DSR går ind for fusion mellem FTF og LO

Kongressen i Dansk Sygeplejeråd har i dag vedtaget at gå ind for at skabe en stor samlet hovedorganisation på det danske arbejdsmarked.

Oprettet: 09.03.2018
Morten Jakobsen, mja@dsr.dk

Dansk Sygeplejeråd har, som en af de få fagforeninger, overladt det til kongressen at afgøre, om man skal bakke op om en fusion mellem LO og FTF. Og kongressen vedtog opbakning til fusionen med stort flertal.

"Jeg er rigtig glad for den store opbakning til fusionen fra vores kongres. Og jeg er glad for, at vi – trods de besværlige overenskomstforhandlinger – har taget os tiden til en grundig demokratisk debat, så vi har et meget bredt mandat til at gå videre i fusionsprocessen internt i FTF," siger Grete Christensen formand for Dansk Sygeplejeråd.

LO har cirka 1 million medlemmer og FTF, som er den hovedorganisation Dansk Sygeplejeråd er medlem af, har omkring 450.000 medlemmer. Så en fusion af de to organisationer vil altså betyde, at næsten 1,5 millioner lønmodtagere står samlet på det danske arbejdsmarked.

Samlet hovedorganisation vil tal med stærk stemme

"En ny samlet hovedorganisation på det danske arbejdsmarked med 1,5 millioner medlemmer vil tale med en meget kraftig stemme overfor regeringen og arbejdsgiverne. Og ved at være med om bordet sikrer vi, at sygeplejerskernes stemme bliver hørt på de helt store samfundsdagsordner som velfærd, beskæftigelse, uddannelse, arbejdsmiljø og ulighed," siger Grete Christensen.

En bekymring omkring fusionen har været, at den enkelte organisation får svært ved at bevare sit eget særpræg og blive hørt i den store organisation. Og at sygeplejerskerne, som en af de allerede højtuddannede grupper, vil stå svagere med ønskerne om yderligere udvikling og uddannelse.

"Vi vil fortsat selv forhandle vores overenskomster præcis som i dag og efterspørgslen efter højtuddannede sygeplejersker vil ikke blive mindre, fordi vi er samlet i en stor hovedorganisation med både fagprofessionelle og ufaglærte. Men vi vil være tættere på de store dagsordner, hvor en samlet fagbevægelse vil have en stærkere stemme," siger Grete Christensen.

Den videre proces er, at FTF og LO nu begge holder ekstraordinære kongresser d. 13. april. Hvis begge organisationer her godkender fusionsplanerne bliver der senere samme dag afholdt stiftende kongres for en ny hovedorganisation, som i så fald træder i kraft pr. 1. januar 2019.

Læs også