Organisationsmidler: Det betyder de

Penge fra organisationsmidlerne kan give forbedringer i sygeplejerskernes overenskomst. Læs, hvor organisationsmidlerne kommer fra, og hvilken betydning de har for sygeplejersker ved OK21-forhandlingerne

Organisationsmidlerne kan få betydning for sygeplejersker

Organisationsmidlerne er de penge, vi har at forhandle for ved de specielle overenskomstforhandlinger. De specielle forhandlinger bliver også kaldt organisationsforhandlingerne, fordi det er her den enkelte organisation forhandler om konkrete forbedringer i deres egne overenskomster. 

Læs videre og bliv klogere på, hvor organisationsmidlerne kommer fra, og hvordan de konkret kan komme sygeplejersker til gode.

Organisationsmidlerne bliver afsat ved de generelle forhandlinger

OK-forhandlingerne i kommuner og regioner foregår traditionelt i to stadier, der hedder henholdsvis de generelle og specielle forhandlinger. Organisationsmidlerne bliver der typisk afsat penge til som en del af det generelle forlig. Hvor store puljerne med organisationsmidler skal være – hvis der overhovedet skal være nogen – bliver forhandlet af Forhandlingsfællesskabet som en del af de generelle forlig. 

Generelle forhandlinger: Først forhandler Forhandlingsfællesskabet med arbejdsgiverne om det generelle forlig. Dansk Sygeplejeråd er med i Forhandlingsfællesskabet gennem Sundhedskartellet, og DSR’s formand, Grete Christensen, er forhandlingsleder på det regionale område. Under de generelle forhandlinger bliver der aftalt forbedringer af rettigheder og vilkår, som kommer alle medarbejdergrupper til gode, og hvor store lønstigninger, der er plads til.

Specielle forhandlinger: Næste stadie er de specielle forhandlinger. Organisationsmidlerne er de penge, vi har at forhandle for ved de specielle forhandlinger. Ved de specielle forhandlinger forhandler de enkelte organisation om konkrete forbedringer i deres egne overenskomster. Hvordan organisationsmidlerne bliver brugt i den enkelte overenskomst, forhandler organisationerne med arbejdsgiver om. Organisationsmidlerne kan fx gå til højere erfaringstillæg, bedre arbejdstidsregler eller pensionsstigninger.

Sygeplejerskernes overenskomster bliver indgået af Sundhedskartellet, som består af 8 organisationer, hvor DSR er den største. Grete Christensen er også formand for Sundhedskartellet og forhandlingsleder, når Sundhedskartellet forhandler med arbjedsgiverne.

Se Sundhedskartellets video om, hvordan overenskomstforhandlingerne foregår

Organisationsmidlerne kan give konkrete forbedringer for sygeplejersker

Lønudviklingen kommer i stor grad fra generelle lønstigninger, som kommer alle ansatte til gode. Men organisationsmidlerne giver konkrete forbedringer i sygeplejerskernes overenskomster. Størrelsen på organisationsmidlerne har stor betydning for, hvad vi kan aftale af forbedringer i overenskomsterne.

Pensionsstigninger, større satser for genetillæg, indførelse af erfaringstillæg og et særligt lønforløb for kandidater og specialuddannede sygeplejersker er organisationsmidlerne bl.a. gået til ved tidligere overenskomstforhandlinger. 

Kommuner: organisationsmidler på 0,5 procent

Parterne har afsat 0,5 procent til organisationsmidler ved de generelle forhandlinger på det kommunale område ved OK21. Det betyder, at hver organisation får 0,5 procent af deres lønsum at forhandle for. Lønsummen er den samlede løn i et år for alle ansatte. Det vil sige, at både løn, pension, genetillæg, overarbejde, særlig feriegodtgørelse, ATP og gruppeliv tæller med. 

Sygeplejersker i kommunerne har en lønsum på 7,91 mia. kr., når man tager ikke-ledende, ledende syge- og sundhedsplejersker, kandidatuddannede og atypiske stillinger med. Det giver DSR 39,5 mio. kr. i organisationsmidler. Det lyder som et stort beløb, men det skal også gå til forbedringer til mere end 15.000 syge- og sundhedsplejersker i kommunerne.

Lavt- og ligelønspulje er der også afsat penge til på det kommunale område ved det generelle forlig. Sygeplejerskerne er omfattet af ligelønspuljen, og det giver os lidt ekstra penge at forhandle for ved de specielle forhandlinger. 

Læs hvad lavt- og ligelønspuljen betyder for sygeplejersker ved OK-forhandlingerne

Regioner: organisationsmidler på 0,45 procent

Parterne har afsat 0,45 procent til organisationsmidler ved de generelle forhandlinger på det regionale område ved OK21. Det er lidt mindre end i kommunerne, fordi der overordnet er lidt mindre økonomisk råderum i det generelle forlig i regionerne. 37.000 sygeplejersker i regionerne har en lønsum på 18,79 mia. kr. Det giver DSR 84,56 mio. kr. i organisationsmidler til de specielle forhandlinger.

En strategisk pulje på 33,3 mio. kr. er der også afsat særskilt til sygeplejersker oveni organisationsmidlerne. Fordi sygeplejerskerne har fået den strategiske pulje, er DSR ikke med i ligelønspuljen i regionerne.