Danmark er blevet et af verdens mest velhavende og bedste lande at leve i takket være vores skattefinansierede velfærdssamfund. Velfærd er med andre ord en fantastisk forretningsmodel. Det er værd at huske i forbindelse med folketingsvalget, skriver Grete Christensen i denne uges blog.
Tirsdag var jeg i studiet på Radio24syv sammen med formanden for BUPL, Elise Rimpler og Socialrådgivernes formand, Mads Bilstrup. Gordon Ørskov Madsen, formand for Danmarks Lærerforening, deltog desværre ikke grundet sygdom.
I programmet Ali’s Fædreland med vært – og socialrådgiver, Ali Aminali - skulle vi snakke om velfærdssamfundet, som medlemmerne i vores fire fagforeninger hver dag yder en kæmpe indsats for.
Vi kom godt rundt om de udfordringer, vi ser for velfærdssamfundet, og hvorfor vi i valgkampen følger med i partiernes politiske udmeldinger om, hvordan de vil løse udfordringerne med mangel på arbejdskraft og vigende søgning til velfærdsuddannelserne.
Vi kender om nogen til de forskellige fag indefra. Og til det stigende antal børn som pædagoger står med ansvaret for hver eneste dag, til socialrådgiverne i jobcentrene, som udfordres på deres job, hvor de gerne vil hjælpe de sårbare mennesker, der ikke har fundet fodfæste men presses af enorme sagsbunker foran sig. Eller sygeplejersker, som møder til jobbet på den medicinske afdeling som den eneste fastansatte sygeplejerske til 24 syge patienter, og ikke kender de andre kolleger, for de er fra vikarbureauet.
For den danske velfærd er presset, hvilket vi også kan se på de stigende ventelister i sundhedsvæsenet.
Efter udsendelsen slog det mig, hvor vigtigt det faktisk er her op til folketingsvalget at huske hinanden på, hvorfor vi i fagbevægelsen støtter et skattefinansieret velfærdssamfund.
Det handler om solidaritet. Om at de stærke skuldre kan og skal bære mest. Om kampen for lighed, så adgangen til daginstitutioner, sundhed, skole, omsorg og hjælp i livet ikke afhænger af din indkomst.
Sådan er Danmark blevet et af verdens mest velhavende og bedste lande at leve i.
Velfærd er med andre ord en fantastisk forretningsmodel! Det så vi blandt andet under Coronapandemien, hvor de nordiske velfærdssamfund absolut klarede sig bedst.
Hvorfor splitte det hele ad?
Når der slækkes på fagligheden og kvaliteten i sundhedsvæsnet, daginstitutioner, skoler og indsatsen over for udsatte borgere, kender vi resultatet: Flere syge, mere mistrivsel, dårligere undervisning og flere udsatte borgere med lavere livskvalitet.
Vi ser også, at medarbejderne flygter fra de offentlige sektorer, fordi de oplever, at lønnen ikke står mål med mængden af opgaver, ansvaret og det pressede arbejdstempo.
De går enten til private aktører eller ud i helt andre jobs. Det er samfundsøkonomisk en rigtig dårlig udvikling, fordi vi har investeret i at uddanne dem til netop disse jobs.
Jo mere man skærer ned på den offentlige velfærd, desto mere tvinger man borgere over i at finde alternative løsninger, de selv betaler for.
Og så er vejen brolagt til A og B-hold i Danmark.
Det har vi ikke råd til hverken menneskeligt eller samfundsøkonomisk.
Det er også tudetosset, at sundhedsvæsenet bruger rigtig mange penge på vikarer fra eksterne vikarbureauer, i stedet for at give de fastansatte sygeplejersker en højere løn, så de offentlige hospitaler kan holde på dem.
I fagbevægelsen tror vi grundlæggende på, at så lige samfund som muligt er de stærkeste. Derfor går vi ikke ind for at fremme ulighed, hvilket ville være konsekvensen af at skabe A og B- hold.
Sammen med socialrådgiverne, lærerne og pædagogerne opfordrer vi politikerne til, at en kommende regering skal forpligte sig på et samfundsløfte om, at stærk velfærd er fundamentet for trivsel og lighed for alle borgere gennem hele livet.
