Arbejdet som sygeplejerske udfordrer privatlivet

Ny undersøgelse fra Ugebrevet A4 viser, at arbejdet fylder for meget i danske lønmodtageres privatliv. Undersøgelsen bekræftes af tal fra Dansk Sygeplejeråd, som viser, at mange sygeplejersker har svært ved at få balance i arbejdsliv og privatliv.

Oprettet: 13.02.2017
Maya Bille, mbi@dsr.dk

Det kan være svært at få døgnets 24 timer til at række, når der både er et job der skal passes og et privatliv, der kræver opmærksomhed. En ny undersøgelse foretaget af Analyse Danmark for Ugebrevet A4 viser, at fire ud af ti mener, at arbejdet fylder for meget.

Nye udtræk fra Dansk Sygeplejeråds omfattende arbejdsmiljøundersøgelse (SATH) fra 2015 viser, at mange sygeplejersker oplever konflikt mellem deres arbejds- og privatliv i sådan en grad, at de burde være begge steder på én gang. Næstformand i Dansk Sygeplejeråd Dorte Steenberg er ikke overrasket.

”Der er flere og flere eksempler, der peger på, at mange sygeplejersker eksempelvis må ændre, deres planer i fritiden på grund af f.eks. overarbejde eller ekstra vagter, og mere end hver fjerde sygeplejerske har ingen eller ringe indflydelse på planlægning af deres vagtplan. Det gør det svært at være tilstrækkeligt tilstede i privatlivet, og det skal vi tage alvorligt. Ubalancen mellem arbejdsliv og privatliv kan føre til stress og hænger sammen med flere jobskifte og lav jobtilfredshed,” siger Dorte Steenberg.

Stigning i ubalance

Det er er især de yngre sygeplejersker, der har svært ved at få enderne til at mødes. Blandt de 30-39 årige mener 46 pct. at de ofte eller jævnligt oplever, at der er konflikt mellem deres arbejds- og privatliv. Samtidig er der flere og flere, der oplever ubalancen i deres hverdag. I 2012 mente 26 pct. på tværs af alle aldersgrupper, at de ofte eller jævnligt oplevede konflikt mellem arbejds- og privatlivet, mens tallet var steget til 37 pct. i 2015.

Læs hele undersøgelsen om sygeplejerskers arbejds- og privatlivsbalance her.

Læs om Ugebrevet A4’s undersøgelse her.

Læs også: