Ny organisering og nye opgaver stiller nye krav til personalet. Patienterne skal have vished for kvalitet i plejen og behandlingen uanset hvor i sundhedsvæsenet opgaven løses. Det kræver, at personalet rustes bedst muligt til at varetage de nye opgaver.
Gå direkte til baggrund for anbefalingen:
>Der skal i alle kommuner være adgang til specialiserede kompetencer inden for psykiatrien.
Kommunerne får i disse år betydeligt flere og mere komplekse plejeopgaver. Patienterne udskrives tidligere og med mere komplekse behov, og bedre behandlingsmuligheder medfører, at flere sundhedsopgaver kan løses i patientens eget hjem.
Samtidig har kommunerne en øget rolle i at forebygge indlæggelser.
Når opgaverne i kommunerne udvides, er det nødvendigt, at kompetencerne følger med. 83 pct. af de kommunalt ansatte sygeplejersker tilkendegiver således, at de har behov for et kompetenceløft inden for et eller flere af områderne for at kunne varetage sygepleje på et fagligt forsvarligt niveau (Dansk Sygeplejeråds tal på baggrund af undersøgelse foretaget af Megafon (februar 2016)).
Behovet for kompetencer spænder bredt og omfatter bl.a. psykiatri, palliation, sårbehandling og demens.
Kompetenceløftet skal ligeledes understøtte samspillet på tværs af kommuner og sygehusene ved at sikre sygeplejerskerne i kommunerne bedre viden om den specialiserede behandling, som er forankret i regionalt regi.
Sygeplejerskerne på sygehusene er således en vigtig ressource i forhold til sparring med kommunale sygeplejersker.
Yderligere er der behov for, at sygeplejerskerne får udvidede kompetencer i klinisk lederskab med henblik på organisering og prioritering af arbejdsopgaver og sikring af, at de samlede ressourcer og kompetencer bruges bedst muligt for at imødekomme patienternes behov.
En del af de sygeplejefaglige opgaver varetages i dag af andre faggrupper end sygeplejersker, mens det professionelle ansvar er placeret hos sygeplejerskerne.
Derfor ligger der også et vigtigt ansvar for at vejlede og supportere plejepersonalet i disse opgaver.
Der skal ske et bredt kompetenceløft af sygeplejersker i kommunerne kombineret med udvidede kompetencer inden for den avancerede kliniske sygepleje til en mindre gruppe.
Der er dels et behov for et bredt løft af generalistkompetencer, hvor sygeplejersker i kommunerne fremover skal have en specialuddannelse i kommunal sygepleje. Specialuddannelsen skal omfatte den brede hjemmesygepleje, herunder også eventuelle akutte funktioner i kommunen.
Der er samtidig behov for et styrket fokus på specialiserede udvidede kompetencer inden for både det diagnosespecifikke område og inden for tværgående indsatser som f.eks. palliation. Derfor skal nogle sygeplejersker have udvidede kompetencer via en klinisk videreuddannelse på masterniveau inden for den avancerede kliniske sygepleje (APN).
Se Dansk Sygeplejeråds video om den forskel, APN-sygeplejersker kan gøre for patienter og borgere og del den med andre, der bekymrer sig om fremtidens sundhedsvæsen.
De eksisterende rammer for anvendelsen af rammedelegation og de manglende muligheder for selvstændig ordinationsret til sygeplejersker udgør en barriere for god pleje og behandling i kommunerne.
Derfor skal brugen af rammedelegationer i kommunerne udvides, og sygeplejersker med en specialistuddannelse skal have udvidede kompetencer til selv at ordinere visse typer af medicin og undersøgelser inden for afgrænsede områder.
Der er flere grunde til, at den gældende praksis vedrørende rammedelegation ikke er tilstrækkelig i forhold til det nære sundhedsvæsen. Det giver eksempelvis usmidige patientforløb, når en sygeplejerske ikke kan iværksætte enkle og hyppigt forekommende undersøgelser samt behandlinger som en del af sit daglige arbejde. Derudover er der store forskelle i brugen af rammedelegationer på tværs af kommunerne, fordi det er op til den enkelte læge at beslutte, om der skal være en rammedelegation, og hvad den skal indeholde.
