"Ikke sjældent har personale beklaget, at de er nødsaget til at handle på måder, der er dem selv imod"

Asta Olivia Nordenhof fortæller om sine oplevelser med fortravlet personale, om at føle sig til gene, men også om at værdsætte personale, som tør stille kritiske spørgsmål til behandlingen af psykiatriske patienter.

”Det er vigtigt ikke at føle sig behandlet som et stykke skrivebordsarbejde, hvor det væsentligste er at afdække, hvorvidt der skal krydses af i det ene eller det andet felt. Alt for ofte, i samtalen med personalet, har man en fornemmelse af at være en levende tjekliste. Skal man eller skal man ikke øges i medicin, skal man eller skal man ikke indlægges, har man eller har man ikke de syv symptomer, der skal til, for at man kan diagnosticeres. Det er vigtigt, at man ikke føler, at det man siger egentlig kun har interesse, for så vidt som det kan forstås i forhold til et skema.

asta
Foto: Søren Svendsen
Et godt eksempel på en lille ting, der havde stor betydning for mig, var da min nuværende kontaktperson fra OP-teamet spurgte, om jeg ville gennemlæse og eventuelt komme med rettelser til den rapport, hun skulle skrive om min nuværende situation og mål for det kommende år. Det vakte min tillid at vide, hvad hun havde skrevet, og at mærke, at det var væsentligt, at jeg kunne genkende mig selv i beskrivelsen. Det har også været af afgørende betydning at samme kontaktperson har forholdt sig åbent og lyttende til mit ønske om at være medicinfri, i stedet for at affærdige det som udtryk for manglende sygdomserkendelse. Jeg har aldrig før haft så stor tillid til en kontaktperson.

Travlhed begrænser tiden med patienterne og kan medvirke til overmedicinering

Man kan sommetider få det indtryk, at vi patienter er til gene for det egentlige arbejde, som udfolder sig på afdelingens kontor inde bag glasvinduet. Ikke sjældent har personale beklaget, at de er nødsaget til at handle på måder, der er dem selv imod. Jeg er overbevist om, at travlheden på de psykiatriske afdelinger er medvirkende til, at mange patienter er overmedicinerede, og jeg er overbevist om at mange akutte tilstande som ofte bliver afhjulpet ved medicinøgning, kunne gå i sig selv igen hvis nogen fandt tid til at holde patienten i hånden og gav dem indtryk af, at de ikke skal lide alene. Det er fælles for mange psykiatriske patienter, at de forud for en indlæggelse har følt sig meget ensomme, og desværre vil mange få bekræftet den oplevelse på en psykiatrisk afdeling.

Psykiatrien er grundlagt på nogle problemfyldte præmisser

Det er vanskeligt at finde ud af, hvor man skal starte, hvis man skal løse de udfordringer, der er i psykiatrien. Der er problemer med travlhed, skematisk tænkning, underbemanding, overmedicinering, manglende tillid mellem patient og behandler for at nævne nogle og alle psykiatriens problemer synes at være uadskillelige sådan, at man ikke kan fremhæve det ene frem for det andet. For mig er det altså ikke muligt at anlægge en pragmatisk attitude og foreslå små forbedringer hist og her, for man løber hele tiden ind i, at faget er grundlagt, på nogle problemfulde præmisser.

Kan man for eksempel tillade sig, at blive ved med at understøtte en type medicinsk behandling, som senest et forskerteam på Rigshospitalet konkluderede formentlig ikke har nogen gavnlig effekt, men derimod helt sikkert graverende bivirkninger. Kan man overhovedet forestille sig at opbygge patienttillid under sådanne omstændigheder? Kan man tillade sig at blive ved med at anerkende et lægevidenskabeligt felt der stiller kroniske diagnoser alene på baggrund af symptomer? De store spørgsmål er mange, og skulle man tage konsekvensen af disse spørgsmåls relevans, skulle man også forestille sig en helt ny faglighed opstå. Det er slet ikke umuligt, men det ligger uden for rammerne af justeringer af det nuværende system.

Jeg glæder mig over at der er sygeplejersker, SOSU-assistenter og læger, der tillader sig, at stille kritiske spørgsmål til behandlingen af psykiatriske patienter og egne arbejdsvilkår, og jeg ønsker jer fortsat god kamp. Jeg ved at det er svært at få lov til at insistere på en kritisk og nysgerrig tilgang til eget fag, men jeres ambitioner er værdsat blandt os på den anden side af glasvinduet."

Læs andre artikler om oplevelser fra psykiatrien