordringer i form af uklarhed om hvem der egentlig skal forhandles med

og vi oplever desværre også, at I selv, lederne, ikke anmoder om en lønforhandling.

Det er ikke at lade jer i stikken, når I selv skal forhandle – vi kan jo se, at de steder hvor det er blevet en del af kulturen, giver det faktisk resultater.

Vi har indsamlet data både fra kommuner og Regioner på lederlønninger – primært for ledende sygeplejersker og en del steder også med sammenlignelige ledere med anden faglig baggrund.

 

Og hvad fandt vi? Vi fandt et broget billede – hvor det trods alt ser ud til at lederlønninger stiger i hele landet!

Men delmålet, hvis man kan sige det sådan, er at ledere af medarbejdere som minimum tjener 40.000 kr. om måneden og ledere af ledere mindst 50.000 kr. – og vi er ikke lige ved at nå delmålet overalt!!!

 

Så ”hvad har vi gjort”?

Vi har indkaldt ledere til lønmøder inden hver forhandling, vi har udleveret eller sendt logbøger, vi har introduceret lederlønsmodellen for arbejdsgivere, vi har vejledt, undervist, åbnet døre, forhandlet og heppet på de ledere der selv har forhandlet.

 

Vi har været tålmodige imens forhandlingerne har trukket ud og trukket ud og vi har stillet høje krav!

 

Vi har inviteret til nye forhandlingsfællesskaber og vi arbejder i DSR på at få en særlig platform til lederne – eftersom vi ikke tror at basis og lederoverenskomsten kan forhandles på samme måde…

 

”hvad blev resultatet”?

På de lokale baner er resultatet lovende – vi kan se at vi får en højere andel af lokallønsmidlerne, at vi langsomt men sikkert får flere og højere løntrin i spil.

Men vi kan også se at en af grundene er, at der er færre ledere om flere medarbejdere, så den samlede lønsum givet til ledere er faldende, men den enkelte leder får mere i løn – generelt.

Og når det så er sagt – så ved jeg at I sidder og tænker – det er ikke godt nok

– og det vil jeg sådan set godt gi´ jer ret i,

men jeg vil lige meget stille sige – det er ikke Lederforeningen der er tilbageholdende – det klarer arbejdsgiverne fint selv.

Vi har aldrig stødt panden i mod så mange mure og hørt NEJ på så mange måder før!

 

Så ”Hvad kunne vi tænke os mere af”? Ja udover flere penge til jer – så kunne vi godt tænke os at blive inddraget væsentligt mere i forberedelserne til de kommende OK18 forhandlinger – for vi tror på, at den viden og erfaring vi har fra tusindvis af forhandlinger rundt om i landet bedst bliver formidlet videre og sidenhen forhandlet af os, der sidder med lederområdet hver dag.

 

I bestyrelsen er vi enige om, at i dag er en god anledning til at minde om, at Lederforeningens Generalforsamling – som jo er Lederforeningens øverste myndighed, besluttede på en ekstraordinær GF i 2009, at vi skulle arbejde for den centrale aftale- og forhandlingsret – på en måde, så vi fortsat er en del af DSR – nu skal der så forberedes til  OK18, og vi har en klar forventning om, at der ses anerledes på lederområdet end hidtil… og at det også gælder i forberedelserne til det vi i daglig tale kalder ”en plads ved bordet” – det centrale forhandlingsbord. Dvs. at vi gerne vil repræsenteres på en anden måde i Forhandlingsfællesskabet.

 

Vi kunne også godt tænke os at komme med i cheflønsaftalen, og vi kunne tænke os at løn til ledere var et lederanliggende i alle organisationer – så det arbejder vi på, alle de steder vi kan komme i tanke om.

 

Og så kunne vi også godt tænke os et lille fredeligt oprør fra jer!

For hvornår gør ledendes sygeplejersker egentlig oprør?

Hvis de  f.eks. ikke får mere i løn, bedre vilkår, ordentlige informationer, gode introduktioner til nye opgaver, hvis der ikke bliver lyttet,

hvornår går en leder i pressen og til politikerne…

 

Dette fører lige over i næste scene:

 

Scene 5:

Lederlivet og ytringsfriheden

Scenen sættes - lyset kæmper mod mørket. Publikum rører utålmodigt på sig. Der fornemmes en frustration over emnet – det er den evige bekymring om hvorvidt ledere medarbejderliggøres hvis deres arbejdsmiljø bliver sat i fokus og frustrationen over et vigtigt emne som ytringsfrihed altid debatteres ensformigt. Back stage har der været overvejelser om der skulle en fane og en ølkasse med på scenen – men alle blev enige om, at emnet sagtens kunne fremføres på en anden måde.

