”Det, der handler om udskrivning, er en katastrofe, fordi den, der er syg, går fra at være indlagt til bare at bo hjemme. Det er et stort skridt”

Lisbet Jørgensen har en voksen søn, der lider af skizofreni. Men hun har som mor været nødt til at råbe op og opfordre personalet i psykiatrien til at inddrage hende. Hun efterlyser fokus på, at pårørende er vigtige ressourcer i behandlingen.

At det kan være svært at stå på sidelinjen i psykiatrien som pårørende kan Lisbet Jørgensen godt skrive under på. Hun har gennem et årelangt forløb som nærmeste pårørende til sin voksne søn Lars, set indersiden af det psykiatriske system.

”Man oplever i den første kontakt med psykiatrien, at der bliver taget hånd om den, der er syg. Men man bliver ikke inddraget som pårørende,” fortæller Lisbet Jørgensen.

”Det gør jo, at vi som er pårørende, ikke får formidlet den viden, vi har om den, der er syg, videre. Det er vigtigt, at personalet bruger tid på samtaler.”

lisbeth_paaroerende
Foto: Søren Svendsen
Og det er netop en af Lisbet Jørgensens pointer. At nærmeste pårørende kan bidrage med viden, som er vigtig i behandlingen af det menneske, som er ramt af psykisk sygdom.

”Jeg har mødt mange pårørende, der oplever ikke at blive inddraget. Man må selv råbe op, hvis man vil høres. Man føler, at man skal mase sig på og spørge ’har I tid til at høre’, men det påhviler altså psykiatrien at lægge øre til de pårørende. Man kan tackle det som personale ved bare at lytte,” siger hun.

Brug for pårørendetilbud

Hun erkender, at der mangler penge i psykiatrien og har gennem årene selv oplevet, at der er blevet færre og færre ressourcer. Men hun er ikke i tvivl om, at udviklingen går den helt forkerte vej.

”Der skal være mere personale. Man føler sig ikke som en ressource. Personalet har i dag for travlt til at have fokus på andre end den indlagte, selvom forståelsen for at vi kan bidrage med vigtig viden generelt er vokset og nedskrevet i politikker,” siger Lisbet Jørgensen.

Hun peger på, at der kunne være flere tilbud om pårørendegrupper.

”Pårørendegrupper eksisterer i et vist omfang, men ikke alle steder. Jeg har meget få gange oplevet, at jeg aktivt er blevet præsenteret for tilbud til pårørende. Man skal være meget opsøgende selv.”

”Jeg savner også som pårørende, at man ser tingene i et bredere perspektiv, at man også kan inddrage søskende og venner, for det kan være et vigtigt netværk at holde fast i for den, der er syg. Også for at give et helt billede af den, der er indlagt, bør man som personale interessere sig for et bredere netværk og arbejde med den forståelse, at det er vigtigt at inddrage pårørende. Man kunne eksempelvis invitere pårørende til møder efter arbejdstid,” foreslår Lisbet Jørgensen.

Hun mener også, at man som pårørende kan have brug for støtte.

”Det kan være svært at komme på en psykiatrisk afdeling. Det er skræmmende tabubelagt. Derfor er der også brug for støtte til pårørende. Det kunne være en fast kontaktperson.”

Katastrofale udskrivninger

Som pårørende har Lisbet Jørgensen også oplevet, at der er behov for en bedre overgang fra distriktspsykiatrien til socialpsykiatrien.

”Det, der handler om udskrivning, er en katastrofe, fordi den, der er syg, går fra at være indlagt til bare at bo hjemme. Det er et stort skridt at tage. Der skal sættes ressourcer af i den kommune, man bor i til daglig, til en støtteperson eller mentor, som kan hjælpe med at få hverdagen til at fungere. Det er bare så svært ikke at lande i et nyt hul, for så sidder man pludselig alene. Det kunne også være en udslusningsordning, hvor man kan mødes med andre ligesindede og hvor der er nogle aktiviteter. Det er enormt vigtigt for den, der udskrives,” siger hun.

Hun fortæller, at hendes søn har fået en bostøtte, fordi Helsingør Kommune gennem satspuljeordningen er med i et peer-støtte projekt.

”Det er rigtig godt, man er begyndt med peeransættelse. Det er vigtigt, at det er en, der har de rigtige erfaringer og ved, hvad det vil sige at have en psykisk sygdom, for at kunne støtte,” siger hun.

Læs andre artikler om oplevelser fra psykiatrien