Mission possible

Vi er nu tre uger inde i valgkampen, og stadig topper sundhedsvæsenets udfordringer valgets vigtigste temaer.  Det viser, at både befolkningen og vi sygeplejersker har presset så meget på for at gøre opmærksom på, at der er brug for at gøre noget – og at flere partier har indset, at der skal handles.

Det er et gennembrud i sygeplejerskernes mangeårige lønkamp, at politikerne anerkender, at det kræver flere penge, og aldrig før har vores lønkamp præget et folketingsvalg.

I det lys er socialdemokraternes udspil, som netop er blevet præsenteret, et nybrud.

At afsætte et milliardbeløb som efter en trepartsforhandling skal indgå i forhandlingerne ved den næste overenskomstforhandling for de offentligt ansatte i 2024, er et godt skridt i den rigtige retning.

Dermed ser vi den lønpulje fra Christiansborg materialisere sig, som vi har kæmpet for i mange år.

Vi ved godt, at det ikke er regeringen alene, som både afsætter penge og fordeler dem mellem de forskellige grupper.

Men det er regeringens ansvar at sende klare, værdipolitiske signaler om, at der skal sættes en anderledes pris på medarbejderne alle de steder, hvor vi arbejder med mennesker.

Hvis vi skal trække sygeplejersker tilbage til det kliniske arbejde - og det er der brug for - så skal lønnen for sygeplejersker have en helt anden værdi. Der er brug for en konkret og forpligtende plan for de kommende år, som udstikker retningen for en udvikling, der viser, at Danmark er et samfund, der sætter pris på omsorgen, på arbejdet med mennesker på tilsvarende vis, som vi sætter ekstremt høj pris på arbejdet med IT og penge.

Det er dét samfund, vi skal have tegnet nu.

Vi har brug for politikere i Folketinget, som klart melder ud, at de vil sætte lige så høj pris på arbejdet med mennesker, som på arbejde med penge og IT.

Det handler om en politisk bevidstgørelse – og at skabe et politisk paradigmeskifte.

Vi taler om, at alle de kvindedominerede fag, som primært hører hjemme i den offentlige sektor, har en helt anderledes lav løn end de mandedominerede fag, som primært findes i den private sektor.

Den pointe misser Moderaterne, og Venstres politiske udspil er heller ikke helt i mål, selvom de nævner ligeløn.

Jeg er glad for, at flere partier har taget ansvaret på sig og fremsat løsningsforslag, og jeg håber, at de fortsætter efter valget. Jeg håber også, at de er åbne for justeringer.

For sagen er, at ingen af de foreslåede akutpakker til at løse rekrutteringsudfordringerne i de offentlige velfærdssektorer på kort sigt skaber nogen reel forandring, som kan bidrage til at rekruttere flere sygeplejersker tilbage til jobs i det offentlige sundhedsvæsen.

De nedbringer heller ikke ventelisterne.

For der kommer ikke flere sygeplejersker af at gøre mere af det samme.

Virkeligheden på sygehusene i dag er, at der er dele-, låne- og samarbejdssenge, og der foretages alle mulige krumspring for at strække medarbejderne så langt ud, hvor patienterne er, at man hele tiden trækker på medarbejdernes høje fleksibilitet. Det presser så også den kommunale del af sundhedsvæsenet, som naturligvis liver presset yderligere af hurtigere udskrivelser.

Men fleksibiliteten er tyndslidt mange steder, for ingen kan holde til det pres i længden.

Derfor er det helt afgørende, at politikerne holder ord efter valget og omsætter valgløfterne til konkrete og brugbare politiske rammer for at løse de massive rekrutteringsudfordringer indenfor de offentlige velfærdsområder.