Danskerne har talt: Sygeplejersker skal have mere i løn

I en stor undersøgelse i Ugebrevet A4 giver danskerne udtryk for, at der er råd til en ’mærkbar lønforhøjelse’ til de offentligt ansatte ved overenskomstforhandlingerne i 2018.

Oprettet: 04.12.2017
Michael Bech, mib@dsr.dk
Sygeplejersker under en tidligere demonstration for ligeløn.
Foto: Lena Rønsholdt.

Innovationsminister Sophie Løhde (V), Danske Regioner og KL får klar besked af danskerne kort før overenskomstforhandlingerne i foråret 2018: De offentligt ansatte har fortjent mærkbare lønforhøjelser.

Det er således det klare budskab i en undersøgelse, som Ugebrevet A4 præsenterer tirsdag. Og hvis danskerne skal honorere én gruppe offentlige ansatte frem for andre, så skal især ’de varme hænder’ belønnes for deres arbejde for velfærdssamfundet.

Sygeplejerskerne er helt i top som den gruppe, flest danskerne gerne vil indstille til en klækkelig lønstigning. Men også sosu’er, politibetjente og pædagoger scorer højt.

Anerkendelse af sygeplejersker

Hele 62 procent erklærer i undersøgelsen, at sygeplejersker fortjener højere løn end i dag. 28 procent af danskerne mener, at sygeplejersker skal have samme løn, mens kun en ud af hundrede danskere mener, de skal gå ned i løn.

”Det er dejligt med opbakningen fra befolkningen. Det er en anerkendelse af det store arbejde, som sygeplejersker gør, og det store ansvar, som sygeplejersker har mange steder. Det er kun på sin plads, at sygeplejersker får noget mere i løn,” siger formand for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen, til A4.

Hun vil benytte undersøgelsen til under OK18 at fokusere på de uretfærdigheder, der er i lønnen for kvindedominerede faggrupper i den offentlige sektor.

Akademikere ”skal have lavere løn”

Det er Analyse Danmark, der for Ugebrevet A4 har spurgt 2.680 repræsentativt udvalgte danskere, om de mener, at vi har råd til at give de cirka 750.000 offentligt ansatte et lønhop i forbindelse med fornyelsen af deres overenskomster til foråret.

Og det mener et flertal af de adspurgte i undersøgelsen.

Mens der altså er udbredt vilje til at belønne de ’varme hænder’ i det offentlige, så er danskerne ikke mildt stemt over for en lønfremgang til akademikerne i ministerier, styrelser og på rådhuse.

Ikke en gang hver 10. vælger mener, at akademikere skal have højere løn. Og hver fjerde dansker erklærer ligefrem, at akademikerne skal have lavere løn end i dag.

Læs hele artiklen i Ugebrevet A4: Danskerne klapper de varme hænder frem før vigtige forhandlinger

Læs artikler relateret til emnet