I hverdagen skal en sygeplejerske, som reglerne er i dag, kontakte en læge for at iværksætte de mest almindeligt forekommende undersøgelser, f.eks. måle blodsukkerniveau, podning af sår, urintest for blærebetændelse, blodtryk m.v. Når undersøgelsen er foretaget, skal sygeplejersken så igen kontakte lægen med henblik på at iværksætte behandlingen. Det er et usmidigt system, som tager tid væk fra plejen af patienterne.
Løsningen er derfor en ensartet og systematisk anvendelse af rammedelegationer, som giver de kommunale sygeplejersker mulighed for at give og regulere medicin samt iværksætte andre behandlinger. Det vil give et løft i plejen og behandlingen af patienterne på tværs af kommunegrænserne samt give en mere effektiv udnyttelse af ressourcerne.
Den tidlige udskrivning af patienter til hjemmet, som har stadigt mere komplekse pleje- og behandlingsbehov, understreger behovet for at uddanne et mindre antal sygeplejersker til avanceret klinisk praksis. De skal gives hjemmel til at arbejde på et højere selvstændighedsniveau og udnytte deres viden til bl.a. at ordinere medicin og øvrige behandlinger på et begrænset område.
Blandt de kommunale sundhedschefer er der opbakning til forslaget. I en undersøgelse, som Dansk Sygeplejeråd har gennemført, tilkendegiver 84 pct., at det er en god idé, at kommunalt ansatte sygeplejersker med specialkompetencer får ret til at ordinere medicin eller anden behandling inden for afgrænsede områder (Dansk Sygeplejeråd (december 2015)).
Fordelene ligger ligefor. Den selvstændige ordinationsret vil kunne mindske ventetid og øge livskvaliteten for patienten samt mindske tidsforbruget for såvel lægen som sygeplejersken. Når eksempelvis en kræftpatient i dag får stærke smerter, må vedkommende vente på, at sygeplejersken får kontakt til den praktiserende læge eller vagtlægen for at iværksætte eller regulere behandlingen. Det samme gælder, når den kroniske sygdom blusser op hos en patient, eller en patient får symptomer på infektion.
Det vil være op til Sundhedsstyrelsen at fastlægge, hvilke typer medicin der kan ordineres og anvendes af sygeplejersker, herunder hvilke kompetence- og uddannelseskrav der skal være opfyldt.
I en række lande, f.eks. Holland, England og USA, har man gode erfaringer med at give særligt uddannede sygeplejersker ret til at ordinere medicin i et begrænset omfang. Forskning fra disse lande viser, at det aflaster lægerne, giver omfattende besparelser og sker på et lige så højt fagligt niveau, som når lægerne gør det.
Det er nødvendigt af hensyn til patientens livskvalitet og af hensyn til at imødekomme de generelle udfordringer i sundhedsvæsenet, at der også i Danmark indføres ordinationsret på afgrænsede områder til sygeplejersker med relevant videreuddannelse og kompetencer.
Muligheden for brug af rammedelegation i kommunerne skal udvides, og der skal skabes klarhed omkring regler og ansvar.
Sygeplejersker, der opfylder nærmere fastlagte kompetence- og uddannelseskrav, skal have adgang til selvstændigt at ordinere og anvende visse typer medicin.
Derudover bør sygeplejersker som en del af deres normale arbejdsområde have mulighed for at iværksætte specifikke undersøgelser, som er hyppigt forekommende, uden at det kræver en rammedelegation.
Samlet set vil det skabe øget fleksibilitet, øget fagligt råderum og mere smidige arbejdsgange. Det vil dermed give bedre sundhedstilbud til bl.a. kronisk syge og ældre medicinske patienter.
I takt med, at kommunerne bl.a. overtager mere komplekse patientforløb, stiller det også nye krav til en hensigtsmæssig og koordineret ledelse. Det gælder både internt i kommunen og på tværs af sektorer.
