4.112 nye studerende har i nat eller her til morgen fået besked om, at de er blevet optaget på sygeplejerskeuddannelsen. Det svarer til et fald på tre pct. eller 147 færre studerende end sidste år, hvor antallet af optagne var 4.259
I alt havde 4.703 håbefulde ansøgere valgt sygeplejerskeuddannelsen som deres 1. prioritet i år, og det betyder, at knap 600 ansøgere i dag er vågnet op til et afslag.
Dansk Sygeplejeråd kalder faldet i antallet af optagne alvorligt set i lyset af den akut forestående sygeplejerskemangel.
”Det er bemærkelsesværdigt, at vi har en masse ubesatte sygeplejerskestillinger og samtidigt har et overskud af ansøgere på uddannelserne, som gerne vil faget, men som ikke kan få lov at komme ind, fordi der ikke er kapacitet til dem. Det giver ikke mening. Området skal prioriteres politisk, hvis vi ikke skal ende med den store sygeplejerskemangel, som alle fremskrivninger peger på,” siger Dansk Sygeplejeråds næstformand, Dorthe Boe Danbjørg.
Lønnen skal svare til uddannelsesniveau
”Det er en rigtig ærgerlig udvikling, men desværre ikke overraskende,” siger formand for Sygeplejestuderendes Landssammenslutning, Julie Bjerg Jakobsen, og fortsætter:
”Man kan ikke øge optaget på uddannelserne yderligere, før der er kapacitet til at tage imod flere studerende ude i praktikken. Der er brug for et kvalitetsløft og for at der skabes flere praktikpladser, hvis det skal kunne hænge sammen. På den måde er det en ond cirkel, vi står i, for flere praktikpladser kræver flere kompetente hænder, der kan vejlede os.”
Det er ikke kun antallet af optagne, der er faldet i forhold til sidste år. Antallet af ansøgere var i år hele otte pct. lavere i forhold til sidste år, og var det laveste antal ansøgere siden 2013, hvor kun 4.675 søgte ind på uddannelsen. Det kan ifølge Julie Bjerg Jakobsen i høj grad tilskrives konflikten og det øgede fokus på sygeplejerskers løn og arbejdsvilkår.
”Når man vælger uddannelse, så gør man selvfølgelig op med sig selv, hvilket arbejdspres og hvilken løn man ønsker at arbejde under efter endt uddannelse. Derfor har det naturligvis en betydning, at der bliver stillet skarpt på, at lønnen slet ikke svarer til det uddannelsesniveau og det ansvar, man skal løfte bagefter” siger hun.