For ledere er også ansatte med rettigheder og selv om rollefordelingen af til kan være problematisk – så arbejdes der for på flere plan - for det samme mål

 

Lederlivet har vi undersøgt – og næstformand Jeanette Palmer, vil fortælle om resultaterne og hvad vi godt kunne tænke os med lederlivsundersøgelsens fund sammen med jer – så det springer jeg let over og går til et varmt emne i debatten lige for tiden: YTRINGSFRIHEDEN

Ytringsfrihedsdebatten er blevet til ”skyld og hvis skyld-debat”?

Hvorfor er det blevet sådan noget dem og os, hvorfor er det ledernes skyld at sygeplejerskerne ikke kan ytre sig – eller kan de og det viser sig at handle om noget helt andet, hvor meget skal en leder kunne fixe alene?

 

Der er, som I helt sikkert har læst, lavet en undersøgelse blandt sygeplejersker, der viser, at 28% føler der ytringsfrihed krænket.

Det er et problem – et problem der bør tages alvorligt.

 

Jeg tror, at alle ledere tager alles ytringsfrihed alvorligt – så måske er et større problem: Taler vi om det rigtige?

 

Handler det om at alle er pressede, og italesættelsen af hvor pressede alle er, gør alle endnu mere pressede, og derfor træffes der beslutninger hen over hovedet på folk, der så ikke føler sig inddraget, hørt, set og anerkendt

– handler det om, at hvis man ikke får sin vilje, er man ikke blevet hørt og dermed er ens ytringsfrihed krænket!

Vi hører om medarbejdere der ikke tør udtale sig til pressen og endnu værre ikke tør gå til deres ledere, fordi de er bange for at blive fyret – men de ved ikke om det rent faktisk sker. Og vi har ikke nogen undersøgelser om emnet

Jeg sætter det måske lidt på spidsen, men ytringsfrihedsdebatten er et fantastisk godt eksempel på hvor vigtigt det er, at DSR husker at det er en organisation der rummer både ledere og medarbejdere.

Det er fantastisk vigtigt at der er plads til begge sider af en sag i DSR – og det er vigtigt at ledere også selv ytrer sig i denne debat.

 

Handler det reelt om samarbejde eller om reel ytringsfrihed?

 

Hvornår og hvor og om hvad skal der ytres – er pressen eller de sociale medier altid den bedste platform at få løst problemer på?

 

Hvad med MED og personalemøder?

Det allervigtigste er jo sådan set at få løst de problemer, man ellers skal kunne ytre sig om – det er en fælles sag!

Og en god sag at have med i debatten om hvad ønsker lederne sig af og i DSR…

 

Scene 6:

Leder-TR + samarbejde med andre organisationer - fælles mål og dagsordener

Scenen sættes – glæde og utålmodighed fylder scene – der kommer flere og flere til… men det er som om de forsvinder i efterårsregnen – ærgrelse fornemmes særligt blandt aktørerne

 

For ”Hvad har vi oplevet”?

Vi er i den heldige situation at vi oplever, at der er flere og flere der gerne vil være leder-TR, kontaktperson eller talsperson

– men vi oplever desværre også, at det stadig er pionerarbejde – og at valgte leder-TR ikke nødvendigvis får den indflydelse og de resultater der var målet eller det samarbejde med arbejdsgiversiden, der var ønsket.

 

Vi oplever desværre også, at det er svært at fastholde eller inspirere leder-TR´erne til at blive ved, så det kan godt føles lidt Sisyfos-agtigt at få et stort og indflydelsesrigt netværk af Leder-TR´er på tværs af landet…

 

Vi oplevede her i efteråret til gengæld, at TR aftalen der er indgået med Danske Regioner om retten til at vælge Leder-TR og dermed have samme beskyttelse, som tillidsrepræsentanter for medarbejdere,

rent faktisk virkede, da den desværre skulle tages i brug.

Så om end anledningen til at teste, om det, der aftales i fredstid også holder i ”krigstid”, var trist

– så virkede det som aftalt.

 

Så ”hvad har vi gjort”? Vi har lavet en Leder-TR taskforce, haft revitaliserings seminar med Leder-TR´erne og lavet en oplysningsfolder om Leder-TR, som både kan gives til ledere, der endnu ikke har fået valgt en leder-TR, ikke vidste de havde brug for en, eller bare godt kunne tænke sig at være det,

eller til arbejdsgivere, så de kan få en fornemmelse af hvad de kan få glæde af ved at deres ledere, har en leder-TR.

 

”hvad blev resultatet”? Ja resultatet er, at vi er på vej med fornyet styrke igen – men som det indkomne forslag om flere ressourcer til Leder-TR området i Lederforeningen viser – har vi ikke gjort nok.

