"Der er mange gode intentioner i sundhedsaftalen. Jeg håber virkelig for vores velfærdssamfunds skyld, at intentionerne bliver ført helt til dørs – ud til hr. Hansen og fru Jensen", skriver DSR's formand i Grete's Blog.
Forleden fik vi en sundhedsaftale for det nære sundhedsvæsen, som alle Folketingets partier står bag.
Aftalen har været længe undervejs, og spørgsmålet er, om vi har fået det, vi ønskede?
Sammen med sygehussamarbejdet har vi igennem flere år appelleret til skiftende regeringer om, at det er nødvendigt med et langsigtet løft af sundhedsvæsenet, hvis der skal være råd til at tilbyde behandling og pleje på et uændret niveau i takt med, at der kommer flere ældre borgere med behov for behandling og pleje, og samtidig være råd til de nye behandlinger og forbedringer, der kommer med udviklingen.
Med den nye sundhedsaftale har regeringen og et bredt flertal i Folketinget forpligtet sig til at udvikle kvalitetsstandarder for tilbuddene i det nære sundhedsvæsen. Det er vigtigt, for ud fra et princip om, at alle skal have lige adgang til sundhed, giver det sig selv, at det ikke nytter noget, hvis tilbuddene i Gentofte er dobbelt så flotte som i Guldborgsund.
Kvalitetsstandarder giver desuden sygeplejersker og andre sundhedsprofessionelle et vigtigt redskab at styre efter i forhold til at sikre kvaliteten i sygeplejen og øvrige sundhedsfaglige indsatser.
Selvstændigt virksomhedsområde til sygeplejersker åbner også for mange muligheder for at sikre borgere og patienter hurtig og kompetent sygepleje og behandling tæt på borgeren. Det er godt set af de ansvarlige politikere bag sundhedsreformen, at et selvstændigt virksomhedsområde til sygeplejersker er en tiltrængt udvikling. Der er så meget tid at spare til gavn for patienter og medarbejdere. Og i sidste evne gavner det os alle sammen, når de kommunale sygeplejersker kan udnytte deres kompetencer til at forebygge genindlæggelser af ældre medicinske borgere og kronikere.
Nærhospitalerne er på mange måder også en god ide, hvis det betyder, at for- -og rutineundersøgelser kan flyttes ud af de regionale hospitaler og tættere på borgerne. Min bekymring er, at vi som samfund bruger mange ressourcer på mursten og ikke på de menneskelige ressourcer, der er rygraden i sundhedsvæsenet. Der er behov for at forbedre arbejdsvilkår og styrke kompetencer, før det handler om bygninger.
Robusthedskommissionen og aftalens fokus på de sundhedsprofessionelles arbejdsmiljø og medinddragelse har også gode takter. Kommissionen skal drøfte nogle meget vigtige spørgsmål, men de skal først endeligt afrapportere i 2023, og det er altså lang tid.
Derfor peger pilen i første omgang på arbejdsgiverne, og Folketingets partier har da også klart tilkendegivet i aftalen, at de ikke skal vente, men skal gå i gang med at sætte fokus på fastholdelse og rekruttering inden for det nuværende vidensgrundlag.
Vi skal have løst manglen på sygeplejersker og andre sundhedsprofessionelle i en ruf, for dét er den alvorligste udfordring, vi står overfor.
For eksempel kunne man gå i gang med at uddanne flere specialuddannede sygeplejersker inden for fx anæstesisygepleje og intensivsygepleje, for manglen på disse grupper er en flaskehals på operationsgangene. Sundhedsplejerskerne skal der også uddannes flere af, ligesom borgernær sygepleje, så det er nødvendigt at komme i gang med at uddanne – det haster! Og de er en vital del af forebyggelsesvisionerne i sundhedsaftalen. Der er masser af steder at gå i gang.
Endelig ville det klæde både regeringen og arbejdsgiverne at bruge økonomiforhandlingerne til at sikre økonomi til at tiltrække sygeplejersker til alle de mange ubesatte stillinger.
Der er med andre ord mange gode intentioner i sundhedsaftalen, og tak for det.
Jeg håber virkelig for vores velfærdssamfunds skyld, at intentionerne bliver ført helt til dørs – ud til hr. Hansen og fru Jensen. Samtidig forventer jeg, at robusthedskommissionen og lønstrukturkomiteen kommer med klare anbefalinger, som politikerne kan og vil handle på.
