Det er blandt andet i foreningslivet, at demokratiet får lov til at blomstre, og det er her, der kommer bud på, hvilket samfund danskerne skal leve i. At blive budt ind og blive spurgt om sine tanker og ideer er med til at få mennesker til at interessere sig for det samfund, de lever i, skriver Harun Demirtas.
Kommentar i Berlingske af Harun Demirtas, næstforperson i Dansk Sygeplejeråd
Grundloven kan virkelig noget, hvis man bruger den rigtigt. Den kan også integrere de borgere, der kommer fra udlandet.
Det var omkring 2009. Min rejse, som jeg var på sammen med min mor, føltes endeløs - men endelig var den slut. Der tikkede en e-mail ind i min postkasse fra en sagsbehandler, som meddelte, at jeg fik ret til at blive i et samfund, hvor mulighederne er rige for at blive den, du er, og ikke mindst for at udvikle sig.
Jeg skyndte mig at svare tilbage på e-mailen med det dårlige sprog, jeg havde lært mig selv lidt af uden for skolebænken. »Jeg lover, at jeg bliver en god medborger «
Først tog jeg et arbejde på et plejehjem og tjente mine egne penge, talte med de gamle og lærte mere dansk og ikke mindst om samfundet og demokratiet. For hvem kunne lære dig mere om samfundet og Danmark end dem, der har brugt hele deres ungdom på at opbygge det?
Det var helt sikkert i de år, at grundstenene blev lagt for min opfattelse af, hvad Danmark egentlig kan, og hvilken slags samfund det var, jeg prøvede blive en del af.
Men det var først i Dansk Sygeplejeråd, at jeg lærte demokratiets kerne at kende. Fagforeningen for sygeplejersker.
Foreningslivet er skrevet ind i Grundloven, som er retningsgivende for det danske demokrati. Det er blandt andet i foreningslivet, at demokratiet får lov til at blomstre, og det er her, der kommer bud på, hvilket samfund danskerne skal leve i. At blive budt ind og blive spurgt om sine tanker og ideer er med til at få mennesker til at interessere sig for det samfund, de lever i. Man får ejerskabsfølelser.
Og det kan fagforeninger spille en endnu vigtigere rolle i.
Desværre ser jeg alt for få borgere med udenlandske rødder dukke op til en generalforsamling hos deres fagforening eller deltage i møder, hvor deres faglighed og måske endda fremtiden for det fag, de arbejder i, bliver afstemt. Det er bekymrende.
Der er ingen tvivl om, at Danmark er særligt, når det handler om foreningslivet og fagforeningslivet. I det land, hvor jeg har mine rødder, talte man aldrig om fagforeninger, fordi de aldrig var blevet stærke nok.
I Danmark har fagbevægelsen en kæmpe opgave i forhold til at kunne trække endnu flere udenlandske kolleger med ind i fællesskabet. Egentlig behøver det ikke være så svært. Det handler bare om en kollega, der prikker til en og spørger, om man skal følges sammen til et fyraftensmøde hos sin fagforening. Og hvem ved, måske lærer fagforeningslivet denne person meget mere om samfundet, som vedkommende lever i, ud over de overenskomster og arbejdstidsaftaler, man arbejder efter hver dag? Det har jeg gjort.
Og dette bør politikerne og vi i fagbevægelsen arbejde endnu mere med. Dels for at sikre lige rettigheder på arbejdsmarkedet, men ikke mindst for at få alle slags danskere med og afspejle det samfund, vi lever i.