De unge flokkes om sygeplejerskeuddannelsen

5109 unge har i år valgt ”Sygeplejerske” som førsteprioritet i deres ansøgning til videregående uddannelse, og dermed er sygeplejerskeuddannelsen den næstmest søgte professionsuddannelse i år. Det viser en opgørelse, som Uddannelses- og Forskningsministeriet netop har offentliggjort.

Oprettet: 05.07.2018
Susanne Bloch Kjeldsen, sbk@dsr.dk

Flere end 5.000 unge har i år søgt ind på sygeplejerskeuddannelsen. Et tal der viser, at langt flere ønsker at læse til sygeplejerske end de 3.844 pladser, der er på uddannelsen på landsplan.  

I år er der oprettet 152 ekstra studiepladser på professionshøjskolerne UC Lillebælt, UC Syddanmark og UC Nordjylland. Ifølge næstformand i Dansk Sygeplejeråd, Anni Pilgaard, er de ekstra pladser vigtige i forhold til at sætte ind overfor sygeplejerskemangel.

”Dansk Sygeplejeråd har arbejdet målrettet for at få oprettet flere pladser som en indsats over for den voksende sygeplejerskemangel. Vores ledighed er i øjeblikket rekordlav, og derfor er det positivt, at så mange unge igen i år søger ind på uddannelsen, men det viser også, at vi sagtens kunne øge antallet af pladser yderligere,” siger Anni Pilgaard.

Faget har et godt image

Hun glæder sig over, at sygeplejerskefaget har et godt image som et fag, hvor der er gode muligheder for at skabe sin egen karrierevej og få udlevet drømme om at arbejde inden for et væld af specialer, arbejde i udlandet eller videreuddanne sig til at udvikle faget, forske eller lede.

”Der er mange ledige stillinger over hele landet, og der er mange jobåbninger, når man senere finder ud af, hvilken vej man vil gå,” siger Anni Pilgaard. 

Med de 5.109 ansøgere er sygeplejerskeuddannelsen igen i år den næstmest søgte uddannelse, kun overgået af pædagoguddannelsen og med stor afstand ned til diplomingeniør på tredjepladsen.

Også formand for Sygeplejestuderendes Landssammenslutning, Kamilla Futtrup, glæder sig over den store interesse for sygeplejerskeuddannelsen.

”Det er fedt at vide, at så mange unge brænder for danskernes sundhed. Der er brug for os til at sikre et stærkt og sammenhængende sundhedsvæsen i fremtiden,” siger Kamilla Futtrup.

Læs mere om antallet af ansøgninger til de videregående uddannelser på Uddannelses- og Forskningsministeriets hjemmeside.

 

 

 

Læs mere om sygeplejerskeuddannelsen