De største knaster i forhandlingerne om OK18

Forhandlingerne om nye overenskomster for offentligt ansatte er brudt sammen på både statens, kommunernes og det regionale område. Forligsinstitutionen har indkaldt parterne. Læs om de største uenigheder her.

Oprettet: 25.02.2018
Foto: Morten Jakobsen
Grete Christensen på vej ud af forhandlingslokalet i KL søndag eftermiddag.

Forhandlingerne om nye overenskomster – OK18 – er delt op i tre hovedområder: Staten, regionerne og kommunerne. Blandt DSRs medlemmer er regionerne det største område, der er også mange sygeplejersker i kommunerne og kun en mindre gruppe i staten.

Her er de største uenigheder lige nu: 

Lønnen

Selve rammen – altså hvor mange penge der er til løn og andre goder – er den største uenighed. Efter at have indgået beskedne krise-overenskomster de tre foregående gange (2011, 2013 og 2015) ønsker fagforeningerne nu en ramme, der vil give reallønsfremgang for de offentligt ansatte de kommende tre år. Velstanden vokser igen i samfundet, og den fremgang vil de offentligt ansatte også kunne mærke. Omvendt mener arbejdsgiverne, at lønstigningerne på det offentlige område siden 2008 er løbet fra det private arbejdsmarked – derfor skal der holdes igen med lønstigningerne. Lønspørgsmålet er afgørende på alle tre aftaleområder.

Staten: Betalt spisepause

Ud over lønrammen er retten til betalt spisepause det største problem på statens område.  Finansministeriet har den opfattelse, at den betale spisepause er en kutyme, som kan opsiges af de lokale arbejdsgivere. Derfor vil CFU – som forhandler for de ansatte i staten – have tydeliggjort retten til betalt spisepause i overenskomsten.

Regionerne: Arbejdstid og tjenestested

Ud over lønrammen drejer den største uenighed på regionernes område – og det vil primært sige sygehusene – sig om, hvor meget arbejdsgiverne skal have lov at bestemme over medarbejdernes tid og arbejdssted. Regionerne ønsker, at den enkelte sygeplejerske skal opgøre sin arbejdstid over længere perioder for at kunne arbejde mere ujævnt og samtidig være tilknyttet regionen og ikke det enkelte hospital, for at kunne flyttes nemmere rundt geografisk. Det afviser fagforeningerne, som omvendt ønsker et bedre værn om medarbejdernes fritid.

Fagforeningerne ønsker også en særlig pulje til at rette op på dels kvindefagenes lønefterslæb overfor mandefag med tilsvarende uddannelseslængde og dels hæve lønnen for de lavestlønnede.

Regionerne ønsker, at retten til seniordage for alle regionalt ansatte skal tilpasses folkepensionsalderen. Jo længere vi skal blive på arbejdsmarkedet, jo senere skal retten til seniordage indtræde. Det afviser fagforeningerne, som selvfølgelig påpeger, at når vi skal blive længere på arbejdsmarkedet, er der også behov for særlige ordninger, som gør det lettere for seniorerne at blive længere på arbejdsmarkedet.

Kommunerne: en arbejdstidsaftale til lærerne

Ud over lønrammen er den største uenighed på det kommunale område en arbejdstidsaftale for underviserne – primært lærerne. Efter den store lockout af lærerne i 2013 blev deres arbejdstid fastsat ved lov – den såkaldte lov 409. Alle fagforeningerne har givet hinanden håndslag på, at lærerne skal have en forhandlet arbejdstidsaftale lige som alle andre faggrupper på det offentlige arbejdsmarked – det der er blevet kaldet musketer-eden. Aftalen var, at de øvrige overenskomstforhandlinger skulle afvente, at der kom skred i lærernes arbejdstidsforhandlinger – derfor er alle forhandlingerne forsinket i forhold til de oprindelige tidsplaner.

Fagforeningerne har også rejst kravet om en ligeløns- og lavtlønspulje overfor kommunerne lige som på regionernes område.

Seniorfridagene er også et uenighedspunkt på det kommunale område lige som på regionernes område.

Læs mere