Bag om filmene

Anne Juutilainen har stået for at producere de seks film. Som sygeplejefaglig supervisor havde hun arbejdet med skuespillere før. Formålet med filmene er ikke at vise best practice, men derimod et billede af dagligdagen.

Anne Juutilainen

anna_juttalainen_485x233

Sygeplejefaglig supervisor Anne Juutilainen står bag produktionen af de seks film.

Den oprindelige tanke var, at der skulle holdes et kursus, hvor sygeplejersker blev sat i situationer sammen med skuespillere. Scenerne skulle filmes og klippes sammen bagefter. ”Men jeg blev klogere,” smiler Anne, der ændrede taktik efter at have talt med videofotografen. Hvis situationerne skulle ordentligt ud til seerne, skulle videoproduktionen og historien i fokus.

Seks film på to dage

Selve optagelserne blev foretaget over to dage med tre film hver dag, hvor Anne Juutilainen lånte to rum på Frederiksberg Hospital.

”Jeg fandt de medvirkende ved at spørge sygeplejersker, jeg kendte, og ved at skrive til alarmcentralen, hvor jeg har undervist. Det var vigtigt for mig, at der både var en mandlig sygeplejersker, en psykiatrisk, en erfaren og en nyuddannet,” fortæller hun.

Inden optagelse fik sygeplejersken en lille historie at vide, så de forstod scene, men stadig kunne blive overraskede.

”Fx havde hende, der spillede gruppeleder på en mavetarmkirurgisk afdeling, kun fået at vide, at der var travlt, en af patienterne hed fru Laugesen, og hun var bagud med sit arbejde. Hun kendte situationen fra virkeligheden. Det blev ikke en rolle, hun spillede, men blot en position,” fortæller Anne.
Sygeplejersken havde også fået at vide, at fru Laugesen skulle udskrives samme dag. Det havde skuespilleren ikke fået at vide. Så hun kunne også blive overrasket den anden vej.

”Sådan er virkeligheden. Man får røde pletter på halsen, og man får hjertebanken,” siger Anne.

Da det er svært at vise følelserne, så seeren opfatter dem, blev de medvirkende sygeplejersker interviewet lige efter scenen. På den måde blev der sat ord.

Scene måtte tages om

De fleste scener blev kun filmet en gang. Overraskelsen og spontaniteten ville forsvinde, hvis man tog scenerne om igen og igen.

Filmen Sårbar blev dog taget om. Den medvirkende sygeplejerske følte sig i en konflikt under optagelsen. Hun havde fået at vide, hun ikke måtte forlade rummet. Under optagelsen anklagede skuespilleren hende for ikke at have sørget for vand til sin mor. Under normale omstændigheder ville hun straks være gået efter vand til en patient, forklarede hun.

Derfor tog de scenen om, hvor hun forlod lokalet et øjeblik.

Til brug på temadag

Formålet er, at sygeplejersker skal kunne genkende sig selv, og de skal overveje, hvordan de i hverdagen passer på sig selv og deres kolleger, når sådan noget opstår, forklarer Anne.

”Sådan noget som eksemplet med den pårørende i filmen Sårbar kunne man tale om i en personalegruppe. Kunne vi fx henvende os til de pårørende, før de kom til os,” siger hun.

Anne Juutilainen opfordrer til, at man bruger videoerne på et personalemøde eller en temadag. Selv om det er DSR, der har lavet disse film, kan det sagtens bruges tværfagligt til at snakke om, hvad der er vores praksis.