Hvor blev dialogen af?

Sygeplejersker skal altså strække sig endnu længere, fordi regnestykket ikke går op, og fordi antallet af sygeplejersker er i minus. Men den går ikke mere, skriver Grete Christensen i denne uges blog.

Oprettet: 09.12.2022
Foto: Claus Bech

”Hvis bare flere sygeplejersker gik på fuld tid.”

”Hvis bare flere tog del i aften-, nat og weekendvagter.”

Der er rigtig mange meninger i spil om, hvordan problemerne i sundhedsvæsenet skal løses. Det er virkelig glædeligt, at sundhedsøkonomer, politikere, sundhedspersoner og lægfolk byder ind, og at Folketingsvalget viste, at et stærkt offentligt sundhedsvæsen ligger vælgerne stærkt på sinde.

Men indimellem bliver jeg i tvivl, om alle ved, hvad det egentlig er for et problem, der skal løses? Og hvornår har de, der har stærke holdninger til løsningerne, sidst spurgt sygeplejerskerne?

For faktum er, at der er for få sygeplejersker i sundhedsvæsenet. Et andet faktum er, at der er grænser for hvor langt det er muligt at strække dem, der er ansat, længere, end man allerede gør.

På afdelinger, hvor de af forskellige årsager har alle stillinger besat og dermed har en faglig forsvarlig normering, er der en helt anden tryghed i hverdagen. Når afdelinger kan leve op til fagligt forsvarlige normeringer, så fylder listerne over ubesatte vagter ikke på opslagstavlerne, og hverdagen er mere forudsigelig. Arbejdspresset på den enkelte svarer til, hvad de kan levere med deres kompetencer, fordi der er det normerede antal sygeplejersker til at tage sig af patienterne, og det   forbedrer arbejdsmiljøet.

Regnestykket er ret enkelt: 1+1=2

Når vi spørger vores medlemmer, er det tydeligt, at mange ubesatte stillinger er opstået, fordi sygeplejersker oplever, at lønnen ikke hænger sammen med det ansvar og de arbejdsopgaver, de møder på sygehusene. De siger også, at der er for travlt til, at arbejdet kan udføres fagligt forsvarligt uden risiko for patienternes ve og vel. Sygeplejerskerne kan ikke blive ved med at sætte deres autorisation på spil, og derfor vælger flere at søge arbejde i helt andre fag, hvor de på en anden måde finder sammenhæng mellem opgaver og ressourcer.

For nylig hørte jeg om en sygeplejerske, som havde besluttet at tage job på et sygehus efter nogle år udenfor faget. Efter en uge sagde hun op, fordi hun blev kastet ud i en 14-dages vagtplan på 88 timer uden at have fået den aftalte tid til indføring i rutiner og arbejdsopgaver.

1-1=0

Selvom vi ved, at der er mindst 5000 uddannede sygeplejersker beskæftigede i andre brancher – og at der er mindst det samme antal ubesatte sygeplejerskestillinger i sundhedsvæsenet, så har sundhedsvæsenet rigtig svært ved at rekruttere sygeplejersker og at holde fast på dem.

Det går også trægt med at få flere til at gå på fuld tid. Det hænger bla. sammen med, at det er belastende at være på fuld tid, når en del af arbejdstiden foregår i skiftende vagter, aften og nat. Og derfor har vi gentagne gange foreslået arbejdsgiverne, at vi gerne så en nedsat ugentlig arbejdstid for sygeplejersker og andre med aften og nattevagter.

For vagterne skal jo dækkes.

Det er en myte, at sygeplejersker ikke vil tage vagter på skæve tidspunkter!  Men de ønsker også balance i deres familie-arbejdsliv. Og det er denne balance, som arbejdsgiverne skal være med til at finde.

Sygeplejersker har i årevis været med til at lukke huller i sundhedsvæsenet ved at tage flere og flere vagter udover deres ansættelsesnorm for at dække ind for syge kolleger eller for de ubesatte stillinger.

Under og efter Corona har skruen fået en tand mere. Og senest har Danske Regioner bebudet, at nu skal sygeplejersker fra ikke-vagtbelastede afdelinger være med til at dække de skæve vagter.

Sygeplejersker skal altså strække sig endnu længere, fordi regnestykket ikke går op, og fordi antallet af sygeplejersker er i minus.

Men den går ikke mere. Sygeplejersker har i årevis været kittet, der holdt sammen på det hele. Havde det ikke været for sygeplejerskernes vilje til at holde hjulene i gang, så var sundhedsvæsenet brast sammen for længe siden.

Tvang har aldrig ført noget godt med sig, og derfor er regionernes udmelding uforståelig.

Hvor blev dialogen og delingen af de gode erfaringer af?

Og man fristes til at spørge: Hvornår har alle jer, som har meninger om sygeplejerskerne, sidst talt med en sygeplejerske, som mærker virkeligheden hver dag?