I kommunerne er der således behov for ledelsesstrukturer og organisering, der kan understøtte samarbejdet mellem kommunens forskellige sundhedsområder: hjemmesygepleje, plejecentre og sundhedshuse og på tværs af sektorer. Der skal også ses på løsninger, der fremmer fælles opgaveløsning i samarbejde med både patienter og andre aktører.
For at skabe et vellykket samarbejde på tværs af sektorer er det herudover vigtigt, at de involverede ledere får rum til at føre de politiske visioner om et mere sammenhængende sundhedsvæsen ud i livet (Væksthus for Ledelse (2014): Ledelse over grænser – Erfaringer med tværsektoriel ledelse i sundhedsvæsenet.)
Imidlertid oplever lederne ofte, at de befinder sig i et krydspres. På den ene side skal de indgå i samspillet på tværs, hvor der er fokus på helhed og sammenhæng til patientens bedste. På den anden side skal de leve op til mål og levere resultater i forhold til den økonomiske bundlinje i egen organisation.
Udvikling af samarbejdet på tværs handler i høj grad om relationer. Det tager tid at opbygge, og de målbare resultater viser sig således oftest på langt sigt. For at samarbejdet kan blive en succes, er der behov for initiativer og strukturer, der understøtter tværgående ledelse.
Planen for det nære og sammenhængende sundhedsvæsen skal præcisere fundamentet for tværsektoriel ledelse med fokus på forventninger, rammer og kompetencer.
Der er behov for et gennemarbejdet ledelsesgrundlag med tydelige krav til, hvad der forventes af lederne og deres respektive funktioner. Ligeledes er der behov for, at den enkelte leder får relevant videreuddannelse, sparring og opbakning fra ledelsesniveauer ovenover i forbindelse med de øgede krav til opgaveløsningen.
Den enkelte leder skal derudover sikres adgang til relevante ressourcer, kompetencer og ledelsesinformationer samt mulighed for at prioritere opgaver og projekter, så den operationelle leder faktisk har mulighed for at bedrive ledelse af høj faglig kvalitet.
Plejecentrene er en vigtig del af vores sundhedsvæsen, som også bør være omfattet af den kommende plan for det nære og sammenhængende sundhedsvæsen.
De beboere, der i dag er på plejecentrene, er ofte alvorligt syge og svækkede. Mange beboere lider af flere sygdomme – ofte 4-5 forskellige – som f.eks. diabetes, kræft eller KOL. Der er således tale om komplekse sygdomsforløb, som kræver stærke sundhedsfaglige kompetencer (Ældrekommissionen (2012): Livskvalitet og selvbestemmelse på plejehjem).
En vigtig opgave på plejecentrene er derfor hurtigt at kunne observere tegn på sygdom og komplikationer samt iværksætte tiltag, der kan forhindre forværring, så indlæggelser kan undgås. En undersøgelse fra Dansk Sygeplejeråd viser, at 44 pct. af sygeplejersker på plejecentre inden for den seneste måned har oplevet, at indlæggelser kunne have været undgået, såfremt beboeren havde fået den rette sygeplejefaglige indsats (Dansk Sygeplejeråd (december 2015)).
Pleje og behandling til ældre med sammensatte sygdomsmønstre og behov kræver kompetencer, der kan kortlægge borgernes situation, vurdere risici og iværksætte forebyggende tiltag. Derudover skal der være fokus på kvalitet og patientsikkerhed, herunder medicinhåndtering og hygiejne, ligesom den palliative indsats skal prioriteres.
På baggrund af kompleksiteten i beboernes pleje- og behandlingsbehov har man i Gladsaxe Kommune besluttet, at der skal være sygeplejersker i vagt på plejecentrene både dag og aften – alle ugens dage.
Om natten dækker sygeplejersker fra hjemmeplejen beboernes behov for sygepleje. Plejecentrene kan hurtigt rekvirere en sygeplejerske, når der opstår et akut behov.
Et særligt fokusområde er demens, der giver yderligere kompleksitet i behov og forløb. 90.000 danskere lider i dag af sygdommen demens, og tallet er stærkt stigende. Om 25 år forventes det, at tallet er steget til 165.000 personer. På plejecentrene estimeres det, at op mod tre ud af fire beboere lider af demenssygdomme (Ugeskrift for Læger (marts 2015): Forekomst af depression og demens blandt plejehjemsbeboere).
