Arbejdspres: Ni danske hospitaler udstyret med rød smiley

Arbejdstilsynet har de seneste måneder været ude med hård kritik af arbejdsforholdene på de danske hospitaler. Dansk Sygeplejeråds formand, Grete Christensen, kræver, at regionerne griber ind.

Oprettet: 11.08.2017
Dansk Sygeplejeråds formand Grete Christensen er ikke overrasket over de mange røde smileys til danske hospitaler.
Foto: Bax Lindhardt

Det er måske ikke så overraskende for danske sygeplejersker og andet personale på hospitalerne.

Men nu er der igen blevet uddelt synlige gule og røde smileys fra Arbejdstilsynet, der for eksempel ikke er tilfreds med det psykiske og fysiske arbejdsmiljø, flere tilfælde af vold og dårlig luftkvalitet på danske hospitaler.

Der er de seneste måneder uddelt 9 af de røde smileys, mens 15 hospitaler har modtaget en gul smiley. Med en rød smiley følger også forbud eller rådgivningspåbud, mens en gul smiley kan give et strakspåbud eller påbud med frist til det ramte hospital.

Arbejdstilsynets hårde kurs over for hospitalerne overrasker ikke Dansk Sygeplejeråds formand, Grete Christensen.

”Det undrer mig ikke, at der er så mange røde smileys, men det er da enormt trist. Der er kommet mange røde smileys til hospitalerne de seneste år, og det handler jo især om det psykiske arbejdsmiljø, som bliver dårligere på grund af de konstante nedskæringer. Medarbejderne kan simpelthen ikke nå alt det, de skal,” siger Grete Christensen til Ekstra Bladet.

"Det går desværre ud over patientsikkerheden"

Hun mener, der skal rettes op på problemerne hurtigst muligt.

”Regionerne må tage ansvar. Det er dem, der skal sørge for, at det kører på skinner. Det viser de røde smileys jo, at det ikke gør, og det går desværre ud over patientsikkerheden. Patienterne får simpelthen ikke den nødvendige behandling, når medarbejderne er for pressede,” siger Grete Christensen.

Læs artiklen i Ekstra Bladet: Regn af røde smileys: Så galt står det til på dit hospital 

De ni røde smileys er blevet uddelt til Glostrup Hospital, Herlev Hospital, Nordsjællands Hospital Frederikssund, Regionshospitalet Holstebro, Regionshospitalet Horsens, Regionshospitalet Randers, Sygehus Sønderjylland i Sønderborg og to til Århus Universitetshospital.

Læs mere om arbejdspres på hospitalerne