Omsorgssvigt

Forleden offentliggjorde Danske Regioner en rapport, der viser, at det ikke kun er i Region Midt, at patienter unødvendigt har fået amputeret lemmer. Skandalen har desværre haft konsekvenser andre steder i landet.

Bag rapporten om de unødvendige amputationer gemmer sig patienter, kvinder, mænd, mødre, fædre, bedsteforældre, som skal leve med et handicap resten af livet. Det er en tragedie for hver eneste patient, og forfærdeligt hvis amputationen kunne være afværget med en forebyggende operation eller behandling.

Hvorfor det ikke er sket, giver regionernes rapport ikke noget svar på, for opgaven lød kun på at undersøge omfanget.

Men forfatterne konstaterer, at i de regioner, hvor man har styrket de forebyggende behandlinger, er antallet af amputationer faldet. Dog kan de ikke sige, om der er en sammenhæng, men anbefaler, at ”det bør undersøges”.

Annette Petri fra Styrelsen for Patientsikkerhed har efterfølgende udtalt, at alle sager skal kulegraves og patienterne informeres om deres rettigheder.

Det giver mening, for patienterne skal naturligvis have mulighed for at klage.

Men sagen kalder på mere end det. Man kan ikke nøjes med kigge tilbage men er også nødt til at se på de systemer, vi har i sundhedsvæsenet, der skal sikre at sådan noget ikke sker.

Hvor er det, sundhedsvæsenets forebyggende indsats svigter? Er det ude hos borgerne? Eller hos den praktiserende læge? Hvor er det, der ikke bliver sat de fornødne ressourcer ind til forebyggende indsatser?

”Alle har nølet”, sagde en mand til DR Nyheder tirsdag i denne uge. Han sad i kørestol og havde fået begge ben amputeret.

Jeg føler med ham og kan forsikre om, at ingen medarbejdere i sundhedsvæsenet ønsker at skade andre.

Den enkelte sygeplejerske eller læge går på arbejde hver dag for at hjælpe patienterne til at få det bedre. Men det er grundlæggende sådan, at der skal være tid til den basale observation, pleje og behandling. Ellers sker der fejl.

Og når der mangler medarbejdere, så er der observationer og handlinger, som ikke bliver udført.

Ledelsesmæssigt må man nødvendigvis forholde sig til – når man mangler medarbejdere – at man stadig har systemer, der giver meldinger, så man kan handle på ting, før det er for sent.

Derfor kan det ikke hjælpe, at til trods for at manglen på de rigtige medarbejdere bare vokser og vokser, så vil ingen tilsyneladende erkende, at det går ud over kvaliteten i sundhedsvæsenet.

Men det gør det jo.

Rigtig mange medarbejdere har ikke været tilfredse med det, de kunne se, var ved at ske. Vi ønsker at gå på arbejde og gøre et godt stykke arbejde, men skandalen om de unødvendige amputationer, der folder sig ud i disse dage, er der ingen, som har det godt med.

Derfor er politikerne nødt til at erkende, at det her vil ske, når der er så travlt, som tilfældet er på danske sygehuse.

I rapporten står der, at der bla. skal ses på, om personalemangel kan være en årsag.

Det har politikerne allerede fået et fingerpeg om i Region Midts afrapportering til Folketinget, som blev offentliggjort i maj i år. Her kunne man bla. læse, at nogle afdelinger mangler karkirurger. Men manglen på andre medarbejdere er faktisk endnu større.

Medarbejdermanglen er altså en del af forklaringen. At kvalitetsarbejdet af en eller anden grund ikke fungerer, er en anden mulig forklaring. Skyldes det også mangel på ressourcer?

Jeg håber der er ansvarlige politikere, som vil gå til det kommende folketingsvalg med løfter om at sikre tilstrækkelige ressourcer til sundhedsvæsenet.

For ingen kan være i tvivl om, at det også er manglende ressourcer, der er kilden til disse tragiske omsorgssvigt.