Det er vigtigt at lytte. Når sundhedsfaglige medarbejdere rejser kritik, er det som oftest født af en skuffelse over ikke at kunne medvirke til at gøre det rigtige, og båret af faglig indsigt, dedikation og indignation på patienternes vegne, skriver Grete Christensen i bloggen.
”Som sygeplejerske kan jeg ikke længere stå ved det arbejde, vi udfører. Jeg vil ikke længere være med til lige akkurat at få det til at hænge sammen, og jeg vil ikke længere arbejde under den tavshedskultur, der eksisterer.”
Sådan skriver Signe Dalsgaard Jakobsen, der er sygeplejerske og nu har sagt sit job op – og derfor tør tage bladet fra munden.
Hun fortæller om et sundhedsvæsen i knæ – men også om en uhensigtsmæssig ledelsesform, der betyder ”at man som fagprofessionel ofte føler at man råber for døve ører”, og at man ”bliver lukket ned, hurtigere end man kan nå at sige patientsikkerhed”, hvis man går til medierne.
Mange medarbejdere har i lang tid udtalt sig offentligt om kritisable forhold. Men i stedet for, at de ansvarlige ledere og politikere erkender problemerne og diskuterer løsninger, oplever flere medarbejdere at de bliver mål for reprimander.
Et eksempel på det udspiller sig i øjeblikket på Aarhus Universitetshospital, hvor kræftpatienter har ventet længere på operation i strid med retningslinjerne, og for nogle patienter, har det haft fatale konsekvenser.
De lange ventetider bunder helt tydeligt i mangel på specialuddannede sygeplejersker på den pågældende kræftafdeling. Men det, der får politikere til at reagere, er ikke manglen men at det er kommet frem, at afdelingen har ladet en eller flere patienter komme foran i køen til operation.
En intern undersøgelse skal afklare, om vurderingen er lægefagligt begrundet – og dermed helt i overensstemmelse med reglerne. Ikke desto mindre har sagen allerede fået regionsrådsformand i Region Midt, Anders Kühnau til at reagere med, at nogen i systemet ”helt har misforstået reglerne” og ladet de stærke patienter komme foran de svage. Han kalder det desuden uacceptabelt, at problemerne skal komme frem igennem pressen.
Det kan jeg kun være enig i, men det kræver jo at vi har et system, hvor der handles på de problemer som er tydelige i de forskellige afdelinger.
At gøre opråbene til problemet, er ulykkeligt og helt uansvarligt overfor patienter og medarbejdere. Den fremgangsmåde løser desuden ingen af de store problemer, vores sundhedsvæsen har.
Det er vigtigt at lytte. Når sundhedsfaglige medarbejdere rejser kritik, er det som oftest født af en skuffelse over ikke at kunne medvirke til at gøre det rigtige, og båret af faglig indsigt, dedikation og indignation på patienternes vegne.
Det tog den daværende justitsminister Mattias Tesfaye op sidste år. Her indgik regeringen en aftale med et flertal i Folketinget om at lovfæste offentligt ansattes ytringsfrihed, og jeg håber ikke den aftale er gået i glemmebogen.
Jeg er stolt af, at vi i Dansk Sygeplejeråd hylder sygeplejerskers ytringsfrihed med Kirsten Stallknecht Prisen. Siden 2001 er den blevet uddelt hvert andet år i maj til en sygeplejerske, som har benyttet sin ytringsfrihed til at markere sig i den offentlige debat om sygeplejerfaglige, etiske eller sundhedspolitiske problemstillinger for at forbedre de sundhedsmæssige vilkår for særlige patient- eller befolkningsgrupper eller sygeplejerskers arbejdsmiljø.
