Kampvalg i DSR: Se, hvem der stiller op som næstformand

Der er fem kandidater til to poster som næstformand i Dansk Sygeplejeråd. Medlemmerne afgør, hvem der skal løbe af med sejren ved valget.

Oprettet: 01.10.2018
Pernille Brandt, pbr@dsr.dk

Det bliver op til de ca. 72.000 stemmeberettigede medlemmer at afgøre, hvem der skal være 1. og 2. næstformand i Dansk Sygeplejeråd de næste fire år. Det står klart i dag, hvor fristen for at stille op er udløbet. Fem kandidater skal nu kæmpe om de to poster, og den 8. november ved vi, hvem der bliver valgt.

Sammen med formanden står de to næstformænd i spidsen for vores fælles faglige organisation og arbejder politisk for at skabe de bedste resultater for sygeplejersker.

 

Her er kandidaterne

Klik på kandidaternes navn for at se deres valgoplæg, hvor de præsenterer sig selv og deres mærkesager:

Annette Schjermer Voss Møller. Sygeplejerske på Holbæk Sygehus og kredsbestyrelsesmedlem i Dansk Sygeplejeråd, Kreds Sjælland.

Anni Pilgaard. 1. Næstformand i Dansk Sygeplejeråd.

Dorthe Boe Danbjørg. Uddannelsesleder & klinisk sygeplejeforsker, Odense Universitetshospital & Syddansk Universitet. Kredsbestyrelsesmedlem i Dansk Sygeplejeråd, Kreds Syddanmark.

Line Gessø Storm Hansen. 1. Kredsnæstformand i Dansk Sygeplejeråd, Kreds Syddanmark.

Signe Hagel Andersen. Kredsnæstformand i Dansk Sygeplejeråd, Kreds Hovedstaden.

Oversigten er alfabetisk efter kandidaternes fornavn.

 

Hvem skal have din stemme? Valgkamp i hele landet

Kandidaterne har alle det til fælles, at de brænder for sygeplejen. Men selvfølgelig er de forskellige og har forskellige mærkesager.

Hvad står de sådan mere konkret for hver især? Og hvordan vil deres politik have betydning for dig? Det kan du blive klogere på i den kommende måneds valgkamp:

  • Kom til valgmøde i din kreds. Kandidaterne rejser rundt i landet for at møde DSR’s medlemmer og debattere med hinanden. Vi livestreamer desuden et valgmøde på Facebook (24. oktober kl. 20), hvor du kan være med hjemme fra din sofa.
  • Læs kandidaternes valgoplæg i næste nummer af Sygeplejersken, som udkommer mandag den 22. oktober.
  • Følg valget på dsr.dk/valg2018 og Dansk Sygeplejeråds sociale medier.
Om valget
  • De ca. 72.000 stemmeberettigede medlemmer afgør, hvem der skal være Dansk Sygeplejeråds 1. og 2. næstformand de næste fire år.
  • Valget foregår fra den 25. oktober til den 8. november. Resultatet offentliggøres den 8. november senest kl. 16.
  • Valget er landsdækkende – alle DSR’s stemmeberettigede medlemmer kan stemme på alle opstillede kandidater og kan afgive to stemmer svarende til det antal poster, der skal besættes.
  • Afstemningen er elektronisk. Hvis vi har din mailadresse, sender vi dig den 25. oktober en mail med direkte link til at stemme. Du kan også stemme med NemID.
  • Herudover vil det være muligt at rekvirere en stemmeseddel, hvis et medlem ikke har mulighed for at stemme elektronisk.

Det handler om dit fag, dit arbejde og din virkelighed. Hver dag. Derfor opfordrer vi dig til at bruge din stemme ved valget!

Se også