DSR: Frihed må aldrig trumfe fagligheden i en ny ældrelov

DEBAT: Der ligger mange gode muligheder i regeringens ønske om at sætte kommunerne fri og begrænse unødigt bureaukrati på ældreområdet. Men det er afgørende, at friheden ikke sker på bekostning af den sundhedsfaglige kvalitet, skriver DSR-formand Grete Christensen.

Oprettet: 01.06.2022

Debatindlæg af Grete Christensen, formand i Dansk Sygeplejeråd, bragt i Altinget

Med alderdommen følger flere sygdomme, og vi kan ikke lave gode løsninger på ældreområdet uden at tænke sundhed med. Og modsat af, hvad man kan have hørt, er det, der er nært, faktisk ganske ofte også svært.

Som en rapport fra Vive har vist, kan det være en ret kompleks opgave at være kommunal sygeplejerske. Både fordi borgerne har flere sygdomme og bliver tidligere udskrevet, men også fordi borgerne kan have svært ved at overskue eget forløb og svært ved at navigere i sundhedsvæsenet.

Set fra Dansk Sygeplejeråd er der derfor særligt tre indsatser, der skal til for at indfri de høje ønsker og forventninger til ældreplejen og det nære sundhedsvæsen.

Det handler dels om at ensarte og højne kvaliteten gennem nationale kvalitetsplaner, dels om at organisere arbejdet på en fagligt stærk måde og dels om at sikre de nødvendige medarbejdere og kompetencer.

Der skal strammes op med kvalitetsplaner

Som det er i dag, er der stort set lige så mange måder at tilrettelægge den kommunale indsats over for de ældre på, som der er kommuner. Og selv om det ikke i sig selv er et problem, at opgaven løses forskelligt, er det et stort problem, hvis det medfører store forskelle i den kvalitet, som borgeren kan forvente. Her er der for meget postnummerlotteri.

Derfor er det også positivt, at det med aftalen om en sundhedsreform er besluttet, at der skal laves kvalitetsplaner for de kommunale akutfunktioner i 2022 og for forebyggelsestilbuddet til borgere med kroniske sygdomme i 2023. Det er godt. Men det er ikke helt godt nok.

Der er også brug for en kvalitetsplan for de ældre borgere, som ikke nødvendigvis har en af de store kroniske sygdomme, men andre almindeligt forekommende sygdomme, som kan være nok så alvorlige, når man er ældre. For eksempel lungebetændelse eller flere samtidige sygdomme. Også her må det være fagligheden, der sætter standarden, og det skal være klart, hvem der har ansvar for hvad.

Organiseringen skal sikre kvalitet og robusthed

Fagligheden skal også komme først, når det gælder organiseringen af ældre- og sygeplejen i kommunerne.

Regeringen ønsker at udvide brugen af faste teams, og det giver uden tvivl mere tryghed og bedre sammenhæng, hvis borgeren ikke skal udsættes for et konstant skift af medarbejdere, der kommer og går i deres hjem.

Flere kommuner arbejder allerede med faste selvstyrende teams, og det er oplagt at lære af de erfaringer. Samtidig skal vi lære af de kommuner, der på andre måder har arbejdet målrettet med at styrke kvaliteten og den helhedsorienterede indsats for borgeren.

Det skal være med til at sikre, at intentionen om at sætte kommunerne fri, ikke samtidig betyder, at man går på kompromis med patientsikkerheden og den sundhedsfaglige kvalitet. Kontinuitet er ikke i sig selv garant for kvalitet. 

Det vigtigste er, at organiseringen giver tydelige rammer for opgaverne og er med til at sikre kvalitet i opgaven og faglig robusthed. Det gælder blandt andet i forbindelse med vagtplanlægning, sammensætning af kompetencer og fagligt ansvar.

Skal det fungere, kræver det blandt andet, at sygeplejersker og andre sundhedsprofessionelle har mulighed for faglig sparring på daglig basis og et løbende fokus på udvikling af opgaveløsningen på baggrund af bl.a. forskning.

Medarbejdere er ikke bare medarbejdere

Ældreområdet er ligesom sygehusene ramt af mangel på medarbejdere, og det er svært at se, hvordan vi skal løse udfordringerne på ældreområdet, hvis der ikke er personale til det. 

Derfor skal arbejdet med ældrelov også have fokus på fastholdelse og rekruttering. Det handler ikke blot om at have det rette antal medarbejdere, men også om at have det rigtige mix af fagligheder. Det er afgørende, at de rette kompetencer er til stede i kommunerne til at varetage opgaver med stigende kompleksitet. 

For eksempel bør alle kommuner have såkaldte APN-sygeplejerske, som kan løfte helhedsblikket på borgeren og sikre bedre forløb. Det er ikke mindst vigtigt i de mange forløb, som både er medicinsk og organisatorisk komplekse. Eksempelvis fordi antallet af aktører, som er involveret i forløbene på tværs af sektorer, er meget stort, eller fordi der er tale om multisygdom.

Ældrelov og sundhedsreform skal spille sammen

Der ligger mange gode muligheder i regeringens ønske om at sætte kommunerne fri og begrænse unødigt bureaukrati på ældreområdet. Men der ligger også udfordringer, når man samtidig vil sende mange nye opgaver den vej.

De 15.000 sygeplejersker i kommunerne spiller allerede i dag en central rolle på ældreområdet, og de ældres behov for kompetent sygepleje bør stå centralt i udviklingen af en ny ældrelov. 

Derfor er det vigtigt, at en ny ældrelov tænkes sammen med sundhedsreformen. Og det er afgørende, at friheden ikke bliver på bekostning af den sundhedsfaglige kvalitet.

Skal vi sikre borgerne god og sammenhængende hjælp, er det afgørende, at det er fagligheden, der sætter rammen.