Det Økonomiske Råd anbefaler stramninger på de offentlige udgifter. Det er rigtig dårlig nyt for sundhedsvæsenet, som ser ind i igen at skulle holde for, når livremmen skal strammes, og det vil gå ud over os alle, skriver DSR's formand i Gretes Blog.
Det Økonomiske Råd har gransket nøgletal og verdenssituationen og anbefaler stramninger på de offentlige udgifter i forbindelse med forhandlingerne om næste års økonomiske rammer for kommuner og regioner.
Set med økonomernes briller og med afsæt i et regneark, er det sandsynligvis velbegrundede anbefalinger.
Set med borgernes og patienternes øjne er det imidlertid rigtig dårlig nyt.
BT fortæller for eksempel om en borger, som venter på at blive udredt for sklerose. Det er flere måneder siden, hun blev henvist til udredning af egen læge, og nu har hun ifølge BT fået besked om, at hun skal til udredning om to et halvt år.
To et halvt års venten på at få stillet en diagnose på en kronisk sygdom, som kan holdes i ave med rette medicin. To et halvt år med bekymringer over, hvordan kroppens dagsform påvirker dagligdagen, og konstant utryghed om, hvad det i det hele taget er for en sygdom, man måske – måske ikke – har.
En anden patientberetning, der florerer, drejer sig om en person, som er indstillet til en operation, der blev udskudt dag efter dag i en hel uge. Det kan man dø af!
Sundhed ligger højt på prioriteringslisten i Danmark. Derfor kan politikerne simpelthen ikke byde borgerne denne behandling i Danmark, hvor et godt, skattefinansieret offentligt sundhedsvæsen er en central hjørnesten i vores forståelse af vores velfærdssamfund.
Vi kan heller ikke byde sygeplejersker og andre sundhedsprofessionelle at arbejde i et sundhedsvæsen, hvor vi ikke er i stand til at levere ordentlig udredning, sygepleje og behandling men hele tiden aflyser hjælp til syge borgere. Situationen forværres af, at alle i sundhedsvæsenet ved, at kompetencerne og ekspertisen findes til at gøre det meget bedre, hvis bare der var personale, senge og tid nok.
Men vi har i dag et sundhedsvæsen, der er totalt i knæ.
Er det det sundhedsvæsen, vi vil have?
Det er helt tydeligt, at der skal flere penge til, hvis vi vil imødekomme borgernes forventninger til sundhedsvæsenet. Sygeplejersker udfordres dagligt på deres faglige stolthed, og alt for mange vælger at forlade sundhedsvæsenet til fordel for andre jobs.
Men nogen lukker øjnene i øjeblikket, for ellers ville dette ikke ske. De ser først, hvordan sundhedsvæsenets sande tilstand er, når de selv har et problem eller deres nærmeste har brug for sundhedsvæsenet. Til den tid er det måske for sent.
For nok hyldes sygeplejersker og andre sundhedsprofessionelle, der sørger for at patienter og pårørende kommer godt igennem et sygdomsforløb. Men det, nogen nægter at se og høre er, at den gode behandling løftes på medarbejdernes personlige omkostninger i en dagligdag, der kun hænger sammen ved hjælp af den enkeltes udstrakte velvilje og fleksibilitet.
Sundhedsvæsenet er så nødlidende, at vi flere gange har advaret om denne udvikling sammen med sygehussamarbejdet, fordi vi de senere år har set de konsekvenser, udviklingen har for patienter og medarbejdere.
Læg dertil, at der er områder, hvor vi i årevis har efterlyst flere penge, uden at der er blevet lyttet. Eksempelvis er antallet af studerende på sygeplejerskeuddannelsen steget siden 2014, men der er ikke fulgt en øre med til den kliniske uddannelse, der trods alt udgør halvandet år af uddannelsen.
Sundhedsuddannelser såsom jordemoder, ergo- og fysioterapeuter har et såkaldt refusionstaxameter. Havde sygeplejerskeuddannelsen haft en tilsvarende ordning, ville kommuner og regioner have ca. 100 mio. kr. mere om året til uddannelsesopgaven i forhold til kommende sygeplejersker.
Det er nødvendigt at investere i fremtidens sygeplejersker, så vi har nogen til at redde liv, forebygge sygdom og fremme sundhed.
Derfor er dagens melding fra Det Økonomiske Råd tragisk, fordi det indvarsler en videreførelse af års udsultning, og vi ser dermed ind i, at sundhedsvæsenet igen skal holde for, når livremmen skal strammes – uden skelen til behovet.
Jeg tør slet ikke tænke på den udvikling, vi kan se ind i, hvis anbefalingerne følges. Mon det er det befolkningen ønsker for vores offentlige sundhedsvæsen?
Der er alt for meget på spil.
Det er nemlig ikke et spørgsmål, om vi har råd til at investere i det offentlige sundhedsvæsen, men om hvad der sker hvis vi ikke gør det.
