”Jeg blev chokeret – jeg har to børn og en opvækst, der gør, at handlen på selvmordstanker ikke er en mulighed”

Christina havde aldrig været psykisk syg før en sommeraften i 2016. Nu er hun i gang med at trappe ud af antidepressiv medicin efter en indlæggelse på et psykiatrisk afsnit.

I sommeren 2016 får Christina en stressbetinget belastningsreaktion. Den medfører, at hun får en svær depression.

Christina oplever den aften, hvordan hele hendes verden på et splitsekund ændrer sig. Kort efter, hun har ringet efter hjælp, står der en psykiater og en sygeplejerske i hendes stue. Hun har fået et såkaldt ’nervesammenbrud’. Psykiateren anbefaler en indlæggelse, og sammen med psykiateren cykler Christina over på det psykiatriske hospital, hvor hun lader sig indlægge.

28-årige Christina er mor til to drenge på 3 og 6 år og gift. Hun studerer pædagogisk sociologi og er ved at gøre klar til at skrive speciale. I sin fritid er hun langdistanceløber, og hun går generelt meget op i sundhed. Christina har tidligere undervist på en psykiatrisk afdeling som lærer, men ved indlæggelsen er det hendes første møde med psykiatrien som patient.

christina
Foto: Søren Svendsen
Da Christina bliver syg og kan mærke, hvor syg hun faktisk er, falder hendes verden fra hinanden.

”Jeg blev chokeret – jeg har to børn og en opvækst, der gør, at handlen på selvmordstanker ikke er en mulighed – alligevel føltes det at forlade verden som den eneste mulighed.”

Christina når at række ud efter hjælp og den ellers sunde og raske unge kvinde ender med at være indlagt på det psykiatriske hospital i 9 uger. Efter indlæggelsen kommer hun videre i et pakkeforløb for enkeltstående depression og er i dag depressionsfri. Hun er efter pakkeforløbet begyndt hos en privat psykolog og en psykiater, hvor hun arbejder for ikke at blive syg igen og samtidigt er begyndt at trappe ud af den antidepressive medicin.

”Man bliver hurtigt stigmatiseret”

”Lige da jeg blev indlagt, fik jeg noget beroligende medicin og skulle yderligere have en sovepille at sove på, inden jeg fik min diagnose og kom i antidepressiv behandling. Jeg oplevede, hvordan travlhed gjorde, at min medicin blev noteret forkert. Derfor kunne jeg ikke få noget at sove på. Jeg blev rigtig ked af det og nervøs – for jeg ville jo gerne være en god patient, men jeg ville også behandles ordentligt. Jeg havde jo valgt at lægge mit liv i andres hænder,” siger Christina.

Hun giver udtryk for, at hun har været heldig med sit forløb, hvor hun har mødt nogle meget kompetente sygeplejersker og læger over hele linjen og er dybt taknemligt for det. Samtidigt føler hun, at hun har været heldig i forhold til mange andre patienter med psykisk sygdom. Hun ved, at selv om folk råber op og opsøger hjælp, så er det ikke alle, der får hjælpen. Der er kamp om ressourcerne.

”Hvis man ikke tager sig tid til at sætte sig ind i, hvem den enkelte person er frem for blot at se diagnosen, som personen har, så bliver patienten allerede stigmatiseret i sundhedsvæsenet. Det kan tids nok ske, for man bliver hurtigt stigmatiseret, når man kommer ud i samfundet igen.”

Christina oplever selv, hvordan det psykiatriske hospital 'bøjer' systemet for hende. Hun er rigtig syg, men ikke syg nok i forhold til rigtig mange andre.

”Det er som om, farveskalaen over rød-gul-grøn patient har flere under-inddelinger i den røde zone. Selv om jeg var rigtig rød, så var jeg ikke mørkerød.”

Under hele sin indlæggelse har hun sammen med sin familie skullet kæmpe for at få den behandling, hun havde behov for.

”Hvis bare man bliver behandlet som et sagsnummer, når man har en psykisk sygdom, kan det hurtigt gå endnu mere galt. Derfor er det afgørende, at man har nogle professionelle med overskud til at se én som det hele menneske. Jeg blev hurtigt vurderet ’anderledes’ af dem, som ikke kendte mig. Jeg spiser anderledes og er meget energisk. Jeg går meget op i motion og sundhed og fordi jeg gerne ville have noget andet mad, noget sundere, end det de havde på afdelingen, så blev der set skævt til mig.”

Nogle patienter slider personalet op

Christina ser dog også, hvordan sygeplejersker skal tage dobbeltvagter – 12 timers vagter. Hun fortæller, at hun oplever personale, som glemmer at notere medicinberegninger, eller at personalet ikke magter at rumme flere samtaler, fordi de har været på arbejde så længe.

”Lyset bliver brændt i begge ender. Og hvor godt tænker man, når man har været på arbejde i 12 timer.”

Christina er overordnet set rigtig glad for hendes forløb, hvor hun oplever, at der bliver talt ”Christina-sprog”

”Den kontaktperson, som jeg havde, formåede at tale i nogle termer, som jeg forstod og jeg kunne relatere til – det var ikke bare latinske ord og betegnelser. Personalet har været gode til at fortælle mig, hvad der foregik.”

”Og det har betydet meget for mig, når personalet havde tid til at lægge sig på gulvet sammen med mig, holde om mig og trøste mig, når jeg havde et angstanfald. Hvis ikke der var nogen, som havde tid til det, var der bare blevet udskrevet mere medicin. Det ender ofte med at blive brandslukning.”

Hun betragter sig selv som 'den gode patient': samarbejdsvillig, kommunikerende og med et godt netværk. Ifølge Christina er der nogle patienter, som psykisk er så langt ude, at de slider personalet op, fordi personalet ikke har tiden - og så bliver behandlingen ikke lige så god.

Underskud gør folk mere syge

”Jeg har haft virkelig dygtige og kyndige plejere, men de skulle løbe rigtig hurtigt. De burde få et gavekort til et par løbesko.”

”Det var forfærdeligt at være indlagt i weekenderne, for der er ikke nok personale. Men dem, der er syge, går ikke på weekend. Sygdommen er ligeglad med weekender.”

Christina mener, det er vigtigt at få skabt flere hænder i psykiatrien. Det kan i hendes øjne være med til at give de kompetente plejere muligheden for at være gode kontaktpersoner, som kan tage de rette samtaler, har tid og kan se det hele menneske i patienterne.

”Jeg kunne som patient tydeligt mærke, hvis der var sygdom på afdelingen – hvem skal nøjes, når alle er dårlige? Hvem skal spises af med fysioterapeuten, hvem kan bare tage en pille i stedet for den miljøterapi, som sygeplejersken ellers tilbyder? Det underskud betyder, at folk er syge i længere tid.”

Samtidig pointerer hun, at det er helt afgørende, der bliver fulgt op på forløbet efter udskrivelse fra hospitalet. At der skal skabes en helhedsindsats, når en borger er syg og at der ikke er for lang ventetid mellem de forskellige indsatser.

”Man glemmer den ekstra investering, når folk er udskrevet fra hospitalet. Det 'servicetjek', der gør, at folk ikke bliver svingdørspatienter, er sparet væk. Hvis man som samfund ikke stiller redskaberne til rådighed, når man bliver udskrevet, bliver folk ved med at være syge og falder ned i en masse huller undervejs. Det er simpelthen nødt til at blive bedre og er vigtige emner på den politiske dagsorden. Dels for patienterne, men også for alt personalet i psykiatrien.”

Læs DSRs Psykiatriudspil: Vi kender alle en...

Læs andre artikler om oplevelser i psykiatrien