"Hvor er dialogen med den enkelte sygeplejerske? Og hvor er anerkendelsen af sygeplejerskernes kompetencer", spørger Grete Christensen i forbindelse med, at 19 sygeplejersker i Hobro har fået besked om at tage vagter i Aalborg. Læs denne uges blog.
Region Nord har varslet 19 sygeplejersker på Hobro Sygehus om, at de fremover skal tage vagter på Aalborg Universitetshospital for at dække hospitalets mangel på sygeplejersker på mave-tarmkirurgisk afdeling. Hvis sygeplejerskerne ikke accepterer det nye vilkår med 100 km t/r for en vagt i Aalborg, kan de risikere at betragte sig som opsagt.
Vi har mange gange forsøgt at advare om, at sygeplejersker ikke finder sig i det, når man pålægger os at tage vagter på flere matrikler.
Det burde alle hospitalsledelser have lært.
Det undrer mig at Region Nordjylland ikke ved bedre. Det er ikke første gang de har udfordret de nordjyske sygeplejersker. Og regionen har indgået et forlig, hvor man har erkendt, at man overtrådte arbejdstidsaftalen, da regionen under Coronapandemien lukkede Farsø sygehus for planlagte operationer og beordrede sygeplejerskerne til at køre til Aalborg sygehus og arbejde der, uden at sørge for en mødeplan for de kommende uger.
Det er ikke klogt at udfordre sygeplejerskerne på denne måde.
Ikke mindst i en tid med mangel på sygeplejersker vækker det undren, at en sygehusledelse vælger at varsle sådanne nye vilkår på den måde. Har de helt overset, at sygeplejersker har flere valgmuligheder?
Mellem Hobro og Aalborg er der knapt 55 kilometer. Men bare 27 kilometer syd for Hobro ligger Randers Sygehus. Hvem ved, måske er der en eller flere af de berørte sygeplejersker på Hobro Sygehus, som tænker: Nå, men så søger jeg da sydover?
Det hjælper jo ikke patienterne på mave-tarmkirurgisk afdeling i Aalborg, og slet ikke patienterne som skulle behandles og plejes i Hobro.
Hvor er dialogen med den enkelte sygeplejerske? Og hvor er anerkendelsen af sygeplejerskernes kompetencer!
Hvorfor er det så svært at vise sygeplejerskerne, at man rent faktisk værdsætter vores ekspertise og indsats?
Sagen bærer brænde til den tendens, flere har peget på den seneste tid om, at sygeplejerskernes indsats nærmest ikke omtales i diskussionerne om sundhedsvæsenets fremtid.
Professor i sundhedsøkonomi ved SDU, Jes Søgaard har peget på, at det ikke ligefrem fremmer oplevelsen af anerkendelse, at sygepleje ikke indgår i nogen af de mange indikatorer, som kvalitet måles og monitoreres på i den danske kvalitetsmodel for sundhedsvæsenet.
Jacob Birkler, filosof og tidligere formand for Etisk Råd, pointerede for nylig det underlige i, at sygeplejersker kun måles på kvantitet ikke deres kvalitet.
Dette til trods for at patienterne efterspørger netop sygeplejerskernes indsats i sygeplejen og omsorgen. Og til trods for, at sundhedsministeriets egen statusrapport viser, at det netop er manglen på sygeplejerskernes kompetencer, der i vidt omfang hæmmer produktiviteten på de offentlige sygehuse.
Det er netop dette fravær af anerkendelse der gør, at det ikke kan undre nogen, at vi det seneste år har set mere end 2400 sygeplejersker forlade de offentlige sygehuse og skifte til helt andre brancher – eller jobs andre steder, hvor man værdisætter vores indsats højere.
Jeg mener, vi har et kæmpeproblem, hvis de offentlige sygehuse ikke snart bliver bedre til at holde på sygeplejerskerne. For vi er uundværlige, det viser månedlange ventelister og sengelukninger jo helt tydeligt.
Jeg ved, at politikerne deler vores bekymring, om hvordan vi igen får stabiliseret sygehusvæsenet. Derfor håber jeg, at de sender beskeden videre til arbejdsgiverne på de offentlige sygehuse:
Tag dialogen med sygeplejerskerne – samarbejde med medarbejderne er den eneste vej til mærkbare løsninger.
