Arbejdsnedlæggelser fortsætter

Siden regeringsindgrebet i strejken har der været arbejdsnedlæggelser rundt om i landet. De startede på Århus Universitetshospital og har bredt sig til Horsens, Randers, Roskilde, Rigshospitalet, Aalborg, Bispebjerg samt Aarhus Kommune. Dansk Sygeplejeråd opfordrer til at holde arbejdet normaliseret.

Oprettet: 06.09.2021
Morten Jakobsen, mja@dsr.dk
Den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse på Rigshospitalet mandag morgen varede en time, hvorefter arbejdet blev genoptaget.

Opdateret 8. september med citat fra Niels Mailand, KU, oplysning om sag ved Arbejdsretten og med oplysninger om yderligere arbejdsnedlæggelser.

Arbejdsnedlæggelserne startede i sidste uge på Århus Universitetshospital, hvor en stribe afdelinger nedlagde arbejdet på skift i en time mandag, tirsdag og onsdag. Arbejdsnedlæggelserne bredte sig til Horsens og Roskilde fredag, og i mandags blev også Rigshospitalet og Aalborg Universitetshospital og igen Roskilde ramt af kortvarige arbejdsnedlæggelser.

Arbejdsnedlæggelserne er overenskomststridige, og DSR har efter det fagretlige system pligt til at bidrage til, at arbejdet holdes normaliseret. Det gælder både for DSR centralt, for DSR’s lokale kredse og tillidsrepræsentanterne på arbejdspladserne.

- Jeg forstår godt sygeplejerskernes vrede. Jeg er også stadig vred over, at Folketinget ikke benyttede en oplagt lejlighed til at give sygeplejerskerne blot den mindste anerkendelse, men i stedet blot ophøjede det mæglingsforslag, som var stemt ned med 2/3 af stemmerne, til lov. Men jeg må også tage afstand fra de overenskomststridige arbejdsnedlæggelser rundt om i landet og henstille til, at arbejdet holdes normaliseret, siger Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd.

Dansk Sygeplejeråd har mandag været indkaldt til fællesmøde med arbejdsgiverne i Danske Regioner og FH, Fagbevægelsens Hovedorganisation. Arbejdsgiverne i Danske Regioner finder, at der er tale om en systematisk aktion. Med mandagens arbejdsnedlæggelser – og deres begrundelser – har DSR ikke kunnet afvise systematik. Det betyder, at aktionerende sygeplejersker kan trækkes i løn og pålægges en bod på 56 kr. i timen.

Det er ikke første gang, at en regering griber ind i en strejke. Men det har ikke tidligere ført til, at mindre grupper efterfølgende fortsatte med at nedlægge arbejdet, siger lektor Mikkel Mailand fra Forskningscenter for Arbejdsmarkeds-og Organisationsstudier på KU til Politiken.

- Det er usædvanligt. Jeg har ingen erindring om, at det er sket i nyere historie. I hvert fald ikke i det omfang, vi nu ser med sygeplejerskerne, siger han onsdag d. 8. september til Politiken.

Opdatering af arbejdsnedlæggelserne: Der har fortsat været arbejdsnedlæggelser af en times varighed på Rigshospitalet tirsdag og onsdag. Århus Kommune blev også ramt af kortvarige arbejdsnedlæggelser tirsdag og onsdag og det samme er tilfældet for regionshospitalet i Randers samt Bispebjerg og Frederiksberg Hospital. Dansk Sygeplejeråd tager afstand fra de overenskomststridige arbejdsnedlæggelser og henstiller til sine medlemmer om at normalisere arbejdet.

Danske Regioner har onsdag indbragt arbejdsnedlæggelserne for Arbejdsretten. Arbejdsretten behandler sagen torsdag kl. 14.30.  Arbejdsretten kan give et pålæg og hermed forhøjes boden til 86 kr. i timen.