DSR enig i lægers kritik af behandlingsgaranti

Når alle får ret til at blive behandlet på privathospital efter 30 dages ventetid, vil pengene blive brugt forkert, lyder det fra lægerne, der frygter, at de tungeste patientgrupper taber. Dansk Sygeplejeråd bakker op om denne bekymring.

Oprettet: 01.07.2015
Kristine Jul Andersen, kja@dsr.dk

Dansk Sygeplejeråd en helt enig med Lægeforeningen, når de i dag i Jyllands-Posten går ud med skarp kritik af Regeringens planer om at genindføre en behandlingsgaranti på 30 dage.
Det kan umiddelbart lyde som en gevinst for patienterne, at behandlingsgarantien kortes ned fra 60 til 30 dage, så patienter, der må vente længere end en måned, har ret til at søge hjælp på et privathospital. Men i virkeligheden er det et tilbageskridt, der vil ramme patienterne, lyder advarslen fra Lægeforeningen.

”En frist på en måned kan lyde som et fremskridt, men er reelt det modsatte. Den giver ikke faglig mening modsat to-måneders-fristen, som er fleksibel og sikrer, at de mest alvorlige lidelser skal behandles før andre, og dermed frigiver den ressourcer til patienter med sygdomme, som privathospitalerne ikke har et tilbud til”, siger Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen til Jyllands-Posten.

Han understreger samtidig, at med en kortere behandlingsgaranti mister lægerne muligheden for at prioritere at behandle de patienter først, som har allerstørst behov.

Dansk Sygeplejeråd er helt på linje med Lægeforeningen i kritikken af Regeringens planer om af forkorte behandlingsgarantien.

”Det kommer til at gå ud over de svageste patienter, der har brug for mere kompliceret behandling, da en del af de penge, der i dag bliver prioriteret og brugt på dem, vil blive brugt på at sikre de ortopædkirurgiske patienter, som eksempelvis knæ- og hoftepatienter, hurtige operationer på private hospitaler. Det øger uligheden i behandlingen. Vi mener, det er en forkert prioritering af brugen af de i forvejen sparsomme midler, der er i danske sundhedsvæsen,” siger Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd.

Lægeforeningen påpeger i øvrigt, at netop de ortopædkirurgiske operationer kan have fordel af at vente.

”Når det gælder knæ-, hofte- og menisk-operationer har man nu viden om, at det ligefrem kan være en fordel for patienterne at vente lidt med operationen. Nogle gange går lidelserne over af sig selv, og i hvert fald er ventetiden for denne patientgruppe ikke i sig selv et stort fagligt problem,” siger Andreas Rudkjøbing til Jyllands-Posten.

Hverken Lægeforeningen eller Dansk Sygeplejeråd har nogen ideologisk uvilje mod privathospitaler, blot en fælles bekymring for, at denne ordning i sidste ende ikke kommer patienterne til gavn – men tværtimod forringer behandlingen af især de svageste patientgrupper.