Tværfaglige og selvstyrende teams i ældreplejen

Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd udgav for nylig en midtvejsevaluering, hvor de har samlet erfaringerne fra 25 kommuners forsøg med faste, tværfaglige og selvstyrende teams. Den viser, at det er en god ide at sikre et tættere og mere fast samarbejde mellem de forskellige faggrupper.

Det stemmer fint med, at vi hører fra sygeplejerskerne, at når de arbejder tættere sammen med social- og sundhedsassistenter og social- og sundhedshjælpere, bliver begge parter også bedre til at videregive og modtage observationer hos borgerne. Det betyder, at sygeplejerskerne i bedre tid ved, om der er ved at udvikle sig en situation hos en borger, som de skal reagere på. Og det kan være med til at forebygge indlæggelser.

VIVE’s evaluering viser også, at det tværfaglige samarbejde kan opnås på mange måder. Der er mange gode eksempler i rapporten, fx fælles morgenmøder, fælles opstartsmøder med borgerne etc. Der er også flere eksempler på, at teams med social- og sundhedsassistenter og -hjælpere har fast tilknyttede sygeplejersker.

Uanset om kommunerne organiserer sig i tværfaglige teams eller organiserer hjemmeplejen og sygeplejen hver for sig, er det vigtigt, at kommunerne på samme tid opnår en mere fast gruppe omkring borgerne og sikrer, at der er mulighed for at tilkalde de specialiserede kompetencer, borgeren har brug for. Den gode indsats vil ofte kræve, at social- og sundhedsassistenten eller sygeplejersken kan indhente hjælp fra andre, en ergoterapeut, fysioterapeut, eller diætist – eller en specialiseret sygeplejerske i fx sår eller palliation, eller APN-sygeplejersker.  

VIVE’s evaluering peger på, at kommuner med tværfaglige teams har iværksat forskellige modeller for at sikre sygeplejerskernes faglige udvikling. Der er endnu ikke nok erfaringer til at konkludere, hvordan det virker, men det er afgørende, at der er opmærksomhed på behovet.

De faste, tværfaglige og selvstyrende teams har også brug for ledelse og klare rammer for, hvor det sundhedsfaglige ansvar ligger. VIVE peger i sin evaluering på, at der er stor forskel på, hvor ”selvstyrende” de nye teams er, og for sygeplejerskerne er det vigtigt, at det i udviklingen af en ny organisering tydeligt beskrives, hvilket sundhedsfagligt ansvar de har i de selvstyrende teams.

Sygeplejerskerne har kompetencerne til at påtage sig det kliniske lederskab for borgernes forløb, især når der er akut opstået sygdom eller sygdomsforværring. Men som sygeplejerske i et team skal man ikke have ansvar for forhold, man ikke kan påvirke eller har det formelle ledelsesansvar for. Det gælder for eksempel i forhold til at prioritere teamets opgaver, hvis der er travlt, eller i tilfælde af sygdom i teamet. Her er der behov for formel ledelse.

Buurtzorg-modellen, der fremhæves som inspirationskilde i mange kommuner, blev faktisk i sin tid udviklet af sygeplejersker i Holland. Formålet var at sikre koordinering og faglig sparring for at give borgerne den bedste kvalitet på den smarteste måde, og i Holland udgør sygeplejersker omkring 40 procent af medarbejderne i de selvstyrende teams.

I Danmark er sammensætningen en anden, og jeg er enig med Anders Nyberg Olesen, politisk konsulent i Dansk Erhverv, som i Altinget peger på, at mange forhold i Holland også adskiller sig fra danske forhold, hvorfor man kan lade sig inspirere men ikke overføre modellen 1:1.

Når det er sagt, så er det tværfaglige samarbejde en vigtig del af sygeplejerskernes arbejde i kommunerne og i resten af sundhedsvæsnet hver dag. Det skal det også være i fremtidens ældrepleje.