Her er de vigtigste kompetencer hos en sygeplejerske

En gennemgang af 856 jobannoncer giver et præcist billede af, hvad arbejdsgiverne efterspørger hos sygeplejersker.

Oprettet: 27.11.2017
Michael Bech, mib@dsr.dk
Foto: Lena Rønsholdt

Hvilke kompetencer er de vigtigste, hvis man skal være en dygtig sygeplejerske?

Det er da ikke så svært: En høj grad af sygeplejefaglig viden og evnen til at levere vaskeægte omsorg over for patienten. Sådan lyder svaret fra sygeplejersker i en mini-undersøgelse foretaget af skribenten af denne artikel.

Men det billede harmonerer kun i en vis grad med resultatet af en større undersøgelse foretaget af ’Finduddannelse Danmark’. Firmaet har systematisk gennemgået hele 856 friske jobannoncer rettet mod sygeplejersker.

Ud fra det arbejde er man kommet frem til de 30 mest efterspurgte kompetencer for sygeplejersker 2017. Og hvis man skal skære de 30 kompetencer ind til benet, så skal sygeplejersken årgang 2017 være en decideret ’blæksprutte’.

Faglighed og omsorg under pres

Resultatet fremhæver ikke den høje faglighed blandt top-kompetencerne. Først på listens 10. plads findes ’høj faglighed’, mens ’klinisk erfaring’ er placeret helt nede på 21. pladsen.

Og den klassiske omsorg er slet ikke nævnt som en kompetence, men splittet op på ’anerkendende’ på en 11. plads samt ’rummelig’ og ’imødekommende’ på 18. og 19. pladsen på listen.

Men hvad er det så, sygeplejerskerne skal kunne for at bestride et job i 2017? Arbejdsgivernes top-5 ser sådan ud: 1. Ansvarlig – 2. Fleksibel – 3. Overblik – 4. Engageret – 5. Struktureret.

Sygeplejersker er selv meget bevidste om, at tiden med patienten er under pres. Det afspejler variationen i de ønskede kompetencer fra jobannoncerne da også tydeligt.

Og så kan det nok ikke overraske, at ’god til dokumentation’ er at finde helt fremme på 7. pladsen.

Se listen fra ’Finduddannelse Danmark’: 30 mest efterspurgte kompetencer hos sygeplejersker

Læs andre artikler relateret til emnet