Debat: Kommunerne ligger inde med et uforløst potentiale

Hvad er regeringens plan for det nære og sammenhængende sundhedsvæsen? Svaret er afgørende for en diskussion af, om kommunerne er klar til at spille en markant større rolle på sundhedsområdet. Men uanset regeringens ambitionsniveau er der udfordringer, som kommunerne allerede nu bør tage hånd om med øvrige aktører.

Oprettet: 10.09.2018

Debatindlæg skrevet af formand for Dansk Sygeplejeråd Grete Christensen bragt i Altinget/Sundhed den 7. september 2018. Denne artikels overskift er den korrekte, mens Altinget bragte artiklen under den misvisende rubrik "Dansk Sygeplejeråd: Pas på med at flytte flere opgaver væk fra sygehusene" og ligeledes med en redigeret underrubrik. 

Lad mig slå det fast: Borgerens eget hjem er en af fremtidens vigtige behandlingsarenaer. Mere behandling og sygepleje skal ydes i borgerens eget hjem, da dette er til gavn for patienterne og deres pårørende. Og kommunerne er de rette til at håndtere disse opgaver i det nære – ingen tvivl om det. Men det skal være i et forpligtende samarbejde med almen praksis og sygehusene.

Men vores tanker og overvejelser skal starte et andet sted. For udgangspunktet for diskussionen ligger i en erkendelse af, hvor syge patienterne er, når de udskrives fra hospitalerne og er sig i eget hjem. En erkendelse, som vi sammen – sundhedsaktører, Folketinget, ministerier, kommuner, sygehuse m.fl. – skal have, da det netop er denne erkendelse, der er afgørende for, hvordan vi indretter vores sundhedsvæsen.

Kommunerne har styrket det nære sundhedsvæsen

For mig er der ingen tvivl om, at kommunerne de senere år har styrket det nære sundhedsvæsen. Både den brede forebyggelse og sundhedsfremme samt den mere patientrettede sygepleje er blevet styrket. Men når det er sagt, står det mig også klart, at der stadig er et stykke vej, før kommunerne er i gear til endnu en sundhedsreform. Uagtet at vi ikke kender regeringens sundhedsreform endnu, vil jeg pege på fem udfordringer for kommunerne i fremtidens sundhedsvæsen:

For det første er forskelligheden kommunerne imellem en udfordring. Kommunerne skal erkende, at denne forskellighed er et reelt problem for det samlede sundhedsvæsen. Kommunerne skal samtidig erkende, at dét at levere specialiserede sygeplejefaglige ydelser til rette kvalitet kræver et befolkningsgrundlag, der er større end mange af kommunerne i dag kan mønstre. Kommunerne er for en række tilbud nødt til at samarbejde på tværs af kommunegrænserne. Herudover skal kommunerne – samt de centrale sundhedsmyndigheder – tage teten på at ensarte ydelserne kommunerne imellem, så borgerne med rette kan få indfriet forventningerne om at få samme gode tilbud, hvad enten de bor i Kerteminde eller Køge.

For det andet mangler kommunerne flere og større kompetencer. Allerede i dag leverer praktisk talt alle sygeplejersker specialiseret sygepleje i kommunerne – en DSR-analyse viser at ca. 1/3 af de kommunale sygeplejersker leverer specialiserede sygepleje hver dag eller næsten hver dag! I forhold til de kommunale sygeplejersker er der derfor brug for specialuddannelse af de mange samt sygeplejersker i avanceret klinisk sygepleje (APN-sygeplejersker) til de få for at kvaliteten i indsatserne sikres.

For det tredje skal betingelserne for kommunernes indsatser forbedres. For eksempel skal de kommunale sygeplejersker have muligheder for at udføre flere selvstændige opgaver. Sygeplejersker skal fx selvstændigt kunne administrere borgeres egen håndkøbsmedicin uden at sidde i telefonkø til den egen læge. Et andet eksempel er muligheden for selvstændigt at tage initiativ til at forebygge, undersøge og iværksætte behandling for væskemangel og blærebetændelse, når borgeren glemmer at drikke i sommervarmen. Samtidig er det et must for at sikre en sammenhængende indsats og at kommunerne får adgang til relevant data fra sygehuse og almen praksis – og vice versa. VIVE’s rapport om kompleksitet i den kommunale sygepleje dokumenterer med al tydelighed, at kommunerne selv – sammen med de øvrige sundhedsaktører lokalt – i langt højere grad kan og skal organisere sig, så organisationen mindsker kompleksiteten i sygeplejen – og ikke det modsatte!

For det fjerde mangler vi forskning og praksisnær viden om, hvordan kommunerne bedst mulig organiserer indsatserne. De mange behandlings- og sygeplejeydelser i eget hjem er ikke tilsvarende underbygget af ny viden. som hvis de leveres på sygehusene. Samtidig oplever vi, at patienterne i højere og højere grad er multisyge og lider af flere samtidige lidelser, som den kommunale sygeplejerske ofte skal koordinere i vores mere og mere specialiserede sygehusvæsen.

For det femte kræver fremtidens sundhedsvæsen – og regeringens sundhedsreform – økonomiske investeringer. Der er simpelthen brug for flere sundhedsprofessionelle i de danske kommuner. På tilsvarende måde, som sygehusene de seneste år har fået den megen opmærksomhed, skal kommunerne – og det nære sundhedsvæsen – politisk og økonomisk prioriteres.

Mennesket før økonomien

I forhold til ovenstående er det også klart, at nærhedsfinansieringen ikke er det oplagte styringsinitiativ: Nærhedsfinansieringen vil forstærke den opgaveudflytning fra sygehusene, som kommunerne allerede i dag oplever og har svært ved at tage hånd om. Det er fejlagtigt at sætte fokus på en yderligere opgaveflytning inden grundlag til at modtage patienterne i kommunerne er i orden. Øget opgaveudflytning forudsætter, at samarbejdet mellem kommune, almen praksis og sygehusene allerede fungerer. Mennesket før økonomien!

DSR er med andre ord af den opfattelse, at kommunerne ligger inde med et uforløst potentiale. Det kræver dog både noget at kommunerne selv, dem der fastsætter rammerne for deres virke samt deres samarbejde med de øvrige sundhedsaktører i det lokale.

Derfor afventer vi – helt ude på kanten af stolen – regeringens udspil. For der er en klog og mindre klog måde at skabe fremtidens sundhedsvæsen på. Patienterne må ikke være taberne.