Mennesker med demens gør ikke nødvendigvis opmærksom på det, når de føler smerte og ubehag, og de er ikke altid i stand til at kommunikere det. Derfor er det helt afgørende, at der er medarbejdere med høj sundhedsfaglig ekspertise døgnet rundt, som står for observation, medicindosering, rehabilitering, ernæringsplaner, og som kan tage sig af akut opståede problemer.
Der er behov for en helhedsorienteret indsats, der retter sig både mod mennesker med demens og mod de pårørende, som har demenssygdommen tæt inde på livet. Det handler om at være i stand til både at håndtere demenssygdommen og samtidig være i stand til at opspore symptomer, så pleje og behandling hurtigt kan igangsættes, og indlæggelser dermed i bedste fald undgås. Samtidig skal personalet kunne støtte og vejlede de pårørende, så de føler sig lyttet til og inddraget i sygdomsforløbet.
Den sundhedsfaglige indsats på plejecentrene skal højnes ved at ansætte sygeplejersker på alle plejecentre.
Sygeplejersker på alle plejecentre skal være med til at sikre, at beboerne får den bedst mulige sygepleje og behandling. Beregninger fra Dansk Sygeplejeråd viser, at hvert tredje plejecenter i dag ikke har tilknyttet sygeplejersker (Dansk Sygeplejeråds beregninger på baggrund af tal fra tilbudsportalen). Når sygeplejersker befinder sig fast på plejecentrene, kan de være med til at opspore eventuelle infektioner, tegn på dehydrering og forværringer i beboernes helbredstilstand, før det udvikler sig. Derved kan genindlæggelser undgås. Tilsvarende er det helt afgørende, at der er sygeplejersker med høj sundhedsfaglig ekspertise, som står for bl.a. observation, rehabilitering og palliation.
Sygeplejerskerne skal uddelegere opgaver, vejlede og undervise de øvrige fagpersoner på en sådan måde, at de er trygge ved at udføre de opgaver, de har. Derudover har sygeplejerskerne en vigtig opgave i at varetage samarbejdet med f.eks. almen praksis, ligesom de vil kunne understøtte arbejdet med fasttilknyttede læger på plejecentrene.
Udviklingen inden for psykiatrien er gået i retning af øget ambulant behandling med kortere indlæggelser, pakkeforløb og færre sengepladser. Målet er, at mest mulig behandling bør foregå i patientens nærmiljø. Det betyder, at der i dag er flere psykiatriske patienter, som skal behandles i kommunerne.
Langtfra alle kommuner er imidlertid rustet til at yde den pleje og behandling, der er behov for.
En undersøgelse foretaget af Dansk Sygeplejeråd viser, at halvdelen (48 pct.) af de kommunalt ansatte sygeplejersker mener, at der er kommet flere patienter med psykiske lidelser i løbet af de seneste to år. Samtidig siger fire ud af 10 sygeplejersker (41 pct.), at de slet ikke eller kun i ringe grad har kompetencer til at håndtere patienter med psykiske lidelser på en fagligt forsvarlig måde (Dansk Sygeplejeråds tal på baggrund af undersøgelse foretaget af Megafon (april 2014)). Det kræver særlig viden og kunnen at omgås og hjælpe borgere med psykiske problemer og sygdomme. Det kan være vanskeligt helt konkret at få adgang til patienterne, motivere dem til samarbejde om sårskift, medicinering og andre sundhedsindsatser samt at fortolke symptomer på en eventuel forværring i en patients tilstand.
Kun få kommuner har et formaliseret samarbejde mellem hjemmesygeplejen og psykiatrien – det gælder både internt i kommunen og på tværs af sektorer. Det betyder, at der ikke altid er adgang til hurtig hjælp og sparring for sygeplejersker, der har en patient med let eller svær psykisk sygdom. I de kommuner, hvor samarbejdet er formaliseret, vurderes det som positivt og effektivt af sygeplejersker i kommunen.
Der skal i alle kommuner være adgang til specialiserede kompetencer inden for psykiatrien.