 

Så ”Hvad kunne vi tænke os mere af”? Vi kunne godt tænke os, at der i DSR blev set på fordelingen af ressourcer, så vi i Lederforeningen kunne have en koordinator, der kunne servicere leder-TR, være med til at skabe netværk, lave hjemmeside og andre kommunikationskanaler til Leder-TR´erne, så der kunne være mulighed for mere synergi og sammenhængskraft Leder-TR imellem – til glæde for ledernes vilkår og sundhedsvæsenets udvikling – ikke mindre J.

 

Men alt samarbejde, sammenhængskraft og synergi kommer ikke alene fra Leder-TR arbejdet.

Vi var aktive aktører for at få etableret et lederråd i FTF sidste år – og i år må vi konstatere, er det er her som i alt andet udviklingsarbejde – det blev ikke skabt ”overnight” – og der er et stykke vej, før Lederrådet har fundet ikke bare sine stærke ben – men ben i det hele taget!

Det lyder ikke så optimistisk, men det er jeg faktisk – udfordringen er, at ledere i de andre organisationer og forbund er organiseret vidt forskelligt – og der er også forskellig entusiasme de forskellige steder i forhold til hvor stærkt et lederråd man ønsker i FTF – så det varer lige lidt inden der for alvor er fælles fodslaw!

 

Samarbejdet mellem de forskellige lederforeninger er til gengæld godt, og de steder hvor vi konkurrerer om lederposterne har vi fundet en vej til samarbejde – det gavner trods alt kerneopgaven mest, at det er de bedste ledere der ansættes. Hvilket giver et fællesskab mellem de forskellige organisationer for at fremme f.eks. faglig ledelse og at ledernes ledelsesrum og vilkår er tilfredsstillende.

 

I kommunerne er det mest Lederforum og FOA´s ledere vi konkurrerer/samarbejder med og i det Regionale fylder FAS og Djøf mest i samarbejds- og konkurrence fladerne…men det triste eller glædelige er at udfordringerne stort set er ens for alle – FAS og DJØF  har såmænd også trænge tider når det gælder løn og vilkårs forhandlinger.

 

I går blev det offentliggjort at Lederforum og FOA slår pjalterne sammen på lederområdet – spændende hvordan det går og hvilke nye muligheder det skaber… 

 

Blandt vores egne medlemmer har vi etableret tilbud om netværk – uafhængige af Leder-TR eller med Leder-TR som tovholder, mentorordninger og karriesamtaler alt sammen tiltag der er blevet efterspurgt – og som vi er stolte af at kunne sige vi har lavet… særligt fordi vi med den store Lederlivs undersøgelse, kan se at der er behov for det hele.

Næstformand Jeanette Palmer vil fortælle mere om det senere – jeg vil bare lige her sige, at lige så stolte vi er over at have skabt de muligheder og tilbud i Lederforeningen, lige så ærgerlige er vi over at der ikke er større tilslutning.

Så egentlig tror vi, at vi har ramt noget væsentligt – og nu vil vi så gerne høre mere om hvad der skal til, for at vores medlemmer benytter sig mere af tilbuddene – og i dag er en god dag – det er jo et oplagt emne i en organisationsudviklingsdebat.

 

Scene 7:

Faglig ledelse og sygeplejefagligt ansvar

Scenen sættes. Solen skinner og håbet om mere kvalitet i form af respekt for faglighed også på ledergangene fornemmes. Der er blide toner men underlægningsmusikken er lidt ensformig og der er ærgrelse over at den har været spillet så mange gange – publikum må undres over at der ikke er sket noget og skuespillerne undres over hvorfor det selv samme publikum ikke stiller krav og gør noget ved det derude…

FOA og DJØF høres i kulissen – de har fanerne med!

 

Faglig ledelse og det sygeplejefaglige ansvar er et emne der optager os alle.

Så det kunne jeg tale om i flere timer og vi kunne have nogle lange og meget spændende debatter – men I får den korte og opridsende version i dag!

Og så kom til vores fagkongres i maj og deltag i debatterne rundt omkring i landet.

 

Så til ”Hvad har vi oplevet” kunne jeg bare sige meget og så stoppe ved det – men lidt flere ord får I nu alligevel.

Fælles for både kommuner og Regioner er, at der tales så meget om tværfaglighed, at alle næsten skal undskylde at stå ved deres egen faglighed – ret misforstået, hvis I spørger mig!

Fælles for problematikken er også noget der ligger i os selv – for hvem ejer sygeplejen og hvorfor står vi ikke ved, at det gør vi!!!

