DSR efterlyser plan for vaccination efter stop for AstraZeneca

Sundhedsstyrelsen har valgt at stoppe vaccinationer med AstraZenecas Covid-19 vaccine. Dansk Sygeplejeråd efterlyser klare meldinger om, hvad det betyder for frontpersonale.

Oprettet: 15.04.2021
Emma Tram, redaktionen@dsr.dk
Sygeplejersker og læge ser til patient
Foto: Lena Rønsholdt

Onsdag meddelte Lægemiddelstyrelsen og Sundhedsstyrelsen, at man i Danmark ikke tager AstraZeneca Covid-vaccinen i brug igen, og at vaccinationsplanen derfor opdateres. AstraZeneca vaccinen har siden 11. marts været sat på pause, mens en mulig sammenhæng mellem vaccinen og blodpropper er blevet undersøgt, men bliver nu stoppet helt.  

”Det er godt, at myndighederne igen fastlægger et højt forsigtighedsprincip, som betyder at Astra Zeneca ikke længere er en vaccine som tilbydes i Danmark.  Det er vigtigt for den fortsatte tillid til vacciner, og det er derfor også godt at de allerede nu kan fortælle, at der er flere Pfizer-vacciner på vej”, siger Grete Christensen, formand i Dansk Sygeplejeråd.


Behov for klare meldinger til frontpersonale

Hun peger dog på, at der efter mødet ikke er klarhed over, hvordan de sundhedsfaglige medarbejdere som sygeplejersker mfl skal agere nu.

”Der er mange spørgsmål, som skal afklares. Vi må forvente, at myndighederne kan give klare svar om hvad der skal ske med dem, som har fået første del af AstraZenecavaccinen, og som fortsat arbejder i frontlinien, ligesom de må give svar på hvordan alle andre i frontlinjen nu bliver priorieret”, siger Grete Christensen.

I Danmark har tæt på 150.000 personer fået første ud af to doser af AstraZeneca vaccinationen, og blandt disse er en del ansatte i sundhedsvæsenet. Dem der har fået første AstraZeneca vaccinedose vil ”senere modtage tilbud om vaccination med en anden vaccine,” skriver Sundhedsstyrelsen på deres hjemmeside. Personer som har fået aflyst deres invitation til første dose af AstraZeneca vaccinen, vil få ny vaccinationstid efter alder, ”bortset fra, hvis der er nogen, der varetager kritiske funktioner, så skal de naturligvis også blive vaccineret,” siger direktør for Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm.

Fredag deltager Dansk Sygeplejeråd  i et møde, hvor Sundhedsstyrelsen vil redegøre for, hvad beslutningen betyder for Gruppe 4 i vaccionationsplanen, som bla. omfatter frontpersonale i sundheds- og ældresektoren.


Hvad betyder det for arbejdsgange

Her vil Dansk Sygeplejeråd pege på behovet for klarhed over vaccination af sundhedspersonale og samtidig opfordre til klare udmeldinger om, hvordan sygeplejersker og andre sundhedsmedarbejdere skal agere, mens de venter på vaccination.

”Indtil frontpersonalet er færdigvaccineret, skal arbejdet kunne tilrettelægges, så det frontpersonale, der er i kontakt med COVID-19-patienter, er færdigvaccineret, mens resten får mulighed for at varetage opgaver som skærmer dem for kontakt med COVID-19-patienter”, siger Grete Christensen.


Risiko for alvorlige blodpropper

Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) har konkluderet, at der sandsynligvis er en sammenhæng mellem AstraZeneca vaccinen og et lavt antal blodplader og alvorlige blodpropper. Også Danmark har (sammen med Norge) undersøgt vaccinen, og har fundet frem til, at omkring 1 ud af 40.000 vaccinerede kan risikere at få de alvorlige følgevirkninger, som man har set i en række tilfælde - blandt andet ved en 60-årig dansk kvindes dødsfald. Det er flere end eksperter tidligere har peget på, blandt andet baseret på Storbritannien hvor der er opstået blodpropper blandt 1 ud af 250.00 personer, som har modtaget AstraZeneca-vaccinen, skriver Videnskab.dk.

Udover at AstraZeneca vaccinen lægges på hylden for nu, er de nyankomne vacciner fra Johnson & Johnson fra producentens side sat i karantæne, så de aktuelt ikke kan anvendes i Danmark. Det er derfor stadig usikkert, om eller hvornår de vacciner kan tages i brug i Danmark.