”Det var først, da jeg blev set som et menneske, at jeg følte mig godt behandlet i psykiatrien”

23-årige Christine har i de seneste syv år af sit liv været i behandling for både depression, angst og bulimi. Hun har undervejs været bange for, at hun ikke var 'syg nok' til at få behandling og følte sig overladt til sig selv.

Christine var 16 år, da hun første gang blev henvist til en psykiatrisk afdeling. Hun havde fået et panikanfald på Roskilde Festival og var begyndt at skære i sig selv. Hun fik diagnosen moderat depression. Mødet med psykiatrien var fra begyndelsen ikke let.

”Det var klinisk og koldt, da jeg kom ud på et psykiatrisk afsnit, hvor de skulle vurdere, hvilken behandling der var bedst for mig. Jeg sad helt alene i venteværelset, 16 år gammel. Inden da havde jeg fået tilsendt et 5-6 sider langt spørgeskema med spørgsmål, som jeg slet ikke kunne overskue i den situation, jeg var i. Og jeg fik ingen forklaring på, hvad formålene var. Der var ingen, som spurgte, hvordan jeg havde det, eller om jeg ville have et glas vand,” fortæller hun.

Christine
Foto: Søren Svendsen
Hun følte, at hun var et nummer i køen blandt mange, der kun kunne få behandling, hvis hun svarede ’rigtigt’ på de spørgsmål, hun blev stillet og dermed var dårlig nok. Hun blev i begyndelsen tilknyttet en læge, der skulle uddannes til psykiater, men det viste sig blot at være en ud af mange behandlere, hun ville få.

Hun fik en ny psykolog og mødte igen bunken af spørgeskemaer og frygten for ikke at kunne få hjælp, da hun var 19 år.

”Jeg havde for meget tid med mine tanker. Men jeg fik bare nye skemaer og et point-system at udfylde. Man kan ikke gå så mekanisk til værks med folks mentale tilstand,” understreger hun.

Selvfølgelig skal du have hjælp

Hun er i dag både travl med studie og frivilligt arbejde, og det skyldes blandt andet mødet med behandlere, der lyttede til hende. Det har hjulpet hende videre.

”Jeg vil gerne have en, der kan komme helt ned på jorden til der, hvor jeg er – en behandler, som kan være personlig. Jeg fik en ny psykolog, der skrev til mig: ’selvfølgelig skal du have hjælp’. Det betød rigtig meget, og jeg ville ønske, at jeg havde fået det af vide tidligere i mit forløb.”

Da hun fik bulimi var det under opholdet på Psykoterapeutisk Center Stolpegård, at hun oplevede at blive lyttet til - og ikke var alene.

”Der var afsat tid til, at du kunne deltage, som den du er - der var fokus på dig som individ. Det har været vigtigt for mig, at behandlerne har taget styringen over behandlingsforløbet, så jeg ikke selv har skullet stå med ansvaret for mit forløb,” fortæller hun. ”Men én dårlig oplevelse skal desværre opvejes af hundrede gode.”

Hun har tidligere følt sig overladt til sig selv, da hun i et halvt år ventede på en plads på Psykoterapeutisk Center Stolpegård.

”Jeg vil gerne vide, hvad der foregår, for så kan jeg bedre forholde mig til det, og så føler jeg, at jeg har kontrol over mit forløb. Når man har en psykisk sygdom, føler man i forvejen, at man mister kontrol. Det er vigtigt at få af vide, hvad man selv kan gøre. Der skal være plads - ikke mindst tid til individet.”

Læs flere artikler om oplevelser i psykiatrien