Brev til ministre om senfølger

Lad os få en national handlingsplan for folk, der har senfølger efter Covid-19. Sådan lyder opfordringen i et brev, Dansk Sygeplejeråd har sendt til sundheds- og ældreministeren og beskæftigelsesministeren sammen med en række andre organisationer.

Oprettet: 16.09.2020
Lotte Dahlmann, ldh@dsr.dk

Dansk Sygpelejeråd opfordrer sammen med FOA, Overlægeforeningen, Ergoterapeuterne og Fysioterapeuterne til, at der iværksættes en national handlingsplan for at hjælpe folk, som er smittet med Covid-19 og som lider af senfølger.

I et brev til sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard skriver organisationerne, at folk med senfølger blandt andet lider af vedvarende træthed, hovedpine, åndenød, kognitive forstyrrelser og føle- og sanseforstyrrelser.

Derfor efterlyser organisationerne en systematisk opfølgning for Covid-19 smittede, som oplever senfølger og at der iværksættes en national handlingsplan, der omfatter opfølgning og udredning, ensartede tilbud om behandling og rehabilitering.

Dansk Sygeplejeråd: vi skal både se på helbred og arbejdsevnen

Sygeplejersker er overrepræsenteret i statistikkerne over andelen af smittede, og flere sygeplejersker er stået frem i Sygeplejersken og fortalt om deres senfølger og bekymringen om eget helbred og arbejdsevne.

Det har bla. fået Dansk Sygeplejeråds formand, Grete Christensen, til at opfordre til en systematisk og national opfølgning for alle covid-19-smittede i Formandens Blog for et par uger siden. 

Dansk Sygeplejeråd har også blikket rettet mod arbejdssituationen for dem, der lider af senfølger. Tidligere på ugen skrev Grete Christensen på dsr.dk

”Under al uvisheden og alle bekymringerne om, hvad covid-19 gør ved ens krop, lurer desværre også en anden bekymring for den enkeltes arbejdssituation. Vi ved fra mange sygeplejersker, at de endnu ikke er fuldt tilbage på arbejde. De bekymrer sig naturligvis om fremtiden, og nogle frygter at miste deres arbejde på grund af langvarigt sygefravær. Det håber jeg ikke, vi kommer til at se.

For sygeplejerskerne og andre sundhedsfaglige, som er blevet smittet på arbejdet, virker det særligt grotesk, hvis de ud over den skade, de har lidt på grund af deres arbejde, også skal frygte for deres levevej.”

Derfor er opfordringen om en national handlingsplan også sendt til beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard.

Hent brev til sundheds-og-ældreministeren her.