Arbejde på fuldtid kræver et bedre arbejdsmiljø

Over halvdelen af alle sygeplejersker arbejder mindre end 37 timer om ugen, viser nye tal fra Dansk Sygeplejeråd. Hvis flere skal op på fuld tid, kræver det bedre arbejdsvilkår, mener formand Grete Christensen.

Oprettet: 19.11.2018
Christina Sommer, cso@dsr.dk, Susanne Bloch Kjeldsen, sbk@dsr.dk

Helbredet, arbejdsmiljøet, privatlivet – der er mange hensyn at tage, når hverdagen skal hænge sammen for sygeplejersker. Over halvdelen af alle sygeplejersker arbejder mindre end 37 timer om ugen, viser nye tal fra Dansk Sygeplejeråd.

Selvom antallet af fuldtidsansatte siden 2007 er steget i både kommuner og regioner, er hele 62 pct. af de kommunalt ansatte sygeplejersker stadig ansat på færre end 37 timer, mens det samme gør sig gældende for knapt 50 pct. i regionerne. 

Dansk Sygeplejeråd har flere konkrete anbefalinger til, hvordan manglen på sygeplejersker kan afhjælpes. En anbefaling er netop, at det skal være muligt for flere sygeplejersker at vælge fuldtid fremfor deltid.  Analysen viser nemlig, at mange sygeplejersker ikke kan få lov at arbejde på fuldtid, selvom de ønsker det. Det gælder hver tiende sygeplejerske på deltid. En ligeså stor andel – hver tiende – ønsker at være på fuldtid, men mener ikke, at arbejdsmiljøet tillader det.

Fuldtid skal være en reel mulighed

Dansk Sygeplejeråd mener, at det skal være muligt for flere sygeplejersker at vælge fuldtid frem for deltid.

”Arbejdsgiverne skal forpligtes til at udbyde stillinger på fuldtid. Det skal være sygeplejerskernes ønske at gå på deltid, der afgør sagen, ikke arbejdergivernes planlægningsbehov,” siger formand for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen.

De ekstra timer vil ikke kun mindske arbejdsgivernes rekrutteringsproblemer, men også sikre sygeplejerskerne højere løn og pension.

Læs hele analysen om sygeplejerskers årsager til deltid 

Læs mere om arbejdstid