”De sygeplejersker, som har en specialuddannelse i psykiatri, gør en tydelig forskel"

38-årige Lisbeth levede et normalt arbejdsliv som sygeplejerske, men kom ud for en ulykke, hvor hun fik et piskesmæld. Så ramte depressionen og selvmordstankerne, som sendte Lisbeth ud i otte år med indlæggelser på psykiatriske afsnit.

For Lisbeth har livet udviklet sig til et meget konkret ’før-og-efter’ den ulykke, hvor hun pådrog sig et piskesmæld.

Før ulykken levede hun et ’normalt’ liv og havde i fire år arbejdet som sygeplejerske. Efter ulykken fik hun svært ved at passe sit arbejde og endte med at få en depression. Hun forsøgte sig derefter med besøg hos en psykolog.

Men det kunne ikke dæmme op for depressionen og de efterfølgende selvmordstanker. Så da Lisbeth den 13. december for 10 år siden planlagde at begå selvmord, endte hun første gang med en indlæggelse på et psykiatrisk afsnit. De næste 8 år fik hun med 14 indlæggelser tilbragt næsten 5 år på lukkede afdelinger.

lisbeth_odense
Foto: Søren Svendsen
”Det var et stort nederlag at blive indlagt på psykiatrisk afdeling og gå fra at være sygeplejerske til pludselig at skulle modtage sygepleje. Jeg mistede også en veninde på det. Det er heller ikke det første, man siger, hvis man skal på date,” siger Lisbeth, der i dag er 38 år og er på førtidspension.

Da Lisbeth blev indlagt første gang, fandt lægerne frem til, at hun havde udviklet en personlighedsforstyrrelse som hedder evasiv personlighedsforstyrrelse og post traumatisk hjernesyndrom på grund af ulykken.

”Det er et stort tabu at sige at man er psykisk syg – selv om der er mange, der er det.”

Retspsykiatriske patienter skaber uro

Under den lange periode med indlæggelser betød det meget for Lisbeth, at hendes pårørende blev inddraget i forløbet.

”Jeg har en stærk familie, som står bag mig og har kæmpet for at blive hørt.  Især da personalet tolkede min sygdom som borderline, fordi jeg var selvskadende. Det resulterede i, at jeg fik den helt forkerte behandling.”

”Det har en kæmpe-effekt, at der er et godt samarbejde med familien. Jeg har ofte været indlagt på et lukket afsnit. Jeg bliver meget påvirket, hvis der er uro, og personalet ikke har tid til at være der. Derfor fik vi den aftale, at min familie kan komme og hente mig i et par timer, hvor vi kan komme lidt ud fra afdelingen.”

Det er især de retspsykiatriske patienter, som skaber meget uro på afdelingerne.

”En af de udfordringer, jeg oplever i psykiatrien og som præger de lukkede afdelinger, er, at der er mange retspsykiatriske patienter, fordi der ikke er plads til dem andre steder. De er voldsomme og kan virke truende på personalet. Det gør, at mange almene patienter bliver afvist.”

Hun har dog ikke selv prøvet af blive afvist, da det kun er to af de 14 indlæggelser, hun har haft, som har været frivillige. Hun mener dog, at man skal være nærmest selvmordstruet for at blive indlagt.

”Jeg kæmper med daglige selvmordstanker. Det er især noget, der blusser op, når jeg bliver stresset. Så kommer de selvskadende tanker, og så bliver jeg indlagt.”

Sygeplejersker og psykologer var til stor hjælp

”Det, der har hjulpet, har været samtaler med personalet – ’walk and talk’ ture betyder meget, men der er desværre ikke altid tid til det, og så går det galt. De sygeplejersker, som har en specialuddannelse i psykiatri gør en tydelig forskel. De har en anden tilgang til en som patient. Bare måden, man bliver talt til som patient – der er en større rummelighed hos de sygeplejersker, der har uddannelsen og tilgang til alternative metoder til medicinering. For eksempel kan de finde på at sætte den indlagte til at gå en tur i bare tæer for at få nogle andre sanseindtryk og rette fokus væk fra tankerne - frem for at give mere medicin.”

”Det er brug for mere personale, flere ressourcer og flere sygeplejersker med specialuddannelsen. De løber stærkt!”

Lisbeth har nu fået bedre styr på eftervirkningerne af ulykken. Hun har fået skånejob som sygeplejerske på et psykiatrisk bosted, hvilket også har hjulpet hende meget.

”Jeg oplever ofte, at folk sår tvivl om, hvorvidt jeg er i stand til at passe et arbejde. Men nu har jeg været heldig at få et job på et psykiatrisk botilbud, hvor jeg både kan bruge mine kompetencer som sygeplejerske og som bruger.”

Det har også hjulpet hende meget at have en psykolog, som hun stadig går hos. Hun får bearbejdet de negative tanker. Det hjælper for hende at få læsset af, inden de hober sig op - og hun har fået bedre redskaber til at mindske stress.

”Der mangler pladser i psykiatrien. Jeg oplevede under mine indlæggelser stor frustration blandt de andre patienter, som ikke kan forstå, hvorfor de ikke får lov til at blive, indtil de har fået det bedre.”

”Under tidligere indlæggelser har jeg på syv uger oplevet at skifte sengeplads 16 gange. Jeg lå både på gangen, i motionsrummet og på gangen igen. Årsagen var, at der var lukket nogle pladser ned på grund af sommerferien.”

Den del af Lisbeths personlige historie tog Fyens Stiftstidende op. Artiklen kom til at hedde ’Psykiatriske patienter holder ikke sommerferie’.

Læs andre artikler om oplevelser med psykiatrien