Uønsket seksuel opmærksomhed i omsorgsarbejde
Ny guide og konference sætter fokus på problemet.
Ny guide og konference sætter fokus på problemet.
Hvad gør man som sygeplejerske, når en patient kommenterer ens udseende og bruger seksuelle undertoner? Gør det nogen forskel at patienten er demens eller psykisk syg? Skal man sige noget til kollegaerne? Eller hører det bare med til jobbet?
Omsorgsmedarbejdere i social- og sundhedssektoren, bl.a. sygeplejersker, er oftere udsat for uønsket seksuel opmærksomhed fra patienter/borgere end andre faggrupper. En ny guide "Seksuel opmærksomhed fra borgere - guide til håndtering af udfordringer i arbejdsmiljøet" skal skabe opmærksomhed om den belastning, det kan være for den enkelte medarbejder og hjælpe arbejdspladsen til at tage hul på snakken. Desuden indeholder den eksempler på, hvordan uønsket seksuel opmærksomhed i omsorgsarbejdet kan forebygges og håndteres.
Guiden er et resultat af et forsknings- og udviklingsprojekt gennemført af Cowi, Det nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, Statens Institut for Folkesundhed og NIRAS. Resultaterne fra projektet, herunder guiden, præsenteres på en konference fredag d. 20. april 2018 kl. 10.00-14.00 på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. Deltagelse er gratis og tilmeldingsfristen er 12. april 2018.