Sygeplejen skal ledes af sygeplejersker og det sygeplejefaglig ansvar bør være en ledende sygeplejerskes.

At sundhedsvæsenet så skal ledes af de bedste ledere er helt naturligt – og de bedste ledere til det bør være de ledende sygeplejersker!

Så husk at søg jobbene – også selv om der ikke står sygeplejerske i titlen.

I kommunerne oplever vi mange problemer med lige præcis placeringen af det sygeplejefaglige ansvar særligt de steder hvor FOA´s folk fylder på lederposterne.

En stigende problemstilling – for jo flere komplekse sygeplejeopgaver der skal løses i kommunerne – jo større er behovet for at det er sygeplejersker der bestrider lederposterne.

 

I regionerne oplever vi at ledende sygeplejersker leder så meget at det kan være svært at lede sygeplejen – og vi oplever den evindelige problemstilling med at sygeplejerskerne leder og lægerne får lønnen for det.

 

Fælles for kommuner og regioner er udfordringen med den såkaldte DJØF´isering –

Og her er der vel egentlig bare at sige: Søg posterne, sæt krav til ledernes fagfaglighed, når I slår stillinger op og kom med de bedste argumenter for hvad man får mere med, når der ansættes en sygeplejerske i stedet for en djøf´er.   

 

Scene 8:

Den sundhedspolitiske dagsorden

Scene sættes – der er højt til loftet, der er mange aktører der alle vil i rampelyset – man fornemmer næsten trængsel.

Der høres råb, vredesudbrud og gråd.

Men rundt omkring i krogene ses de forsigtig taknemmelige, patienter, borgere og pårørende som forventningsfuld ser på lederne og glædes over at de hver dag kæmper for at de får pleje og omsorg, behandling og rehabilitering – bliver set og hørt

 

 

I er med til at sætte den sundhedspolitiske dagsorden hver dag – vi arbejder sammen med resten af DSR for at søge indflydelse på Christiansborg, Byråd, Regionsråd pressen mm. men hvis vi skal være meget ærlige så sætter I den sundhedspolitiske dagsorden som ledere hver dag – I er mange flere, er meget mere lokalkendte end nogen af os i hele DSR og I sidder der hvor beslutningerne træffes og føres ud i livet – så måske handler det at sætte den sundhedspolitiske dagsorden ikke så meget om hvad gør Lederforeningen – men hvad gør vi og hvordan spiller vi bedre sammen i en travl hverdag.

Hvordan får DSR og Lederforeningens mærkesager liv sammen med jer – og hvordan aftaler vi og samarbejder omkring, hvem gør hvad for at få sat dagsordenen?

For os er synlighed at der er skabt et resultat – så er det jo lige meget hvem der kommer først i pressen med det – eller tager æren for det – bare det virker…

 

Kampen for at sikre faglig ledelse og placering af det sygeplejefaglige ansvar er jo et fint eksempel på en sundhedspolitisk dagsorden der vil kunne skabe meget kvalitet i det nære og sammenhængende sundhedsvæsen – og det er jer der hyrer og fyrer derude – så teoretisk set kunne det jo løses ret hurtigt J

 

Scene 9:

Organisationsudviklingsprojektet

Scenen sættes… ALT er i spil og det er som der er ører alle vegne – DSR lytter og MEDINDDRAGELSE og SAMMEN er nøgleord. Der gøres klar til totalteater hvor publikum og aktører sammen skal finde et nyt og bæredygtigt koncept for DSR og Lederforeningen

 

Vi skyder debatten i gang i dag!

Frem til juni hvor den ekstraordinære kongres finder sted vil I blive orienteret, inviteret, medinddraget og hørt – så jeg håber, at I vil ytre jer i denne debat.

 

I har travlt i hverdagen – og derfor er det kun naturligt, hvis I ikke hver dag har jeres fokus på Lederforeningen og DSR, et organisationsprojekt i jeres fagforening er måske også lidt fjernt, for det kunne jo tænkes, at I var tilfredse nok og tænkte, det må dem vi har stemt på tage sig af.

Det vil vi også gerne – men vi har brug for at I blander jer – og uden at male fanden på væggen, så vil jeg bare lige pippe, at lederne udgør under 10% af den samlede medlemsskare i DSR – så I skal blande jer lidt mere end sygeplejerskerne hvis vi skal høres …

 

Scene 10:

TAK – ”rulletekster” og nu skal der debatteres…

Hvis det her var film og ikke teater, så ville ”Rulleteksterne” komme nu: Tak til jer alle for at komme og tak for samarbejde gennem året, tak til bestyrelsen, tak til sekretariat, chef og ledelseskonsulenter, tak til DSR

 

Dette var ordene – jeg glæder mig til en god debat