Coronavirus - en ekstraordinær situation for Danmark

Formand Grete Christensen sendte torsdag den 12. marts denne mail til alle medlemmer af Dansk Sygeplejeråd.

Oprettet: 13.03.2020

Kære sygeplejerske

Jeg skriver til dig på grund af den alvorlige situation med corona-pandemien. Statsminister Mette Frederiksen orienterede onsdag aften Danmark om, at vi er overgået til en ny fase i håndteringen af corona-virussen. Så mens store dele af befolkningen er sendt hjem, er der endnu mere brug for sygeplejerskerne. Det kommer til at kræve meget af os alle, og vi kommer til at møde mange spørgsmål, som vi ikke har svar på endnu.

Sundhedsministeren har meldt ud, at der bliver brug for alt det personale, man kan skaffe. Så der vil formentlig blive tale om en del ekstraarbejde. Og sundhedsministeren sagde, at der også vil blive brug for medarbejdere, der er gået på pension for nylig, og sygeplejestuderende.

Det bakker vi helt op om. Det skal selvfølgelig være sikkert og fagligt forsvarligt at gå på arbejde. Den enkelte skal ikke løse opgaver, som man ikke er fagligt klædt på til, og der skal være klare retningslinjer på den enkelte arbejdsplads.

Vi er vant til at stå i svære situationer – og jeg er overbevist om, at ledelsen, tillidsrepræsentanter og sygeplejerskerne ude lokalt sammen finder de rigtige løsninger.

Epidemiloven er blevet aktiveret for første gang. Men det gælder kun paragraf 5 til 9, som omfatter muligheden af at tvinge folk til at blive testet eller behandlet, muligheden for at begrænse arrangementer osv. Den del af epidemiloven, som giver mulighed for at tilsidesætte aftaler om arbejdstid, varsling osv. er ikke aktiveret. Alle aftaler om arbejdstid, overarbejdsbetaling osv. gælder altså fortsat.

Dansk Sygeplejeråd er opmærksom på, at der bliver passet godt på sygeplejerskerne. Vi skal kunne holde til at levere den store indsats både nu og længere fremme i forløbet, så vi fortsat kan passe på de mennesker, som allerede er eller bliver syge.

Den her helt ekstraordinære situation rejser mange spørgsmål. På vores hjemmeside forsøger vi at svare på de spørgsmål, som dukker op – og vi opdaterer den dagligt. Din tillidsrepræsentant og din kreds står også klar til at hjælpe med at svare på spørgsmål om din konkrete situation.

Du kan holde dig orienteret om udviklingen på dsr.dk/corona, som vi løbende opdaterer med de seneste nye spørgsmål – og selvfølgelig myndighedernes samlede side coronasmitte.dk.

 

Med venlig hilsen

Grete Christensen

Formand for Dansk Sygeplejeråd

Fik du ikke mailen?

Tjek din spammappe - måske ligger mailen der.

Log ind på din profil på dsr.dk og tjek, om vi har den rigtige mailadresse til dig. 

 

Se også