DSR’s formand genopstiller

Grete Christensen genopstiller til posten som formand for Dansk Sygeplejeråd.

Oprettet: 17.08.2020
Lotte Dahlmann, ldh@dsr.dk

Siden 2009 har formanden i Dansk Sygeplejeråd heddet Grete Christensen, og hvis hun får opbakning fra medlemmerne, så hedder formanden det samme de næste fire år.

”Jeg har besluttet mig for at genopstille, fordi der er så meget at kæmpe for. Sygeplejerskernes  rolle i velfærdssamfundet har sjældent stået så krystalklart som nu i borgernes bevidsthed. Men vi har stadig et lønefterslæb, der ikke alene kan indhentes ved overenskomstforhandlingerne og som derfor skal løses på Christiansborg. Vi mangler også sygeplejersker, og vi kan se, at behovet for det, vi kan, vokser i de kommende år. Alt dette – og meget mere, vil jeg gerne kæmpe for på vegne af medlemmerne sammen med Dansk Sygeplejeråds tillidsvalgte”, siger Grete Christensen.

Grete Christensen har været aktiv tillidsvalgt i DSR siden hun blev valgt som tillidsrepræsentant på ortopædkirurgisk afdeling i Holbæk i starten af 1980’erne. Under Grete Christensens formandskab er respekten for sygeplejerskerne som faggruppe vokset, ligesom hun var med til at bringe Dansk Sygeplejeråd tilbage i Forhandlingsfællesskabet med andre fagforbund, som var en væsentlig spiller ved overenskomstforhandlingerne i 2018.

I Grete Christensens formandsperiode er det desuden lykkedes at få regeringen til at afsætte penge til 1000 flere sygeplejersker i regionerne for at afhjælpe manglen på sygeplejersker.

Fristen for at stille op til formandsvalget i Dansk Sygeplejeråd er 30. september, 2020.