”Det ville gavne, hvis personalet vidste, hvordan patienterne oplever tingene”

Malene er 38 år og diagnosticeret med en bipolar lidelse. Hun efterlyser, på baggrund af sine egne erfaringer fra psykiatrien, faste samtaler med personalet, at blive lyttet til og mødt med forståelse frem for bebrejdelser.

Malene fortæller, at hun har været indlagt på en psykiatrisk afdeling fem gange. Fire af gangene oplevede hun ikke at få tilbudt en samtale i forbindelse med modtagelsen på afdelingen. Hun oplevede tværtimod at være overladt til sig selv.

”Jeg ved godt, at der mangler økonomi, men det er jo et spørgsmål om prioritering. Da jeg blev tvangsindlagt sad jeg og ventede på, at der kom nogen og snakkede med mig. Men det gjorde der ikke, de kiggede kun i tasken, for de skal jo visitere. Men jeg havde ikke været tvangsindlagt før, og jeg kunne godt tænke mig, at der var kommet nogen den første time til halvanden, måske en sygeplejerske, som kunne fortælle mig, hvordan det fungerer. Så kan man også sige det, man synes. Det ville være helt almindelig menneskelig omsorg i stedet for, at man oplever at blive isolationsfængslet. Det er en voldsom ting at blive indlagt på den lukkede afdeling og endnu mere voldsomt at blive tvangsindlagt.”

malene
Foto: Søren Svendsen
Malene havde brug for at tale med nogen, der ville lytte til hende og høre, hvordan hun havde det. Men hendes oplevelse var, at personalet ikke var til rådighed, når hun eller andre patienter havde behov for at snakke, selv om det kunne have hjulpet dem med at få det bedre.

”Det er forskelligt, hvordan man tackler det at blive ignoreret. Det er svært, når man også skal trøste en medpatient, fordi personalet ikke gør det. Det er svært at være rådgiver for andre, når man ikke er uddannet til det, men man kan jo ikke lade være, når der er et andet menneske, der tigger én om at lytte.”

Blev aldrig spurgt til selvmordstanker

Malene mener, at personalet skal blive bedre til at forstå patienterne og deres behov.

”Jeg blev på et tidspunkt tvangsindlagt, fordi jeg havde selvmordstanker. Men jeg blev aldrig spurgt, hvorfor jeg ville tage mit eget liv. Personalet sagde i stedet ”det kan du da ikke være bekendt” og ”tænker du slet ikke på dine børn”. Man bliver gjort forkert og bebrejdet, og det bekræftede mig bare i, at jeg ikke skulle være her. Når man er deprimeret, er ens tanker jo ikke som normalt. Det burde personalet vide. Hvis der i stedet var nogen, der havde spurgt ind til det, og vi kunne have talt om det, ville det have været en ventil, og jeg havde fået det bedre. Så ville jeg slet ikke have selvmordstanker længere.”

”Det ville gavne, hvis personalet vidste, hvordan patienterne oplever tingene. Jeg ved godt, de prøver at hjælpe, men mange af de ting, de gør, føles ikke som en hjælp. Det føles som en straf,” siger Malene.

Læs andre artikler om oplevelser fra psykiatrien