Corona fylder nyhedsmedierne, og den seneste udmelding om, at flere end en halv million danskere kan blive smittet, får bekymringerne og spørgsmålene til at melde sig. Frygten for spredning har da også allerede fået flere arbejdspladser til at sende medarbejdere hjem i karantæne.
Dansk Sygeplejeråd har på dsr.dk/corona samlet den viden, du har brug for, hvis du har mistanke om, at du kan være blevet smittet eller bliver sendt i karantæne. På siden kan du også finde råd og henvisninger, hvis du som sygeplejerske skal arbejde med coronasmittede patienter.
"Det er vigtigt, at dem som står i fronten, føler sig trygge. Det kræver, at arbejdsgiverne og myndighederne passer på sygeplejerskerne og giver dem de retningslinjer, de har brug for, for at kunne passe på patienterne og sig selv", siger Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd.
Situationen ændrer sig hele tiden. Vi henviser derfor til vores side om coronavirus for seneste opdaterede information: dsr.dk/corona