Ferie er en grundfæstet ret for alle lønmodtagere, men den store mangel på medarbejdere i sundhedsvæsenet er en udfordring for afviklingen af ferieplanerne. Derfor kan ferieglæden blive forstyrret, skriver Grete Christensen i bloggen.
Sommeren er over os! Mon ikke et par stykker af os nu går og hører vores yndlings-sommersang for det indre øre?
Ferie er en grundfæstet ret for alle lønmodtagere, som gennem årene er udbygget ved aftaler mellem fagforeninger og arbejdsgivere.
Formålet er, at vi får mulighed for at holde fri fra arbejdet. Ferien skal tjene et rekreativt formål, og dermed give plads til at gøre andre ting.
Det er vigtigt at koble af, komme helt væk og lade batterierne op. Glemmer man sit password til arbejdscomputeren eller vejen til arbejdet på første dag efter ferien, er det et godt tegn på, at man lykkedes med at holde pause.
Den store mangel på medarbejdere i sundhedsvæsenet er imidlertid en udfordring for afviklingen af ferieplanerne. Derfor kan ferieglæden blive forstyrret af tanken: Nu løber de andre stærkere, for at jeg kan holde fri – og omvendt - når man kommer tilbage og selv skal løbe stærkere, for at kollegerne kan holde ferie.
Og sundhedsvæsenet har mange steder skruet sig selv ind i en forståelse om, at det ikke er muligt at holde mere end 14 dages ferie i børnenes skoleferie, og at man selvfølgelig dækker ind, mens de andre holder fri.
I godhed og hensyn til kollegerne har mange sygeplejersker bidraget til og været klar til at hjælpe hinanden i en grad, så det næsten kan spolere den enkeltes oplevelse af at ferie handler om noget rart og rekreativt.
For sådan er virkeligheden i sundhedsvæsenet, at vejen til at få vagtplanerne til at hænge sammen går gennem den enkelte medarbejders vilje til igen at yde en ekstra indsats.
Det kan man ikke holde til i længden.
I en ny undersøgelse fra Arbejdstilsynet blandt 30.000 lønmodtagere siger over halvdelen af de adspurgte medarbejdere på hospitalerne, at de skal arbejde meget hurtigt for at kunne udføre deres arbejde.
Over 40 procent af sygeplejerskerne siger, at arbejdet ”altid eller ofte” bringer dem i følelsesmæssigt krævende situationer.
Det pressede arbejdsmiljø handler også om, at mange i øjeblikket forlader sundhedsvæsenet.
Årsagen handler i høj grad om løn og dårligt arbejdsmiljø, og det paradoksale er, at den onde cirkel bliver selvforstærkende: Jo flere, der forsvinder, desto ringere bliver arbejdsmiljøet, og så forsvinder endnu flere.
Vi skal derfor have bremset op og have nogle flere til at komme tilbage og arbejde i det offentlige sundhedsvæsen, så vi kan dele arbejdet mellem flere.
Det starter med lønnen. Længere er den ikke. Derfor kæmper vi fortsat!
Jeg ønsker alle en god sommer.
