Store bededag er dråben

Sygeplejerskerne står sammen med den øvrige fagbevægelse i modstanden mod regeringens forslag, fordi regeringen griber ind i den danske model, som vi – og den tidligere regering – ovenikøbet har betonet nødvendigheden og betydningen af de seneste år, skriver Grete Christensen.

Oprettet: 18.01.2023
Claus Bech

”Regnestykket går ikke op.”

Med disse ord begrundede statsminister Mette Frederiksen tirsdag regeringens forslag om at gøre store bededag til en almindelig arbejdsdag, da hun holdt statustale i Folketinget .

”Hvis vi vil - give offentligt ansatte bedre løn (3 milliarder kroner i 2030), forbedre forholdene i psykiatrien (3 milliarder kroner i 2030) og styrke dansk forsvar og sikkerhed (22 milliarder kroner i 2030) – så skal flere bidrage” lød statsministerens konklusion.

Med andre ord – vi skal alle give noget.

Regeringen ser bare fuldstændig bort fra, at vi under hele covid har fået vores land godt og grundigt igennem en meget vanskelig krise ved hjælp af trepartsforhandlinger, hvor vi sammen har lavet den ene aftale efter den anden.

Men nu, hvor vi er kommet helskindet ud på den anden side af coronakrisen og står overfor krig i Europa, så tror regeringens tre partier tilsyneladende bare, at de kan tromle hen over os alle sammen.

Dét oplever vi sygeplejersker som dråben, der får bægeret til at flyde over.

Vi bidrager til vores samfund hver eneste dag, året rundt. Alligevel har vi de senere år oplevet, at der er rigtig mange ting, der ikke er gået vores vej, særligt i forhold til løn og anerkendelse.

Samtidig ser vi det danske sundhedsvæsen mere presset end nogensinde før. Det er ikke bare sygeplejersker, der siger, at presset er for stort. Jordemødre, læger og ambulancereddere har også slået alarm.

Alle pisker rundt, fordi vi alle bekymrer os om, at patienterne ikke skal betale prisen for de alvorlige udfordringer i sundhedsvæsenet.

På den baggrund spørger mange sig selv: Skal vi nu også af med store bededag?

Vi har intet imod at forsvare Danmark! Men forklar sygeplejerskerne – og alle andre, som er vant til at arbejde også på søgnehelligdage – hvorfor netop de skal betale?


Regeringens forslag skaber også vrede af principielle grunde.

I en travl hverdag, har man brug for tid til ro, refleksion og at dyrke de nære relationer. Fridage er vigtige til at lade op og bruge tiden på andet end arbejde, og derfor har sygeplejersker forhandlet sig til kompensation for den tid, de arbejder, når andre holder fri.

Både den økonomiske godtgørelse og kompensation for tid ser regeringen stort på, når den pludselig ruller hen over os alle sammen og fjerner alle de aftaler, vi har indgået.

Det er bare ikke i orden.

Vi står sammen med den øvrige fagbevægelse i modstanden mod regeringens forslag, fordi regeringen griber ind i den danske model, som vi – og den tidligere regering – ovenikøbet har betonet nødvendigheden og betydningen af de seneste år.

Det kan nemlig få vidtrækkende konsekvenser, hvis forslaget gennemføres, fordi det sætter nye standarder for at lave lovgivning på et felt, som er overenskomstdækket.

Hvad værre er, det sker efter en periode i verdenshistorien, hvor den danske model virkelig viste sit værd og fagbevægelsen viste evnen og viljen til at finde løsninger sammen med regeringen og arbejdsgiverne, da landet stod i en svær situation.

Derfor er det ikke ’bare en fridag’, vi kæmper for at bevare. Vi kæmper også for, at regeringen respekterer principperne i den danske model.