DSR: Det er nu de 1000 sygeplejersker skal leveres

Socialdemokratiet gik til valg på at ville ansætte 1000 flere sygeplejersker hurtigst muligt. Skal patienterne ikke vente i årevis, kræver det en plan og penge på bordet ved de kommende finanslovslovsforhandlinger. Dansk Sygeplejeråd holder skarpt øje.

Oprettet: 24.09.2019

”Det er nu Socialdemokratiet skal indfri løftet om 1000 sygeplejersker og afsætte en tidsplan og en selvstændig økonomisk ramme med finanslovsforhandlingerne. Hvis ikke det sker, har jeg svært ved at se, at der kommer flere sygeplejersker ud til patienterne her og nu,” siger Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd. 

Regeringen har besluttet at oprette en taskforce sammen med regionerne for at finde ud af, hvordan der kan uddannes og ansættes flere sygeplejersker. Men det er ikke analyser, dialogmøder og ekspertgrupper, der er brug for, lyder det fra Grete Christensen.

”Man skaffer ikke flere sygeplejersker med snak, men med handling. Og løsningerne ligger der allerede, så det er sådan set bare at komme i gang, så vi kan få ansat nogle flere sygeplejersker ude på afdelingerne. Blandt andet skal vi mindske frafaldet på uddannelsen og sikre nyuddannede sygeplejersker en god introduktion,” siger Grete Christensen.

Hun henviser til, at Dansk Sygeplejeråd i foråret lancerede 19 konkrete anbefalinger til at skaffe flere sygeplejersker allerede til næste år. Forslag som Socialdemokratiet dengang roste for at være gennemarbejdede og egnede til at gøre noget på den korte bane.

Derudover kan regeringens eget forslag om at give sygeplejersker ret til fuld tid også give ekstra arbejdstimer, hvis der følger lønkroner med. Og endelig fremlagde den tidligere regering langsigtede forslag om at uddanne flere sygeplejersker og lade sygeplejersker varetage flere opgaver selvstændigt. 

Der har både før og efter folketingsvalget været bred politisk enighed om at øge optaget på sygeplejeuddannelsen over de kommende år, så Grete Christensen forventer, at de 1000 ekstra sygeplejersker vil blive fundet på den korte bane, og at regeringens initiativer på finansloven kommer oveni det øgede optag. Der er derfor brug for et finanslovsforslag med en selvstændig økonomisk ramme og en tidsplan for at indfri løfterne.   

”Der er ingen undskyldninger for ikke at komme i gang med de konkrete forslag. Det er alvor nu, og jo længere vi venter, jo mere vokser problemerne med overbelægning, travlhed og mangel på personale,” siger hun.

Læs udspillet 'Flere sygeplejersker nu'