Demens er en sygdom, ikke en tilstand

Grete Christensen tog hul på Folkemødet 2017 med en debat om fremtidens demensvenlige Danmark. Demens er en sygdom, der kræver behandling af veluddannede fagpersoner, lød hendes budskab.

Oprettet: 15.06.2017
Mads Mostrup Jensen, mmj@dsr.dk
Foto: Simon Klein Knudsen

84.000 danskere lever med demens, og i fremtiden bliver demente den største plejekrævende gruppe i samfundet.

Det stiller krav om en målrettet indsats for at indrette et demensvenligt samfund, og spørgsmålet om, hvordan vi løser den opgave, var torsdag til debat på Folkemødet i Ældre Sagens telt.

Formand Grete Christensen repræsenterede Dansk Sygeplejeråd, og for hende er der ingen tvivl om, at uddannelse og faglighed er kommer til at spille en nøglerolle i arbejdet med demens.

”Vi skal fokusere på, at demens ikke er en tilstand, som nogle mennesker tilfældigt havner i. Demens er en sygdom. Det er en plejekrævende sygdom, som skal behandles af fagpersoner med store kompetencer,” sagde hun under debatten, som var arrangeret af Demensalliancen.

Kompetencer er forudsætning for succes

Demensalliancen, som Dansk Sygeplejeråd er medlem af, har længe presset på for en landsdækkende demenshandlingsplan. Den blev vedtaget i december sidste år, og Grete Christensen glæder sig over, at der nu er en plan for at sikre fagligheden på demensområdet.

”Alle, der arbejder med demente, skal have de nødvendige kompetencer. Det er forudsætningen for, at indsatsen for at hjælpe demente bliver en succes,” fastslog Grete Christensen.

Brug for flere penge

Ældre Sagens formand, Bjarne Hastrup, glæder sig også over demenshandlingsplanen, som indeholder 470 millioner kroner. Men det er langt fra sidste gang, regeringen bliver nødt til at afsætte penge til demensområdet, forudser han.

”Hvis vi skal skabe et demensvenligt samfund, skal vi skabe en folkebevægelse. Det arbejde er godt i gang, men der er ingen tvivl om, at vi kommer til at bruge rigtig mange penge på det her område i fremtiden,” sagde Bjarne Hastrup under debatten i Ældre Sagens telt.