Alle kommuner skal have ansat sygeplejersker med en specialuddannelse i psykiatri; og ansatte i hjemmeplejen, hjemmesygeplejen, på plejecentre m.m. skal have mulighed for at trække på en sygeplejerske med specialuddannelsen, så der er adgang til de faglige kompetencer, som patienter med psykiske lidelser har behov for. Tilsvarende er det vigtigt med tæt koordinering til de psykiatriske behandlingstilbud i regionerne.
Kommissionen anbefaler bl.a., at kommunerne arbejder systematisk med rehabiliteringsforløb på hjemmehjælpsområdet ud fra en bred og fælles forståelsesramme, hvor både den fysiske, psykiske og sociale dimension indgår. Indsatsen bør baseres på følgende grundprincipper:
Hjemmehjælpskommissionen (2013): Fremtidens hjemmehjælp – ældres ressourcer i centrum for en sammenhængende indsats.
Næsten 2 millioner danskere lever i dag med en kronisk sygdom, og blandt ældre over 75 år er det to ud af tre. Mange af disse har gavn af en rehabiliterende indsats. Og tilføjer man herudover de ældre patienter, der skal rehabiliteres efter et alvorligt sygdomsforløb, er der al mulig grund til at prioritere den rehabiliterende indsats.
Rehabilitering indebærer, at der skal ses på ressourcer og potentiale hos den enkelte patient, før der kan tages endelig stilling til behovet for kompenserende hjælp. I den forbindelse er det helt afgørende, at patienten sættes i centrum og inddrages i eget forløb.
Det betyder, at det sundhedsfaglige personale i samspil med patienten skal sætte retning for den rehabiliterende indsats og i fællesskab lægge handleplaner for forløbet.
Den rehabiliterende indsats har ofte hovedfokus på træning og praktisk hjælp, men indsatsen kan med fordel styrkes i forhold til sygepleje og sundhedstilbud. Det gælder for eksempel medicindosering, sårpleje eller hjælp til at mestre kronisk sygdom.
Derfor er der behov for, at gentænke de rehabiliteringsindsatser, eksempelvis via uddannelsesforløb og målrettet fokus på rehabilitering i hjemmesygeplejen og på plejecentre.
En styrkelse af rehabiliteringsindsatsen vil kunne være medvirkende til at forebygge forværring af sygdom og derigennem undgå genindlæggelser og forkortet levetid. Det er også med til at øge muligheden for eksempelvis yngre patienters chancer for at fastholde en tilknytning til arbejdsmarkedet.
Rehabilitering inkluderer ofte pårørende. Eksempelvis kan en patientuddannelse med fokus på kostomlægning og sund livsstil være med til at forebygge kroniske sygdomme hos andre i familien. Og forebyggelse af angst og depression hos patienten er også med til at skabe et bedre familieliv til glæde for børn og ægtefæller.
Rehabiliteringsindsatsen i kommunerne skal styrkes i forhold til både sygepleje og øvrige sundhedstilbud.
Det handler om at øge patienternes mulighed for at mestre egen livssituation gennem empowerment og dermed styrke livskvaliteten og værdigheden hos den enkelte.
Den rehabiliterende indsats skal omfatte den såkaldte ”hverdagsrehabilitering”, som har til formål at udvikle, genvinde eller forebygge forringelser i patientens funktioner og evner. Derudover er det også vigtigt at have fokus på den specialiserede rehabiliteringsindsats, som f.eks. kan være nødvendig efter et alvorligt sygdomsforløb, hvor patienten langsomt skal vende tilbage til hverdagen, eller efter diagnosticering af en kronisk sygdom.
Læs mere om det politiske udspil fra Dansk Sygeplejeråd:
Dansk Sygeplejeråd har i 2016 udarbejdet 15 anbefalinger for at få et "Et sammenhængende sundhedsvæsen med...
Grete Christensens, formand for Dansk Sygeplejeråd, fortæller om "Et sammenhængende sundhedsvæsen med mennesket i...
Her kan du læse mere om APN sygeplejersker; hvad en Advanced Practice Nurse (APN) kan og hvorfor DSR mener, at...