Arbejdspres i psykiatrien er et landsdækkende problem

Mangel på personale i psykiatrien går ud over svage patienter

Oprettet: 20.12.2016
Peter Aagaard Brixen, pab@dsr.dk

Psykiatrien mangler personale i et omfang som gør arbejdet med de svageste og mest komplekse patienter vanskeligt. I en ny undersøgelse fra Dansk Sygeplejeråd svarer knap 3 ud af 4 sygeplejersker på psykiatriske afdelinger og psykiatriske skadestuer, at der er færre ansatte, end der er behov for på deres arbejdsplads og at det har negative konsekvenser for kvaliteten af den pleje og behandling patienterne får. 

»Undersøgelsen bekræfter, at presset på psykiatrien er et landsdækkende problem og at de allersvageste patienter bliver tabt. Der mangler medarbejdere til det komplicerede arbejde og de meget syge patienter, og det går ud over kvaliteten. siger formand for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen.

DSR analysen offentliggøres samtidig med at personalet i psykiatrien i Region Midtjylland melder om massive problemer. Medarbejderne på AUH Risskov sendte i sidste uge en åbent brev til Regionens ledelse og gjorde opmærksom på, at manglen på personale har alvorlige konsekvenser. Problemerne i psykiatrien rækker dog langt ud over Region Midtjylland. Dansk Sygeplejeråd får tilsvarende meldinger om arbejdspres og risiko for patientsikkerheden fra Region Nordjylland og Region Hovedstaden.

Notat Personale ressourcer og antal patienter i psykiatrien

Artikel i Berlingske Tidende: I Risskov frygter medarbejdere for deres sikkerhed: ”Psykiatrien i hele Danmark kan genkende det”