Hvem ser mennesket?

Hvad glæde har patienter af behandling på sygehuset, hvis de dør af sult og mangel på omsorg, fordi ingen har tid til at se til, at fru Hansen rent faktisk får noget at spise, mens hun er indlagt?

Det var essensen af et læserbrev i Berlingske Tidende 12. november, hvor en pårørende skrev, at manglende sygepleje og omsorg var årsagen til, at hans mormor døde, mens hun var indlagt.

Det pågældende hospital beklagede sagen, og inviterede til dialog om oplevelsen. Jeg forstår godt den pårørendes frustration: Hvad nytter det at uddanne sygeplejersker, hvis organiseringen af arbejdet ender i mekaniske processer, hvor ingen ser mennesket.

Det påvirker også alle de sygeplejersker, som hver dag står med ansvaret for patienter og som føler sig utilstrækkelige og ude af stand til at levere, som de har lært, på grund af rygende travlhed.

Det er den store og ofte ufortalte tragedie, at udfordringerne i sundhedsvæsenet ikke kun rammer operationskapaciteten med lange ventelister til følge. Krisen har også ført til en omsorgskrise, som rammer patienter og medarbejdere.

Jacob Birkler, cand.mag. i filosofi og psykologi og tidligere formand for Etisk Råd, har igennem en årrække arbejdet med etik og anvendt filosofi i sundhedsvæsenet. Under den nu overståede folketingsvalgkamp skrev han på Facebook, at han var bekymret for, at der ikke så ud til at være politisk forståelse for sygeplejerskernes arbejdsvilkår:

”Politisk tales der hele tiden om sygeplejersker, som skal bruge mere tid hos patienten. Virkeligheden er modsat den, at patienter bruger mere tid på at finde en sygeplejerske.”

Derfor opfordrede han politikerne til i valgkampen at fortælle vælgerne, hvorfor omsorg er vigtigt i det danske sundhedsvæsen, og ”hvordan omsorg nu skal prioriteres som noget af det mest værdifulde, man kan beskæftige sig med.”

Det er vi i Dansk Sygeplejeråd også meget interesserede i, for sygeplejerskerne skal bruge deres tid og kompetencer indenfor sygepleje til at hjælpe borgere og patienter, som har brug for sygepleje. Det handler om personlig pleje, tandbørstning og mundpleje for at opretholde sit selvværd og undgå infektioner. Om at ligge i sengen så der ikke opstår tryk, om at få hjælp til at bevæge sig, så kroppen ikke forfalder mere end nødvendigt, og så handler det naturligvis om at få væske og ernæring som forudsætningen for helingsprocessen. Sygepleje handler også om observationer og at forebygge skader.

Der mangler en bevidsthed om, at det ikke kun er lægens behandling, der redder liv. Det gør sygepleje også.

Det Nationale Netværk for Fundamentals of Care peger på, at undersøgelser dokumenterer, at hvis behandlingen ikke følges op af kompetent observation, så går det patienterne dårligere. Omvendt overlever flest og der opstår færrest komplikationer der, hvor der er forsvarlig bemanding til at yde ordentlig sygepleje.

Problemet er, som Jacob Birkler skriver, at omsorg er blevet reduceret til en opgave eller en rettighed, som er forhandlet eller afstemt, før sygeplejersken sætter øjne på patienten:

”Men omsorg kan aldrig fungere som et tilbud til patienten, men er et bud til sygeplejersken om det, som for patienten er vigtigt” pointerer han.

Derfor kæmper vi fortsat for, at sygeplejen og omsorgen prioriteres på lige fod med medicinsk og kirurgisk behandling, og at vi skal bruge de kompetencer sygeplejerskerne har til at yde denne pleje.

Det redder liv og giver såvel patienter, pårørende som medarbejderne i sundhedsvæsenet gode oplevelser at huske tilbage på.